tag:blogger.com,1999:blog-32391065395443415742024-03-14T08:20:38.821+01:00Qvistgaards ØLometerUnknownnoreply@blogger.comBlogger87125tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-79515251063756477082013-03-24T17:14:00.001+01:002013-03-24T17:14:58.463+01:00Mikkeller Bar og Mikkeller & FriendsAh-jo, jeg var på Mikkeller. Og i går også på den helt nye Mikkeller & Friends! Og jo, det var begge dele oplevelser af stor styrke og skønhed - omend meget forskellige...

Mikkeller Bar blev i 2012 kåret som Danmarks bedste af slagsen, og med en beliggenhed i hjertet af det varmblodige Vesterbro, var der ikke rigtigt noget at sige til - endsige gøre ved - at der var proppet til sidste ståplads, da jeg ankom en råkold fredag i januar måned, sådan ved 18-tiden - lige præcist fredagsbar-tid...

Efter lidt besvær fik vi maset os ind, filosoffen og jeg, og fik til og med et glas med noget i. Et sted at stå - ca. 10 cm. fra hoveddøren med voldsomme temperaturfald til følge, hver gang nogen åbnede døren... Nå, men ud på aftenen fik vi os bedre ståpladser og til sidst oven i købet mulighed for at sidde ned. Og frem for alt fik vi øl. Rigtigt, rigtigt godt øl!

Det er faktisk imponerende, at det kan lade sig gøre. Et diminutivt lokale proppet til randen med mennesker og en udskænkningsproces, der ofte omfatter både diskussioner om varens art, smag og finere nuancer, og tilberedning af fine små delikatessebrædder med pølse og surt. Og alligevel føltes ventetiden ikke ulidelig og alle var venlige og gav plads og smilede pænt (eller overbærende, det ved jeg ikke rigtigt)...

Og nu til noget helt andet: Mikkellers én uge gamle nye bar på Nørrebro (det charmerende Stefansgade nærmere bestemt): Mikkeller & Friends. Friends i denne forbindelse er To Øl, hvis forbindelse til Mikkeller handler om noget gymnasieværk (så KAN der komme noget godt ud af at gå i skole!) - og den nye Mikkeller-bar er da også lige præcist tre gange så stor, som den gamle (Mikkeller + to øl = 3 - og forresten skriver de, at de som de eneste uden for USA også serverer Three (3!) Floyds - men det gjorde de nu vist ikke i går...).

Mikkeller & Friends er virkelig innovativ bierstube (ikke mit men dekoratørernes ord, se selv: http://mikkeller.dk/mikkeller-friends). Interiøret er lyst træ, materialerne virker lette, måske lidt 'byggemarkedsagtige', men der er luft, lys og rigtigt rart taget i betragtning, der er tale om en kælder - hvilket slog igennem med fuld styrke senere på aftenen... Stilen er Nordisk med fuld styrke - man ranker sgu' ryggen og bliver helt stolt over, hvad vi kan præstere designmæssigt her til lands. Godt klaret, RUM4!

Samtidig må jeg dog sige - midt i al rosen - at ilten helt regulært slap op på et tidspunkt, og at der blev så fugtigt i kælderen til sidst, at mine briller var flere minutter om at dugge af igen, efter at jeg havde været et smut udenfor. Bedre ventilation til de travle aftener, som der helt sikker vil komme mange af, er helt nødvendigt!

Sådan ca. så der ud, da jeg ankom lørdag kl. 15.
Det gjorde der ikke, da jeg gik 7 timer senere.

At få en gammel, fugtig, kringlet, mørk kælder til at fremstå så venlig, imødekommende, hyggelig, er noget af et kunststykke - det er det også at holde 40 haner i luften med lutter forskellige dog mere eller mindre vellykkede øl. For tiden synes temaerne i den hvad jeg antager er den mest variable del af sættet (fra ca. 20 og opefter) at være spontangærede og vildgærede øl, bl.a. af lambic-typen, samt fadlagrede øl.

Ingen af delene er hverken min ven filosoffen eller jeg synderligt begejstrede for, så dem sprang vi stort set over i går, men ellers sprang vi ikke ret meget! Da vi qua vores tidligere ankomst til stedet havde fået et bord - til og med et med rigtigt godt udsyn (gris!), var det med at holde fast - og der var ud på aftenen ikke så få interesserede forespørgsler til, om vi var ved at gå, når en af os skulle op efter friske forsyninger - eller af med tidligere ditto.

Filosoffen og jeg ville egentlig gerne være startet med en pilsner. I Viktoriagade fik vi Vesterbro Pilsner som opvarmning, og på listen over, hvad der var i hanerne i Stefansgade, stod der Nørrebro Pilsner. Da de venlige folk bag baren (for 4/5-deles vedkommende svenskere så vidt, vi kunne vurdere, men meget ølkompetente og servile) kunne bekræfte, at de to bryg er identiske, sprang vi direkte på de blege ales - min ven er noget af et humlehoved; det stod der sågar på hans t-shirt i går...

Det, vi smagte i går, var følgende og i nævnte rækkefølge (for min læges skyld kan jeg oplyse, at vi udelukkende fik serveret i 20 cl.-glas!):

To Øl: Nørrebro Pale Ale - dejlig velhumlet, næsten IPA-agtig

Mikkeller: Stefans IPA - meget lig den forrige, men med 5% mere humle i eftersmagen

Mikkeller: Sort/Gul - filosoffen mente, det måtte være en 'black IPA', en ikke særlig fyldig stout med et godt skud humle i; spændende nyfortolkning af half'n'half-konceptet, hvis man skulle være lidt profan...

Mikkeller: Nørrebro Brown Ale - maltet men også lidt tynd i eftersmagen

Mikkeller: Citras 1.3 - Da vi var i Viktoriagade var det Citras'en, der var vores favorit - og i denne version 1.3 var den fuldt ud lige så god, selvom den ikke havde så meget humle i næsen som f.eks. Stefans IPA

Guinæs: Dry Hopped - den vender jeg tilbage til nedenfor!

Mikkeller: Croocked Moon Tattoo DIPA - dejlig, sødlig, men ikke så skarp i humlen, som man skulle tro af en DIPA

Cantillon: Vigneronne, spontangæret - den eneste, vi prøvede fra den skuffe; sur, gul sodavand med et strejf af pilsnerøl. Til gengæld aftenes dyreste: 50 kr. for 2 dl.

Fanø/Mikkeller: Oyster Stout - smag af melasse/rugbrød, men også noget lakrids i eftersmagen. Ingen østerssmag som i Porter House's østersstout (Irland)

Mikkeller (måske To Øl?): First Frontier IPA - stor bitterhed, flot IPA at slutte af med

Alt i alt et forrygende sæt, som vi nød sammen med chips, tørrede pølser m. surt og lidt ost med en marmelade lavet på noget drueværk - jeg fangede ikke helt, hvad det var. Alt i alt 7 timer i selskab med øl i verdensklasse, innovative øl, skæve øl - og en regulær skævert...

Det viser sig, at verdenspressen for lidt tid siden fik nys om noget øl, der skulle hældes ud, fordi det ikke var godt nok til bryggeriets kræsne kunder. Det viste sig at være Mikkellers Guinæs: Dry Hopped, som de faktisk havde et enkelt fad af i Stefansgade. Jeg ved ikke, hvorfor den var blevet stemt hjem til at starte med, men da barfolkene meget venligt uddelte små smagsprøver af de øl, man overvejede at investere sine sparepenge i, fik jeg en lille slurk af brygget. Jeg ved ikke, om det var fordi han skænkede denne diminutive prøve op med rigeligt skum, men da jeg fik den først til næsen, siden munden, var jeg helt solgt!

Masser af stoutsmag, men uden det tunge/tyngende, man finder i mange danske stouts (men ikke i en rigtig Guinness!) - og så tilsat en masse lækker, knastør humle til sidst i processen. Måske nok en svær opskrift at finde 'the sweet spot' i, men selvom en af de svenske serveringskarle direkte frarådede den, skulle vi nu alligevel - efter min prøvesmagning - have et par glas. Desværre viste den sig ved den lejlighed at være noget tynd, selvom humlen ikke lod sig fornægte. Det må have været iltningen i forbindelse med skænkningen af smagsprøven, der gjorde forskellen, men jeg tror altså på, dette kan blive en udmærket øl, hvis de bare prøver lidt mere!

Alt i alt er de to barer rigtigt gode vandhuller. Når man som jeg er lidt menneskesky kan en fredagsbarsstemning som i Viktoriagade godt være lidt overvældende. Men Stefansgade en lørdag eftermiddag var en ren fornøjelse - og så gjorde det ikke så meget, at der blev både trangt og tæt senere på aftenen - det havde jeg fået drukket mig mod til at kunne håndtere. Klientellet var i øvrigt ungt, smart - meget smart - med fløjlsjakker, hættetrøjer og hængerøv alle de rigtige steder hos både pigerne og drengene, og også en hel del, der meget vel kunne fordrive deres arbejdstid som modeller (af begge køn!), i finanskredse eller i modebutikker.

Og som vi blev enige om - nu, hvor filosoffen også er kommet på den anden side af de 40 år - så er det rigtigt dejligt at se, at også den ungdom, der kommer til at sætte eller allerede sætter retningen for, hvad det er moderne at indtage, bliver oplært i et af de ypperste templer i det gode øls tjeneste!

Mikkeller og To Øl: Stort tillykke - lad flere komme til, der er brug for flere barer som jeres - og det var tydeligt i går aftes, at Mikkeller & Friends sagtens kunne have været dobbelt så stor!Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-69995281360739536102013-03-24T15:55:00.001+01:002013-03-24T15:55:46.666+01:00Danske øl-begejstrede og deres stridighederFor mere end to måneder siden annoncerede jeg, at jeg skulle på Mikkeller Bar i Viktoriagade på Vesterbro. Siden har der været ganske stille herfra. Den del af Vesterbro, Mikkeller Bar ligger i, kan være lidt tricky at færdes i efter mørkets frembrud, og det at opholde sig på en ølbar i mange timer kan i sig selv være en udfordring for helbredet, så derfor er det vel ikke underligt, at Kasper Wendelboe spørger til, om jeg overlevede turen... Og tak for omsorgen, Kasper.

Det skulle så gerne fremgå allerede nu, at jeg overlevede. Bevares, jeg var lidt død i sværen dagen efter, men i det store og hele var det en rigtigt fin tur. Hvorfor har jeg så ikke anmeldt den før? Af to grunde - den ene at jeg havde glemt min blok, og derfor ikke fik noteret mig, hvad vi drak. Så kan det være lidt vanskeligt at anmelde øllen. Om stedet kan man naturligvis skrive en masse, og det vil jeg så gøre lige om lidt (næste indlæg).

Men først den anden grund. Jeg er helt ærligt lidt skuffet. Ikke over Mikkeller - slet ikke! Men over den danske øl-scene. Eller måske snarere øl-drikker-scene. Alle bryggerierne gør en forbilledlig indsats - ofte med små midler og kun fantasien og stædigheden som kapitalindskud. Men blandt øldrikkerne ser det lidt anderledes ud - har jeg fundet ud af.

Da jeg ganske naivt startede denne blog for godt et år siden - mest af alt for at have et sted, hvor jeg kunne minde mig selv om, hvordan de øl, jeg drak, smagte, og derfor kunne undgå at købe de samme middelmådigheder igen og igen ... og igen - troede jeg, at vi godtøl-begejstrede stod sammen som brødre (og søstre) i vores glæde ved de gyldne (og brune og røde og sorte...) dråber. Og at Danske Ølentusiaster var vores naturlige samlingspunkt. Og at det ypperste sted at fejre ølglæden - som de nordiske oldtidsfolks blot-fester - var den årlige ølmesse. Jeg gik sågar rundt og glædede mig til at 'flashe' mit ølsmageglas (selvom jeg nok ikke havde tænkt mig at bære det om halsen...).

Langsomt - uendeligt langsomt, for sådan er jeg - går det så op for mig, at vi har gang i en regulær splittelse blandt ølbegejstrede her til lands. Foreningslandet over alle foreningslande oplever en krig blandt øldrikkerne (ikke bryggerierne!) - en krig med endda ret alvorlige konsekvenser. Bemærk, at begrebet forening er afledt af at forene, som betyder sammenføre... Nå, jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvem der er hvem i fjentlighederne. Jeg kan blot konstatere, at det tager glæden ved at være øl-begejstret fra mig.

Her mener jeg ikke glæden ved at drikke øl - åh nej! Den er fuldt indtakt. Selvom jeg er blevet lidt træt af den fart, hvormed nye produkter lanceres og gamle relanceres under nye navne - og det hele ind imellem virker lidt konstrueret og ikke særlig innovativt. Men sådan noget går jo op og ned i bølger og lige pludselig kommer der et nyt kvantespring - og mens man venter på det, kan man jo glæde sig over det, man allerede er stødt på, og som i mange tilfælde bevæger sig blandt noget af det bedste - i verden! Jo, lille Danmark kan skam godt være med - endda helt oppe i første division (ja, det hed det altså, den gang, jeg så fodbold...).

Og hvorfor uglen-i-hulen skal vi som øldrikkere så være splittede?? Hvorfor skal der være fløje? Alternative ølfestivaler? Bryggerier, der er udelukket fra at blive valgt som årets øl-det-ene-og-øl-det-andet? Endda nogle af de bedste bryggerier i verden?!?

Dét har om noget frataget mig lysten til at stå frem og stå ved min glæde ved og interesse for øl. Ikke ved at dyrke den - men ved at gøre det åbenlyst...

Gider I ikke godt holde op med at kævles? Vi er sgu så lille et land med så svimlende høj kvalitet i vores ølproduktion at det faktisk er til grin at vi ikke kan enes - og stå sammen om at fejre denne kulinariske triumf af internationale dimensioner!

Øv.

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-74590208076636725792013-01-22T19:25:00.001+01:002013-01-22T19:25:18.949+01:00Smagenoter: Stensbogaard Bryghus: India Pale Ale, Nørrebro Bryghus: La Granja Stout, Mikkeller The Bar (forvarsel)Stensbogaard Bryghus: India Pale Ale

Roses den, der roses bør.

Jeg har været kritisk overfor Stensbogaard Bryghus. Deres øl har indtil nu været middelmådig og uinspirerende. Jeg havde derfor ikke høje forventninger til deres India Pale Ale, et pilsnerfarvet bryg med næsten helt vidt og meget flot skum. Men hold da op, hvor er dét en dejlig øl! Stor duft med masser af citrus, fyrrenåle og rosmarin. Flot bitterhed i smagen, der er lige præcist snerpet nok til et løftet øjenbryn, og lige præcist rund nok til ikke at ødelægge nydelsen af de 5 bitter- og aromahumler, de skriver, der er i. Sådan skal en IPA skæres. Ikke mere snak. Drik!

Stensbogaard Bryghus: India Pale Ale: 10/10 på Qvistgaards ØLometer. Så var de 170 kr. for fire øl alligevel ikke helt spildt...

Nørrebro Bryghus: La Granja Stout

En på mange måder bemærkelsesværdig øl. For det første er det en 60 cl. flaske. Så de har skullet skaffe en helt ny flasketype til huse for at kunne lave øllen. For det andet, er det en stout med kaffe i.

Jeg har en mistanke om, hvad der er sket: en kedelig onsdag har bryggersvendene præsenteret en stout for brygmesteren selv, en stout, som brygmesteren ikke kunne beskrive som andet end vandet og kedelig. Svendene har fået et drag over nakken, og er blevet sendt tilbage til mæskekaret med lyden af "DET' EN OMMER" rungende i ørerne. Mens bryggersvendene så har siddet over deres kaffekopper og vendt og drejet opskriften, er en af dem kommet til at vælte sin kop med kold og kedelig kaffe ned i kanden med stout.

"Hvordan mon dét smager," siger en af svendene og skænker op. Godt, bliver de enige om, men der mangler noget - et anstrøg af klasse, kvalitet. "Hvad med la Granja?" spørger én. " Det skulle være en god kaffe!" Og iværk sætter de uden som sådan at ændre på stoutopskriften, men nu med en ualmindeligt lækker tår kaffe ned i suppedasen, formentlig ret sent i processen, da den smager ganske meget igennem.

Det er med andre ord en øl, hvor den underliggende stout er lige præcist tynd og kedelig nok til ikke at byde kaffen på egentlig konkurrence, men hvor den samtidig er mørk og maltet nok i tonerne til at kunne bære kaffen frem til ganen. Og kaffen? Den er bare god. Rund, brændt, sød og skarp på samme tid. Jeg har ikke noget imod at drikke kold kaffe, hvis der er tale om kvalitet, og det er der helt sikkert her!

Nørrebro Bryghus: La Granja Stout: 10/10 på Qvistgaards ØLometer.

Mikkeller The Bar

Man skal på Mikkeller. Jeps. Nu kommer jeg normalt ikke meget ud, og der skulle også en god kollega til at lokke. Men jo, man skal på Mikkeller! Jeg har ikke glædet mig så meget, siden jeg skulle smage Bøgedal No. 300...

En rapport derfra vil følge på et tidspunkt, når jeg har fået alle sansers brug tilbage...Unknownnoreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-51479293862931623582012-12-30T18:26:00.001+01:002012-12-30T18:26:56.480+01:00Stensbogaard Bryghus: Modnet Pale Ale170 kr. for en gaveæske med fire øl. Det var dyrt nok til at vække min nysgerrighed, da jeg passerede hylden i et stopfyldt, nytårsklart Metro. 170 kr. giver som bekendt 42,50 pr. halvliter - som det var. Og så viste det sig at være Stensbogaard-bryg, der var i æsken. "Nå," tænkte jeg, "det er nok nogen, der har høje tanker om sig selv, siden de tror, de kan få det for deres øl!" - og købte en æske. Så det kunne de åbenbart.

Nu er Stensbogaard ikke noget hverken stort eller prangende bryghus. Det er faktisk et familieforetagene, som åbenbart ikke har ølbrygning som hovederhverv, siden de oplyser, de kun brygger i weekenderne. Og kun har brygkapacitet til 1.000 liter. Så er det jo trods alt meget godt gået, at de finder vej til hylderne steder som Metro, der ellers nok forstår at satse på de store leverandører.

Det var lidt forskelligt, hvad der var i de æsker, der var tilbage. Nogle var med vægt på det belgiske, andre på det engelsk/amerikanske. Jeg valgte sidstnævnte kombination, hvortil de desuden havde udvalgt øl, hvis navne alle er bygget over kombinationen land-farve-ølsort: American Brown Ale, English Dark Stout og India Pale Ale. Kun den fjerde øl afveg ganske lidt fra mønsteret - men på en meget interessant måde: Modnet Pale Ale. Alle de andre øl holder engelsk som sprog i navngivningen - men ikke denne. Den er ikke Mature eller sådan noget. Den er modnet...

Nu skriver Stensbogaard ting om deres øl, der godt kan gøre mig lidt bekymret. Om English Dark Stout skriver de, at de brændte noter er nedtonet, og om den modnede Pale Ale skriver de, at den er uden bitterhed. Det er begge dele noget, der harmonerer dårligt med, hvordan jeg synes, sådanne øl bør være. Men de skal naturligvis have chancen!

Straks man åbner øllen, strømmer duften af frugt en i møde. Jordbær, modne blommer. Farven er 100% pilsnergul og skummet ganske lidt brækket. Duften er derudover meget maltet. Lidt i retning af maltbolcher. Ikke så meget humle, som man måske kunne forvente, men det er jo ikke en IPA, skal man huske.

At øllet skulle være uden bitterhed, stemmer ikke helt med min smagsoplevelse. Der er godt med malt i smagen - igen i den lidt sødlige bolcheform, og der er faktisk en god syre/bitterhed i tandhalsene og på tungespidsen. På grund af den store syre, bliver øllen ikke decideret vammel, som den voldsomme maltsødme godt kunne have gjort den, men det er som om, syren og sødmen kæmper lidt for meget om pladsen i munden, og aldrig rigtigt går op i en højere enhed.

Syren og bitterheden kommer naturligvis fra humlingen, men der er ikke meget af de traditionelle citrusfrugter og fyrenåle i denne Pale Ale. Dertil er malten for dominerende.

Jeg synes ikke, dette er nogen vellykket øl. Den er sur/sød på en uharmonisk måde - endda lidt metallisk i eftersmagen. Det modnede kan jeg kun fornemme som en snært af overmoden frugt i eftersmagen. Men Stensbogaard skal have point for forsøget på nytænkning af en på alle måder klassisk øltype.

Stensbogaard Bryghus: Modnet Pale Ale: 6/10 på Qvistgaards ØLometer.Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-30072468146896820362012-12-16T18:06:00.000+01:002012-12-16T18:06:53.113+01:00Hornbeer: Julegris(k)Der er mange grunde til at holde af Hornbeer. Hvad enten man er enige med dem eller ej. Hvad jeg så tilfældigvis er... Blandt andet kan man altid glæde sig over Gunhilds morsomme etiketter. Dernæst er der altid interessant læsestof på flaskerne - i dette tilfælde endnu en bredside til de danske banker. Og så er der jo øllet. Omend det ikke altid har fået topkarakter her i spalten, har det altid været en spændende oplevelse!

Jeg holder meget af folk, der tør sige magten midt imod. Og da magten - i form af Spar Nord - prøvede at lukke munden på brygger Rasmussen, viste ølverdenen stor opbakning til bryggeren - og retsvæsenet udviste rettidig omhu og fik lukket munden på bankfolkene i stedet. Nu er brygger Rasmussen ikke en mand, der holder sig for god til at træde i et åbent sår, så derfor skal årets vel mest øllede måned, julemåneden, naturligvis også have besøg af gris(k)en.

Julegris(k)en er en doppelbock, og dermed en kraftig fætter på over 7 % vol. Interessant er det i øvrigt, at doppelbocken - som den mildere fætter bocken - stammer fra klostre i Sydtyskland, hvor den kraftigt maltede doppel fungerede som 'flydende brød' for munkene i fastetiden. Hvis de har hældt mange af disse 7 %'s bamser indenbords på tom mave, har de jo været pivstive hele fasten! Jeg gad godt se nogle af de illuminerede håndskrifter, der er blevet fremstillet i dén periode...

Der er tale om en relativt lys væske, ikke meget mørkere end classic, med et relativt mørkt skum. Det, der først rammer en i næsen, er chokolade - ikke en særlig mørk, eller bitter chokolade, men heller ikke lys. Snuser jeg til flasken, kan jeg godt fornemme lidt korn og græs, men når først øllet er hældt op, er det kun chokoladen tilbage. Efter en stund dæmpes chokoladeduften dog til fordel for noget mere maltsirup-agtigt.

Smagen er ikke særlig kompleks. Den er brødagtig med en snært af græs, igen chokolade og så en del maltsirup. Fornemmelsen er, at det er en sød øl, men alkoholstyrken gør, at den ikke bliver vammel, end ikke ved stuetemperatur, som jeg helst drikker min øl ved. Efter lidt tid i glasset får øllen en større kompleksitet i smagsbilledet - noget mere korn og brød, måske lidt krydderier som kanel og kardemomme, men som de skriver på flasken: den er krydret nænsomt - og det må man sige ja til. Der er ikke noget brunkageorgie her.

Det ville være synd at drikke øllen til alt for stærke retter, men til et stykke sylte med sennep og rødbede vil den gå fint. Også til risengrød, tror jeg, den kan bruges, men pas lidt på med at servere sødt til sødt. Jeg tror, en steg eller en and vil være for meget for den at løfte. Derimod kunne det være et godt match at sætte den sammen med nogle oste, så længe, de ikke er alt for mugne og alt for gamle.

Hornbeer: Julegris(k): 8/10 på Qvistgaards ØLometer. En dejlig øl, der lægger sig fint ind i rækken af julebocker på det danske marked, men som til gengæld ikke rigtigt skiller sig ud heller - på andet end etiketten og de markante holdninger, naturligvis!

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-61909354868955156932012-12-16T17:23:00.000+01:002012-12-16T17:23:49.202+01:00Nørrebro Bryghus: Julemenu med ølmenuHar han været bortrejst? Syg? Uden øl?! Nej-nej - alt er vel... Jeg har været hjemme, i besiddelse af adskillige gode juleøl, men egentlig mest af alt uden noget at skrive om dem. Det er (langsomt - for sådan er jeg) gået op for mig, at der faktisk ikke var noget interessant at skrive om de øl, jeg trak. De var gode - nogle af dem meget gode - men ingen af dem som sådan fantastiske, og ingen umiddelbart med en interessant historie at fortælle.

Og når man så ellers følger lidt med i ølverdenen, kan man konstatere, at anmeldelser og smagninger og sammenligninger er tilgængeligt i rigt mål i denne tid. Den ene avis efter den anden kårer julens vinder, den bedste øl til juleanden, til julefrokosten, til dagen efter osv., osv. Dertil har der ligesom ikke rigtigt været noget at føje.

Så her forleden dag skulle firmaets julefrokost afvikles, og da vi ikke er så mange, faldt valget på en tur i byen. Jeg kunne ved den lejlighed konstatere, at stort set ingen af de værtshuse og barer, jeg plejede at frekventere, hedder det, de gjorde den gang, og at stort set alle de, jeg kendte 'i byen' er flyttet. Som jeg jo så også selv er...

Derfor var det med spændt forventning, at jeg indfandt mig på Nørrebro Bryghus, hvor vi skulle have en julemenu med fem retter og dertil fem forskellige øl. Dét var lækkert. Jeg har spist der før, og det kan kun anbefales. Bordets eneste kritikpunkt var, at den øl, de havde valgt til ris-a-la-manden - en power-stout af fabelagtige dimensioner og kompleksitet - fik desserten til at blegne lovligt meget.

Menuen bestod i øvrigt af følgende fem retter:

Gule ærter med røget flæsk og ølsyltede abrikoser.

Koldrøget hellefisk med julesalat og rugbrød.

Confiteret andelår med rosenkål, cremet grønkål, appelsinsalat og ristede kartofler.

3 slags oste med sursødt og knas.

Ris a la mande budding med Little korkny ale marinerede kirsebær og brunkage crumble.

Ølmenuen var naturligvis sammensat, så de enkelte øl passede til maden, og så der var en god overgang fra den ene til den næste. Retterne kom kvikt, og det gjorde det vanskeligt for nogle af deltagerne at holde trit med øllene, der blev serveret i 25 cl. glas.

Jeg fik ikke noteret mig præcist hvilke øl, vi fik - og det fremgår ikke af bryggeriets hjemmeside - men iblandt var naturligvis en IPA, i dette tilfælde den udmærkede, ikke for kraftige Bombay Pale Ale; en let krydret, lidt sødlig pilsnerøl; en fantastisk lækkert humlet Citras-ale - vi blev enige om, at den minder om de 'pink grape' sodavand, man kunne få engang, men den blev mere 'human' hen på aftenen; den voldsomme og voldsomt komplekse stout, jeg nævnte tidligere - og ud på aftenen skulle vi alle prøve den pompøse Little Korkny Ale, en barley wine, der skal drikkes i små mængder og af vinglas, men som til gengæld er lige så god som en god portvin.

Det glæder mig, at Nørrebro Bryghus er i stand til at levere et så gennemarbejdet arrangement - og ikke mindst, at udvalget af øl er så bredt og af så tordnende høj kvalitet, som vi oplevede det. Det er vigtigt ikke at bedømme bryghuset på sine flaskeøl - de er lidt fantasiforladte synes jeg. Tag i stedet ned i kælderen og smag på det, der er i hanerne - og som i øvrigt er brygget på stedet. Her er der variation, kreativitet, udfordringer og meget, meget høj kvalitet...

Nørrebro Bryghus: Julemenu med ølmenu: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Faktisk synes jeg, de skal have fuldt hus, men det ville ikke være fair, for der var nogle småting, der intet betyder, for den samlede nydelse, men som ikke gør det muligt at gå helt i top.Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-38445625061572448052012-12-02T18:37:00.000+01:002012-12-02T18:37:44.811+01:00Ørbæk: Jingle Bells JulebrygMan vil muligvis erindre, at jeg var lidt mellemfornøjet over Ørbæks Santa C Ale. Lidt for tynd, selvom den ikke som sådan var dårlig. Nå, men som så mange andre bryggerier har også Ørbæk andre øl til den tilstundende højtid at byde på, således f.eks. Jingle Bells Julebryg.

Af bagsideetiketten fremgår, at det er en øl i fransk/belgisk juleølstradition. Vi fortsætter med andre ord i traditionen med sødede og krydrede dark ales, formentlig baseret på en belgisk trapistgær. Af etiketten fremgår desuden, at de selv synes, deres øl er noget særligt. Udtryk som 'unik' og 'helt speciel' optræder flere gange - uden at man bliver synderligt meget klogere af det.

Ingredienslisten er lidt mere sigende: bygmalt, hvedemalt, maltet rug (er det mon det samme som rugmalt?) og havre (det plejer at give et blødt, cremet skum). Og så krydderier - ikke nærmere specificeret. Der er derfor ikke andet at gøre, end at smage på den...

Mørk brun væske, beige skum. En duft, der er overraskende lidt brødagtig, de mange korn- og malttyper taget i betragtning. Selvom duften ikke er markant, er det en meget harmonisk duft med julekrydderier som kanel, kardemomme og noget 'bagt', jeg ikke rigtigt kan identificere - måske noget kommen?

Smagen hænger også flot sammen. Igen er det krydderierne, der råder, men under dem finder man en rigtigt god bund af maltene - rugens lidt tunge, mørke noter klæder den ellers lidt sprittede smag rigtigt godt. I eftersmagen er der lidt mere kant fra spritten (7% vol.), men også en dejlig fornemmelse af at have spist brunkager og vaniljekranse.

Igen en lænestolsøl, men også en rigtigt stærk ledsager til de tunge, kødfulde, varme retter. Julefrokosten vil jeg nok holde den fra, men til and og steg er den et oplagt valg.

Ørbæk: Jingle Bells Julebryg: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Den er ikke spændende nok til at få mere, selvom den smager godt...

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-3545165202427996832012-12-01T22:13:00.002+01:002012-12-01T22:13:19.072+01:00Bryghuset Svaneke: Jule SpektakelDet var ikke gået i min tid som spejder! Jeg mener: flæskesteg med hvide og brunede kartofler, hjemmelavet rødkål og lige så hjemmelavet agurkesalat, brun sovs - og confit de canard! Hvad gi'r du mig?? Andelår stegt i andefedt... Og her taler vi altså om aftenmenuen på en spejderlejr for 9-11 årige unger - i hytte! Faktisk Danmarks ældste spejderhytte...

Dette opulente opbud af mad blev jeg vidne til, da jeg måtte hente min datter før tid fra selvsamme lejr i anledning af noget familie-tamtam, hun partout skal deltage i dagen efter. Og de venlige - men bestemte - ledere insisterede så på, at jeg tog del i ungernes aftensmåltid. Så for pokker... Ja, men man klapper jo hælene sammen og makker ret, og det fortrød jeg så ikke - heller ikke selvom jeg havde spist aftensmad én gang.

Nu sidder jeg så i eget hjem - stopmæt - og trænger faktisk til noget, der kan sætte lidt gang i systemerne igen. Og hvad kan nu ikke det, bedre end en gang husspektakler!? Og da jeg er for afkræftet til at skændes med nogen, vælger jeg den form for spektakel, der fås på flaske - i dette tilfælde udstedt af det (næsten) altid drikværdige Bryghuset Svaneke.

Der er tale om en stærk belgisk ale på 8 % vol., og som jeg tidligere har ymtet det i disse spalter, er det nok så ofte de lidt for høje promiller hos jule-(samt påske- og pinse-)gæsterne, der får skænderierne og spektaklet til at vokse frem af ofte ellers tilsyneladende hyggelige omstændigheder... Og som Svaneke skriver: det er noget, der hører julen til lige så meget, som det brændende træ... Jeg ved ikke, hvordan de holder jul på Bornholm - jeg antog, det var som i resten af landet - men det lyder sgu' som om, de forstår at feste igennem...

Nå, anmeldelsen har Svaneke for en sikkerheds skyld selv skrevet på etiketten. Med farve, skum, duft, smag og eftersmag og det hele. Det kunne jeg så bare citere her. Men det gider jeg ikke - så er der jo ingen grund til at smage på øllen! Nu får du min version, og hvis det lyder godt, kan du selv gå på jagt efter en flaske og se, hvad Svaneke selv mener om deres øl.

Farve på øl og skum siger ren brown ale. Mørkebrunt fluidum og mørkt beige skum. Men duften er ingenlunde brown ale'sk. Tvært imod er den let som en sommerdag med kun en anelse gærduft. Blommer, vanilje, lidt friskfældet fyr (ja, det kunne såmen godt være et juletræ!). En snært af noget citrus, muligvis decideret citron. Duften er ikke overvældende, man skal lede noget efter nuancerne, men den er dejlig harmonisk.

Der er noget mere brødagtigt over smagen, noget kage... Brunkager, karamelrand, syltede pærer med vaniljecreme (det er nok bare noget, jeg bilder mig ind) - alt sammen accompagneret af en vis bitterhed og nogen sprittethed, der jo ikke er så mærkelig, styrken taget i betragtning. Der er også noget metallisk i eftersmagen.

Det er en udpræget hyggeøl. Når pakkerne er pakket op, træet brændt ned (for nu at blive i den bornholmske tradition...) og far har fået slippersne på - så er dette en velfortjent belønning. Og den kan bestemt også hamle op med både and og flæskesteg. Sågar kirsebærsovsen til ris-a-la-manden vil den kunne tumle - særligt hvis det er den gode slags, smagt til med portvin eller mørk rom!

Bryghuset Svaneke: Jule Spektakel: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Smagen er lidt for uharmonisk - måske lidt vel konstrueret til topkarakter. Men der er ingen tvivl om, at vi har fat i en kvalitetsøl.

Det er far til venstre...

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-23139545319055674732012-11-27T17:44:00.000+01:002012-11-27T17:44:02.211+01:00Brew Dog: There Is No Santa(Bonusøl nr. 2)

Faktisk er denne øl købt på udsalg efter jul 2011. Og strengt taget er den for gammel i flg. datostemplet. Det skal man dog ikke tage så højtideligt, når der er tale om velmaltede, mørke øl, som tilfældet er her. Derfor anmelder jeg den alligevel... Jeg ved faktisk ikke, om man kan købe den i år - bryggeriet har den ikke på deres hjemeside...

Jeg ved heller ikke rigtigt med navnet - jeg mener: det er da meget sjovt med en så radikal proklamation, når man sætter den på en øl, der er så udpræget julet, som tilfældet er. Noget andet - og mere ufrivilligt morsomt - jeg opdagede, kun fordi jeg havde smagt vinter IPA'en kort tid før, er, at de har genbrugt etiketteksten 100% - på nær, at winter IPA er blevet til winter stout. Hele resten af fortællingen er helt den samme...

Men denne gang er der i sandhed tale om en sæsonøl: de har brygget den på kakao og ingefær, og det har givet øllen en meget speciel men også meget delikat smag af ... brunkager! Faktisk er det så markant, at den slet ikke smager af andet. Hverken malt eller humle. Kun brunkager. Rigtigt, rigtigt lækre brunkager, der er tilpas 'friske', fordi de kommer i øl-form.

Jeg sad og fik nogle ret hyggelige billeder af, hvordan man kan lave sin egen: tag en hel pakke brunkager. Knus dem til fint smulder, bland dem med en relativt neutral, klassisk ale, lad det trække en dags tid - og voila! Bortset fra, at jeg forventer, den blanding vil blive noget grødagtig i konsistensen og temmelig flad - hvilket slet ikke er tilfældet her.

Brew Dog: There Is No Santa: 10/10 på Qvistgaards ØLometer! En vaskeægte lille hjælper i, hvad der for nogle er en svær tid at komme igennem...Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-15542376461956416942012-11-26T19:46:00.002+01:002012-11-26T19:46:56.956+01:00Brew Dog: Hoppy ChristmasJeg må med skam melde, at jeg har drukket nogle af de øl, der fremgår af anmeldelsen af Amager Bryghus' Julebryg 2012. Endda uden at tage smagenoter... Men jeg TRÆNGTE sådan! Til noget rart, til noget blødt, til noget varmt i denne voldvåde, voldforblæste, voldhyggelige opvarmning (eller snarere nedkøling) til den rigtige julemåned.

Fra erindringen vil jeg nævne, at Skovlysts Julebryg (mørk ale) ikke har været i mit hus for sidste gang! Stor smag af kanel i en mørk, varm ale - den smagte rigtigt lækkert... Hancocks julede pilsner er altid et besøg værd - om ikke for andet, så for den formidable tjekkiske humle, de anvender og altid har anvendt i deres lækre bryg. Der er her mest af alt tale om en pilsner med lidt ekstra fylde og sødme, men klart baseret på den hancock'ske grundstamme - og den vover de også lige at pille ved!

Ikke at jeg dermed er løbet tør for juleøl - ingenlunde - men alligevel er aftenens smagning en lille bonus-øl til samlingen inden rosinen i pølseenden: Svanekes Julespektakel... Brew Dog er noget så sjældent som et skotsk mikrobryggeri, der i den grad har fundet vej til de danske ganer. Med deres til tider - og med sikkerhed fuldt bevidst - noget overgearede øl, og ikke mindst ditto bagsideetiketter (hvor de ikke holder sig for gode til at skælde kunderne hæder og ære fra), går man gerne til øllet med en vis spænding de første par gange. Men efter at have smagt 3-4 af deres øltyper vil jeg sige, at man roligt kan læne sig tilbage og nyde rejsen ind i den fortryllede og fortryllende verden, som velsmagende øl udgør.

På Hoppy Christmas bliver man ikke skældt ud. Tvært imod: dette er en trøster og støtte til dem, for hvem, julen er lidt af en kamp at komme igennem, og som ind imellem finder sig selv på grænsen (af hvad skriver de dog ikke)... En Vinter IPA kalder de øllen - egnet til at blive nydt ved pejsens buldrende ild - behørigt iført den obligatoriske, hjemmestrikkede julesweater...

Hvad en vinter-IPA egentlig er, har jeg ikke kunnet finde ud af ved at google begrebet. Men jeg er nået frem til den konklusion, at det er et udpræget britisk fænomen - måske fordi de har så meget regn og rusk i vintermånederne, og derfor har brug for noget lidt ekstra at styrke sig på. Men de har kun sjældent sne og frost, som vi kan have det, og som i den grad kalder på porter... Jeg vil derfor formode, at denne lille 'festive pale ale', som de kalder den, har noget ekstra varme i duft og smag. Det kommer dog ikke fra alkoholen, der holder meget beskedne 4,2 % vol.

Jeg så en anmelder på Youtube, der praktisk taget proppede flaskehalsen op i næsen som noget af det første, han gjorde efter at have åbnet den øl, han sad med. Det gav ham naturligvis et meget spontant indtryk, så uden at gå helt så radikalt frem har jeg også 'snuset til halsen', som han kaldte det, og det første, der ramte mig, var en voldsom frugtighed: fersken og ananas - måske ikke det mest efterårsagtige...

Efter at være kommet en tur i glasset (altså øllen), kunne jeg konstatere, at der også var kommet friske, grønne topskud af gran i duften. Også salvie står tydeligt. Man fornemmer også en markant bitterhed, der nok skal vise sig i smagen. I øvrigt er øllet helt pilsnergult og skummet helt hvidt - så ingen overraskelser dér.

Og ja, bitterheden er voldsom i smagen. Og det er frugtigheden også. Det er næsten ren grapesaft, det her... Efter lidt tid i glasset dæmpes grape-smagen og man fornemmer mere almindelige citrusnoter, et mere balanceret smagsbillede, der også levner plads til fyrenåle og appelsinskal (med den hvide hinde på).

Det er en supersjov øl. Den er også rigtigt velsmagende. Men som vinterøl eller juletrøster synes jeg ikke, den egner sig bedre, end så mange andre øl. Den er måske lidt sødere i eftersmagen end en 'normal' IPA fra Brew Dog (f.eks. den såkaldte Punk IPA), men den bringer ikke noget til bordet, der peger i retning af jul - jeg kan sagtens se mig selv drikke denne på terrassen en sommerdag i stedet...

Brew Dog: Hoppy Christmas: 9/10 på Qvistgaards ØLometer.

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-41213073598683138872012-11-17T18:26:00.000+01:002012-11-17T18:26:09.627+01:00Ørbæk: Santa C Ale og Midtfyns Bryghus: Jule AleMin gode kollega filosoffen og jeg blev forleden enige om, at der i år er kommet flere af de lysere juleøl som f.eks. juleales på markedet her først på sæsonen. Det kan være, de mørke og tungere tager revanche senere hen, men det kan også være, at udviklingen i udbuddet er udtryk for den stigende anerkendelse hos det ølkøbende publikum af det raffinement, det er muligt at give en ale frem for en f.eks. porter.

Der er ikke noget så morsomt som en lille 'smack down', som amerikanerne på slang'sk vis kalder en sammenligning, imellem to både sammenlignelige og meget forskellige kombattanter. Selvom udtrykket 'smack down' kommer fra den aldeles modbydelige sport wrestling, vil dagens sammenligning af to juleales blive både civiliseret, afdæmpet og frem for alt påklædt.

Ud over, at de to øl i dagens sammenligning synes relativt ens på overfladen, ligger også de to bryggerier nær hinanden - i hvert fald i kilometermæssig forstand: der er under 30 km. fra Ørbæk til Midtfyns - og ca. lige så meget den anden vej.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på de kulturelle afstande på Fyn, men jeg kunne godt forestille mig, der i folks hoveder var væsentligt længere. I hvert fald er der ret stor forskel på bryggerierne på snart sagt alle andre områder:

Ørbæk blev grundlagt i 1906, revitaliseret i 1996 - og ved den lejlighed etableret som økologisk mosteri og sodavandsbryggeri. Midtfyns blev derimod grundlagt i 2004 og så sent som 100 år efter grundlæggelsen af Ørbæk begyndte Midtfyns at lave sine egne øl.

Midtfyns laver øl. Mange forskellige af slagsen, men altså: øl. Ørbæk laver øl (nå-da-da...), sodavand, juice, cider, saft og smoothies - og sørme om de nu ikke også har single malt whisky og snaps på menuen - i sandhed en alsidig produktion

Om de to øl oplyser bryggerierne respektivt følgende:

Ørbæk om Santa C: "... let men samtidig fyldig julebryg." Og af indholdsfortegnelsen fremgår, at der er anvendt bygmalt, havre, humle, vanilje, appelsin, gær og vand. Dette borger jo nok for en vis lys- og lethed, så lad os håbe, appelsinen og humlen giver noget bitterhed til det lidt søde i havren og vaniljen.

Midtfyns skriver om Jule Ale: "... old english ale med julens smagsnuancer. Krydret med appelsinskaller, korianderfrø og kardemomme. Resultatet er en jule ale med en fyldig krop og en afbalanceret tør eftersmag." Af indholdsfortegnelsen fremgår dog også, at man både har anvendt bygmalt og hvedemalt.

Der er således både overensstemmelser og forskelle i udgangspunktet. Da Ørbæk formentlig er den lettere af de to (og i hvert fald mildere med 5,8 % vol. imod 6,8 % vol.), vil jeg starte med den.

Ørbæk: Santa C Ale

Farven på øllet er kun ganske lidt mørkere end pilsner og skummet er knækket hvid. Duft er der ikke meget af. Lige i starten kan jeg kun fange lidt korn, der nok skyldes hveden. Senere - efter et minuts tid - kommer der en snært af våde raksokker, men den forsvinder heldigvis hurtigt igen. Tilbage står en lidt mere tydelig duft af, hvad der bedst kan karakteriseres som 'grød'. Det lyder ufedt, men i dette tilfælde er det det slet ikke. Det er ikke bare kogt korn, det er tilberedt...

Entréen er overraskende mild - næsten fraværende, men så - når øllet rammer smagsløgene inde bagerst i mundhulen - kommer smagsnuancerne. Igen lidt grød, måske lidt appelsin (jeg var nok ikke kommet på det, hvis ikke, jeg havde læst det) og efter et stykke tid ret tydeligt vanilje. Rigtig vanilje, ikke som i færdiglavede industrivaniljekranse. Desuden kommer der efter ca. 5 min. en egentlig surhed på tungen, som jeg ikke rigtigt kan identificere ophavet til. Men så forsvinder smagen - al smagen - hurtigt igen. Eftersmag er der ikke meget af.

Der er måske nok tale om en ale, men så er det af den svage og lidt karakterløse slags. Dertil lidt julekrydderi, men efter min smag alt for lidt. Til mad? Nej, den første bid af snart sagt hvad som helst vil slå den ihjel. Nyd den som aperitif før måltidet eller som en hyggelig hverdagsøl.

Ørbæk: Santa C Ale: 7/10 på Qvistgaards ØLometer. For tynd og med for lidt karakter. Men ikke som sådan en dårlig øl.

Midtfyns Bryghus: Jule Ale

Samme farve øl - måske en tand lysere. Samme farve skum. Men i duften har vi fat i noget helt andet her. En markant duft af noget syltet - f.eks. syltede appelsinskalder. Men også en snært af noget parfumeret grænsende til det kunstige. Det må være kardemommen, der er lagt i med rundt hånd. Duften ændrer sig ikke meget over tid, men får en lidt mere dejagtig karakter.

Øllen er decideret sød, grænsende til det vammelsøde. Og med rigeligt med kardemomme i er det lige før, det er for meget. Korianderfrøene synes jeg ikke rigtigt, jeg kan finde. Efter lidt tid samler smagen sig til noget, der minder om hjemmelavede pebernødder, hvor posen med kardemomme er blevet tabt ned i dejen. Lidt kageagtig... Appelsinskaldsbitterheden er klart til stede i eftersmagen.

Til mad? Jo, det tror jeg nok, men jeg kan ikke helt greje til hvad. Det skal være noget, der er sødt. Men ikke fedt samtidig med - det vil slet ikke virke. Jeg kan faktisk kun se ris-á-la-mande for mig lige nu...

Midtfyns Bryghus: Jule Ale: 6/10 på Qvistgaards ØLometer. Jeg må sige, jeg faktisk ikke bryder mig om den. Den virker konstrueret, overgjort - og så med alt for meget kardemomme.

Det er Santa C, der er i glasset...

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-82838124567783255852012-11-14T19:46:00.002+01:002012-11-14T19:46:51.251+01:00Bryggerigaarden: Original JulebrygYummi! Jeg elsker koriander - og så er der endda et bryggeri, der har puttet det i øllen sammen med andre rare sager som humle, bygmalt og Cassonadesukker, en belgisk urafineret sukker. Sammen med en alkoholstyrke på 7,5 % vol. er der her lagt op til en ordentlig julebamse af en belgisk dubbel-inspireret øl. Og hvem er nu det - som til og med smykker sig med prædikatet "Dansk Håndbryg" og et 'stempel', der siger "ægte dansk mikrobryg"?

Jo, det er ret morsomt: når man troskyldigt følger www.bryggerigaarden.dk (prøv selv!), så havner man lige inde på hjemmesiden for ... Vejle Bryghus! Forklaringen kommer, når man graver lidt i historien (bogstaveligt talt...):

"Bryggerigaarden er fællesbetegnelsen for et bredt udsnit af vejles førende restaurationer. Nogle har eksisteret i mange år, mens andre er helt nye. SevenOaks, Krokowski/Lipstick, Den Knæhøje Bar, Natgrillen, Tortilla Flats, Vejle Bryghus, Remouladen og The Lodge, danner tilsammen navnet Bryggerigaarden."

Nå, så er det ikke helt så eksotisk alligevel. Jeg mener: "Remouladen"!? Og "Natgrillen"!? Hvad skal man snart forvente...?

OK, over til øllen: Mørk ravfarvet øl og beige, ret flygtigt skum. Duften er ikke markant, men det, der er af den, er dejlig humlet; nogle gode olier smører indersiden af næseborene! Smagen er klart til den sødlige side; der er ikke sparet på sukkeret. Der er som ventet også en god skarphed fra nok især alkoholen, men jeg bilder mig også ind, at der er noget humlet bitterhed.

Smagen er ikke kompleks, men kantet, grænsende til det sprittede - sammen med det sukkersøde. Korianderne kan jeg desværre ikke rigtigt finde. Måske lidt 'grønt' i eftersmagen, hvis man virkelig smasker igennem? Hvilket de færreste nok gør til en julefrokost.

Apropos - kan denne øl bruges på et julebord? Jeg ville klart servere den til noget fedtet stegemad, f.eks. flæskesteg, stegt flæsk med løg og æbler eller revelsben. Den vil fint kunne opløse fedtet i maden og samtidig bane sig vej med en sukkersødhed, der kan passe meget godt til f.eks. en marinade til benene eller en let sukret rødkål - for ikke at tale om de brunede kartofler. Men selve julefrokosten ville jeg nok holde den fra.

Bryggerigaarden: Original Julebryg: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Det er en udmærket øl, dog mangler den altså lidt karakter (og koriander)... Men godt gået af Remouladen og de andre i Vejle. I øvrigt synes det at fremgå, at Restaurant Remouladen er et nydeligt sted, der godt kan lave mad, når man kigger nærmere efter på Bryggerigaardens (aka. Vejle Bryghus') hjemmeside...

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-56167607812698313942012-11-13T20:55:00.000+01:002012-11-13T20:55:52.347+01:00Amager Bryghus: Julebryg 2012Så så man lige far her tage stridsvognen sydover til det farlige-farlige Metro, der har så stort et udvalg af godtøl, at man risikerer at ryge direkte i gældsfængsel. Og dér, midt i hallen stod så lige en samling juleøl, der alle så rigtigt flinke og rare ud... Det blev til en beskeden udvidelse af sortimentet på ølhylden, og en beslutning om nu at gå 'all in' med juleølsanmeldelser. Jeg har allerede anmeldt nogle få (se selv efter), og de kommende dage og uger bliver det så nedenstående syv stk. ØJ, hvor jeg glæder mig!

Jeg har ingen idé om, hvilken rækkefølge, jeg skal tage dem i, men da jeg tilfældigt greb Amagers som det første 'offer', kunne det jo være alfabetisk efter bryggeriets navn? Nå, lad os nu se - den slags form og struktur interesserer mig dybest set ikke.

Det helt samme vil jeg sige om den fortælling om lagerforvalteren Kurt, der står på etiketten til dagens øl. Enten er det en meget intern joke, som jeg ikke skal forstå, eller også er det noget værre vrøvl, som jeg ikke kan forstå... Hvad jeg derimod forstår er, at der her er tale om noget så spændende som en imperial hvidtøl.

I Gyldendals Store Danske kan man om hvidtøl læse følgende:

"... overgæret ølsort, oprindelig brygget på vind- eller lufttørret malt, som kaldtes for hvidmalt. Ved hjemmebrygning var denne maltningsmetode lettere at styre end kølning, som bestod i en ovntørring, rygning eller ristning af bygmalten (se kølle). Hvidmalten blev brugt i bøndergårdenes bryggerser til langt op i 1800-tallet.

På mange bryggerier brugte man mørk malt til hvidtøllet, som udviklede sig til den mørkt farvede, sødlige og stærkt skummende, alkoholsvage ølsort, vi kender i dag. Enkelte bryggerier producerer en lys hvidtølstype. Mange af de danske bryggerier udviklede fra at være hvidtølsbryggerier til at brygge øl i bayersk stil fra 1850'erne."

At den af Amager så desuden betegnes Imperial må henvise til, at den er stærkere og kraftigere i smagen, end den normale type - altså potentielt en udbalancering af den kraftige sødme, normalt hvidtøl er præget af. Det er ellers en spændende indholdsfortegnelse, man kan finde på flasken: Pilsnermalt, hvedemalt, Carahell-malt ('hell' refererer til, at den er lys (på tysk) - vi er ikke over i dødsmetalmaltene her...), chokolademalt, rørsukker, Glacierhumle, Cascadehumle og amerikansk overgær.

Skal vi tolke lidt på dette, kan vi nok forvente en let bund af de lysere malte som Pilsner og hvede, derpå et lag af karamel- og chokoladesødme, afsluttet med et lille snært citrus - ikke noget voldsomt. Dertil vil jeg så forvente en let snerpen fra de 6,9 % vol., der uden tvivl lader sig mærke... Det bliver spændende, det her!

Farven på væsken er Brown Ale-agtig og uigennemsigtig. Skummet er beige med et udmærket hold. Duften er meget præget af malt. Lidt dej, lidt bagt brød. Ikke så meget andet. Hvis duften er 'simpel' og lidt tung i næsen, er smagen til gengæld rigtigt flot sat sammen. Der er tydelig karamel. Også lidt chokolade bagerst i ganen - som eftersmagen af et godt stykke flødechokolade. Men der er også en tilstrækkelig bitterhed (20 IBU oplyses det på etiketten - og tak for det) og 'sprittethed' til at balancere det sødlige.

Minder duften lidt om en overgjort mikrobryg-stout, er smagen frisk som en lykkelig forening af pale ale og brown ale. Humlen er ikke markant på nogen måde, men man er ikke i tvivl om, at den er der; bundsolid ramme til at bære karamellen og det søde.

En øl til julebordet? Ja så afgjort. Sæt den ind sammen med kødretterne når sild og andet godt fra havet er blevet sat til livs. Og lad den endeligt flyde helt igennem til osten og konfekten - det kan den sagtens bære.

Amager Bryghus: Julebryg 2012: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Duften er lidt en 'turn off', men det glemmer man, straks man sætter glasset til munden.

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-79608937944100655322012-11-10T20:11:00.001+01:002012-11-10T20:11:21.280+01:00Tuborg: JulebrygDet kan godt være, jeg mest anmelder specialøl - og så specielle er de færreste af dem så alligevel; de kan dog oftest købes i dagligvarebutikker. Men det er altså vigtigt, at man har sine referencepunkter på plads. Og dér er sæsonøl nr. 1 et godt bud: Tuborgs Julebryg. Det er måske den mest solgte sæsonøl overhovedet, og i hvert fald den, der afventes med størst om ikke spænding, så hurlumhej i form af reklamer, specielle arrangementer osv.

Nu er det min klare og faste overbevisning, at der er for meget kulsyre i danske konsumøl. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være sådan, men alt fra helt almindelige discountpilsnere til, ja f.eks. denne julebryg, er så prop fyldt med kulsyre, at man bliver bøvset og kvalm af bare et par stykker, hvis ikke, man behandler dem således:

Skaf et stort, rummeligt glas. Hæld øllen ned midt i glasset, gerne fra stor højde (½ meter er ikke dårligt). Lad det plaske lystigt. Derved opnår du tre ting: kulsyren kommer ud, så du kan drikke noget mere øl uden at blive dårlig i maven, der dannes et udmærket skum hen over øllen - i hvertfald for en stund - og vigtigst af alt: når kulsyrens kunstige surhed forsvinder, kan du faktisk smage øllen!

- og der var mere tilbage i dåsen. Dansk øl kræver plads!

I en Tuborg Julebryg er der bygmalt, hvilket ikke er nogen overraskelse. Det er så til gengæld også den eneste malt, der er i. Godt for det. Hvad der måske er mere overraskende er, at der også er byg og lakrids i. Lakrids er ikke et totalt fremmedelement i øl, men det er trods alt ikke hver dag, man falder over det i ingredienslisterne.

Duften er velafbalanceret - jeg kan ikke identificere byggen selv, som potentielt kunne give lidt græssmag (for de uindviede: korn er i virkeligheden græs...). Men man fornemmer godt, at det er en velmaltet øl. I duften er det dog sødmen fra lakridsen, der dominerer.

Smagen er mere i retning af et maltbolche tilsat lakrids. Det smager faktisk godt. Der er en rundhed fra malten og det søde i lakridsen, men det er ikke en kedelig lakrids, de har brugt; der er en udmærket bitterhed til at balancere det søde. Så selvom den er sød og lidt fed i smagen, er den samtidig også frisk. Især hvis den serveres kold. Det gør den nok som oftest til julebordet - i hvert fald de første par stykker, og derefter kan det som regel være ligemeget.

Øllen holder beskedne 5,6 % vol., hvilket nok er meget godt, da det er en meget hyppig gæst til juleselskabeligheder blandt selv ganske unge mennesker. Og meget ballade kommer der jo gerne ud af det - især hvis øllen har været for stærk...

Tuborg: Julebryg: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Det er en velkomponeret (og velafprøvet) øl, der passer til stort set alt, man kan sætte på julebordet. En rigtig all rounder, der jo også har ramt rimeligt meget plet her til lands.Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-22314905703422298942012-11-08T21:03:00.000+01:002012-11-08T21:03:16.985+01:00Indslev Bryggeri: Jule HvedeMan kan spørge sig selv, hvilken besynderlig variant af flagelanteri det er, når jeg - der ofte nok deklamerer min modvilje imod hvedeøl - gang på gang skal smage bryg fremstillet på den til brødfremstilling langt mere velegnede kornsort - altså hvis du spørger mig... Men forklaringen er ligetil: det udmærkede lille bryggeri Indslev formår - på trods af den for mig så vanskelige ingrediens - ind imellem at producere ikke bare rimelige men decideret velsmagende øl.

OK - jeg har ikke været overstrømmende i alle mine anmeldelser, men deres stædige insisteren på, at man kan lave snart sagt alle typer øl - blot med hvede i stedet for byg - er forfriskende provokerende; en handske, jeg ikke kan lade være med at tage op...

I forlængelse af gårsdagens Rød Jul fra Svaneke er det så helt rimeligt og fornuftigt at afprøve Indslevs Jule Hvede (som i henhold til dansk retskrivning retteligt skal skrives Julehvede, men lad nu det ligge...). De beskriver nemlig øllen som rødlig som mørkt rav. Men så tror jeg også, vi er ved at have udtømt lighederne. Dette er en velmaltet øl (fem typer malt af hvede og byg) modsat Svanekes velhumlede. I Indslevs er der fokus på de varme krydderier fra julehylden: nelliker og kanel. Ganske underfundigt skriver de, at øllen smager som julen dufter. Jeg tror, alle har klare omend nok lidt forskellige billeder i hovedet på baggrund af den melding.

Så meget for teorierne - som udpræget praktisk anlagt siger jeg: til sagen!

Der skal nu mere end almindelig fantasi til at se røde toner i øllet. Farven er som en classic, dog med et let slør, der stammer fra, at øllen er ufiltreret. Skummet er lyst beige, og forsvinder hurtigt. I starten var der ikke meget duft; en varm duft af forventningens glæde. Lidt hvede. Ikke meget andet.

Efter et stykke tid blev det en mere stram oplevelse at stikke næsen i glasset. Jeg tror, det var de 6,5 % vol., der kom op og sagde goddag... Efter at skummet var faldet til ro, var vi tilbage ved den lette duft af franskbrød - den lyse del, vi plejede at hive ud til fordel for flødeboller... Og så lidt velkomment citrus.

Smagen er decideret lækker. Sød, men lækker. Rund som en julekage, krydret som en ... nå ja, julekage. Men væsentligt lettere... Der er kanel i smagen - så afgjort. Ikke overdøvende eller ubehageligt, men tydeligt. Nelikker måske også, ja. Men jeg tænker meget mere på klejner, brunkager, mandariner, konfekt med marcipan og nougat, valnødder, ja alt det lækre, der er på 'snackbordet' til jul. Det er ikke en 'madøl', men en udpræget 'kageøl'. Når damerne har fået kaffe nok efter frokosten, og alle trænger til en 'spids'. Server dette i stedet for sød alkohol.

De skriver på flasken, at den passer perfekt til den danske julefrokost. Det er jeg meget uenig i. Den vil dø på stedet, hvis den blev ramt af sild, sylte, rullepølse og medister med rødkål. Den vil stå sig rigtigt flot som et sjovt alternativ til de mørkere øltyper til en ris a la mande, men problemet her er, at når vi først frem til det punkt, er smagsløgene så bedøvede, at den ikke kommer til sin ret.

Indslev Bryggeri: Jule Hvede: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Der er trods alt kælet for lidt for duften til at opnå makspoint. Men godt gået - af en hvedeøl!Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-21482103675539574692012-11-07T20:37:00.001+01:002012-11-07T20:37:29.069+01:00Bryghuset Svaneke: Rød JulNogle gange er navne på øl fantasifulde ("In Your Pale Face IPA", f.eks.), nogle gange mest mærkelige ("Kakerlakpuler" kunne være et eksempel) - og andre gange decideret tvetydige. Sidstnævnte kategori må navnet på dagens øl høre under: "Rød Jul". Alle ovennævnte øl er i øvrigt brygget af Svaneke...

Da jeg først så øllen, må jeg indrømme, jeg tænkte på, om de nu er blevet kommunister derovre på øen! Men det er nok ikke umiddelbart årsagen til navnet... Så tænkte jeg på rød jul som kontrast til hvid jul - noget med ... øh, blod? Næppe. Hvis ikke som kontrast, så som komplementær størrelse: hvid og rød sammen i skøn forening; flettede julehjerter, Dannebrogsflag osv.? Det passer bedre, men den hedder jo ikke rød-hvid jul. Blot Rød Jul...

Nå, ok, af etiketten fremgår, at øllen er rød. Rød som Rudolfs tud. Det kunne naturligvis også være forklaringen. Af øvrige informationer fra bagsiden, kan bl.a. nævnes "...en behagelig grundsødme fra ikke at være helt nedgæret." Det må betyde, at der er noget restsukker i. Og videre "... bl.a. passionsfrugt og urter venter ...". Ja, det lyder jo... øh, interessant.

Nå, lad os se på sagerne. Der er tale om en undergæret stærkøl (5,7 % vol.), og skummet er da også ganske flygtigt, omend det bobler flot i glasset. Skummet er beige, mens selve øllen er ravgul - og ganske rigtigt med en tone af rød.

Duften er let men frisk. Frugtig, ja - måske ligefrem passion (og "passion" er jo noget meget juleagtigt!). Toner af urter - ikke de fede, men nogle lettere som salvie, citronmelisse og den slags. Smagen er også let - i hvert fald i starten. Så kommer der en kant, som rammer siden af tungen før sødmen sætter ind. Det sødlige er mest i eftersmagen, mens kanten utvivlsomt kommer fra bitterheden i humlen, der efter sigende skulle være tilsat med rund hånd (Hallertauer - tysk pilsnerhumle, og Columbus - oftest associeret med Pale Ales).

Der er tale om en uskadelig men desværre også lidt uinteressant øl, selvom vi er i kategorien velhumlet. God til at nyde som aperitif inden frokosten - helt oplagt. Havde det været en sommerøl, ville jeg have karakteriseret den som en terrasseøl. Men det er nok ikke ligefrem meningen. Skal man sammenligne den med andre typer er det helt klart relevant at nævne Red Ales, f.eks. irske, som også er både milde og søde. Og røde.

Bryghuset Svaneke: Rød Jul: 7/10 på Qvistgaards ØLometer.

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-86174639706557286192012-11-03T20:02:00.000+01:002012-11-03T20:02:48.182+01:00Nibe Bryghus: Lanternen Belgisk Dubbel JulebrygLanternen er en rigtig blandingsøl. Den er lavet på belgisk gær, men med amerikansk og engelsk humle. Det er en belgisk inspireret dubbel (altså ikke en trippel), men alligevel 'brandes' den som en juleøl.

De skriver på etiketten, at den er kastanjebrun, og det er i sandhed rigtigt - og cirka lige så gennemsigtig som en kastanje. Skummet fortager jeg hurtigt, men er ellers pænt beige.

I duften er der noget blomstret - eller også er det bare mine bange anelser, når det nu er en belgier? Det kan naturligvis også være humle... Der er også en lille snært af gær, som kan stamme fra de gærrester, der sikkert er det, der gør øllen uklar.

Smagen er meget blød. Den er blottet for bitterhed. På trods af en alkoholstyrke på 6,5 % vol., er den helt ude af stand til at frembringe så meget som snerten af sprit. Derimod er smagen udpræget rund, kageagtig, en chokolademuffin med ikke helt nok chokolade... Misforstå mig ikke, den smager ikke af dej eller ufærdig, den smager bare af kage - og ikke så meget andet. Det er en rar kage. En mild kage med rundhåndet brug af sukker i dejen.

Men man sidder lidt og savner noget krymmel eller flødeskum. Et eller andet, der kan gøre den interessant.

Nibe Bryghus: Lanternen Belgisk Dubbel Julebryg: 6/10 på Qvistgaards ØLometerUnknownnoreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-41471131098405277402012-11-03T17:20:00.002+01:002012-11-03T17:26:26.737+01:00Dobbeltanmeldelse: Pladderballe Bryghus: Kakerlakpuler og Pladderballe Bryghus: KakerlakpulerDen er go' nok. Jeg skal anmelde den samme øl to gange. Dvs. på overfladen det den samme øl, der er i de to flasker. De er fra samme fantombryggeri: Pladderballe Bryghus. De hedder begge Kakerlakpuler. De er begge stouts. Og etiketterne er stort set ens - med et par væsentlige undtagelser, jeg vil komme tilbage til nedenfor.

Jeg har skrevet om det før, men nævner det lige igen her: da Pladderballe Bryghus startede sin produktion, var det i form af øl, brygget af Slotsbryggeriet Føniks, som hed 'slotsbryggeri', fordi de indtil meget kort tid før havde været bosiddende på Gavnø Slot - eller rettere: i et par af staldbygningerne, som siden er overtaget af Gavnø's eget bryggeri.

Opgaven var imidlertid for stor for Føniks - bl.a. fordi det var tanken, at øllen skulle distribueres landsdækkende gennem Coop-butikkerne, og det kræver et vist volumen at kunne det. Føniks knækkede nakken. Et paradoks, der dog ikke er ukendt i iværksætterverdenen: at blive kvalt i sin egen succes...

Nå, men de gode folk i Pladderballe lod sig ikke sådan slå ud, og har siden entreret med Svaneke Bryghus, hvis øl som bekendt, hvis man er fast læser af denne blog, overordentligt tit falder i forfatterens smag. Dét er den ene forskel, der er på etiketterne - bryggeriets navn.

Den anden forskel er lidt overraskende: Føniks bryggede Kakerlakpuleren til en alkoholstyrke på 6,8 % vol., mens Svaneke har skruet ned til 'blot' 5,5 % vol. Hvad det betyder i praksis vil formentlig afsløre sig om lidt, når der skal smages, men én ting er i hvert fald sikker: med en lavere alkoholstyrke kommer stouten tættere på det oprindelige forlæg: de engelske og irske stouts, der ikke er specielt stærke.

En anden ting er dog, at så bliver øllen ikke i samme grad 'båret frem' af en alkoholskarphed, der ind imellem kan være en nødvendig modvægt til den fedme, de mørke øl kan præsentere.

Det er klart, at de to bryg ikke er udkommet samtidig. Således er der 3/4 års forskel på, hvor længe, de endnu kan 'holde sig' i henhold til etiketten. Men da ingen af dem har overskredet sidste salgsdato, og da stout ikke plejer at være særligt letpåvirkelig hvad lagringstid angår, vil jeg anse en sammenligning for fair.

Som det fremgår er etiketterne ganske ens...

For nu ikke at lade min begejstring for Svaneke smitte af på bedømmelsen, har jeg skænket dem på en sådan måde, at jeg faktisk ikke ved, hvilket bryggeris øl, jeg smager hvornår. Jeg har dog en metode til at finde ud af det, som jeg vil anvende til sidst.

De to øl er meget ens i glasset: uigennemsigtigt mørkebrune. De har begge mørk beige skum. 1 har dog lidt lysere skum end 2. Samtidig er 2's bobler lidt mindre og mere 'rigtigt' stoutagtige. Forskellen er ikke stor, men boblerne hos 1 er en smule mere flygtige.

Duften hos 1 er svag, grænsende til det fraværende. Der er en svag note af noget brød og nogle krydderurter, men det er så svagt, at de ikke kan identificeres nærmere. Derimod er der spark og riv i 2's duft. Der er dej, læder, træ, lidt metallisk sprittethed, der dog fortager sig noget, efterhånden som øllen får dampet af. Efter noget tid kommer der en varm fornemmelse - mere end en egentlig duft - i glasset med øl nr. 1.

1'eren perler let på læberne, når man drikker den. Den gør en god figur i entréen med lidt bitterhed/syrlighed. Men der er faktisk ikke meget smag. Efter lidt tid kommer der en eftersmag, som indeholder den ristede malt - brødskorpe, forkullet træ fra lejrbålet, en snært af garvet læder.

Øl nr. 2 losser til smagsløgene i en helt anden udstrækning. Der er masser af brød - ikke så meget dej her som i duften. Men nu er den metalliske note mere fremtrædende. Der er også en langt større skarphed, som jo - såfremt øl nr. 2 er den stærkere version fra Føniks - kan skyldes den højere alkoholstyrke.

Med tiden får 1 lidt mere karakter, men smagt lige efter en mundfuld af 2'eren virker 1'eren decideret vandet. Til gengæld har 2'eren det, som jeg ikke kan lide ved mange danske mikrobryggeres forsøg på at lave stout: den er så fed i mundfornemmelsen, at man faktisk får kvalme.

Konklusionen er, at jeg bedre kan lide 1'eren, men det er kun fordi, 2'eren er fæl... Og 1'eren smager af så lidt, at den ingen skade gør...

Tid til afsløringen: Øl nr. 1: Svaneke Bryghus, øl nr. 2: Slotsbryggeriet Føniks.

Pladderballe Bryghus: Kakerlakpuler (Slotsbryggeriet Føniks): 4/10 på Qvistgaards ØLometer

Pladderballe Bryghus: Kakerlakpuler (Svaneke Bryghus): 6/10 på Qvistgaards ØLometer

Jeg ved ikke, om opskriften grundlæggende er forkert. De to eksempler er rimeligt forskellige taget i betragtning, der er tale om samme øl. Men ingen af dem er som det fremgår vellykkede. Føniks' smager decideret grimt. Det gør Svanekes dog i det mindste ikke. Og ja, jeg har givet Føniks-modellen mindre end 5. Det betyder, at den skal hilse på køkkenvasken. Den skal ikke drikkes... Dét er alligevel ikke sket før i denne spaltes levetid!

PS: Jeg ved godt, jeg i anmeldelsen af Black Rooster har skrevet, at Kakerlakpuleren fra Føniks er 'dejlig'. Jeg husker den dog ikke som anderledes dengang, end den, jeg har smagt nu. Det kan være, mine præferencer har ændret sig. Men det gjorde de i så fald for flere måneder siden, for jeg har smagt den siden og ikke været glad for den... Det var nok min begestring for Black Roosteren, der løb af med mig dengang...

Unknownnoreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-39030486506643023192012-11-01T19:58:00.000+01:002012-11-01T19:58:01.493+01:00Thisted Bryghus: JulefnugJeg fortsætter ufortrødent rejsen ind i juleøllens verden, og i dag er det i øvrigt også ØJ-dag: Ølentusiasternes J-dag - en dag, der hylder kvalitet frem for kvantitet - modsat den mere almindelige j-dag, der plejer at give en del træls færden i det indre af landets storbyer, på kollegier, i klubber osv. Jeg har prøvet det - og det lykkedes mig at få én juleøl den pågældende dag efter at have stået i 1½ times tid udenfor (!) et værtshus, der var tættere pakket end linie 5A en regnvejrsmorgen ved 7:30-tiden...

Og da jeg jo gerne hylder kvalitet, vil jeg fejre ØJ-dagen med et krus julegodtøl fra Thisted. Af etiketten kan man læse, at Julefnug er sammensat af malt og humle (Oh! Ah! Ih! ... Øh?) - og dertil nogle ikke nærmere specificerede 'utraditionelle bryggemetoder'. Hjemmesiden er kun en smule mere informativ: "... lidt alternative produktionsmetoder, der medfører lidt mere aromatiske og lidt længere smagsholdbart øl."

I øvrigt synes det at fremgå, at øllen faktisk hedder Thy Julefnug, og at etiketten er lavet helt om fra den prisvindende oprindelige udgave til en mere traditionel Thisted-etiket. Men det er nu ikke første gang, jeg har oplevet, at en Thistedøl optræder under anden etiket hos mine øl-pushere, end hvad der fremgår af hjemmesiden... Der er helt sikkert en god forklaring!

Formålet med Julefnug skulle øjensynligt være at skabe et alternativ til den stærkere og lysere traditionelle juleøl. Jeg har vist nok skældt lidt ud over de alt for stærke sæsonøl, bryggerierne har en tendens til at producere - jeg tror, det var omkring påsketid - så derfor er en mildere (blot 5,8 % vol.), mørkere og "mere aromatisk" øl bestemt et meget velkomment alternativ!

Lad mig sige det på den måde: hvis deres normale julebryg er lysere, er det vand. Julefnug er kun ganske lidt mørkere end almindelig pilsner, hvis overhovedet. Skummet er hvidt, og selvom der måske ikke er tale om en ale, står det ret flot.

Duften er rar. Først tænkte jeg 'rugbrød', men der er altså ikke rugmalt i. Da jeg stak hovedet ned i glasset igen, var det gummihansker, der ramte mig - altså ikke bogstaveligt; kun som duft. Jeg tror, brødduften er forbundet med noget humle, selvom det vist ikke er så typisk.

Øllen giver en dejlig varm fornemmelse i munden. Den smager ikke af så meget, men har en udmærket rund bitterhed med lidt rugbrødskrumme i smagen. Måske er det fordi, jeg lige har spist en rugbrødsmad? En iltning i munden åbner for lidt flere malttoner, men det er stadig mest eftersmagen, der gør sig bemærket. Den er rar; som om, man lige har spist et stykke med sylte og stærk sennep, og dertil har fået en god julepilsner. Med andre ord: Julefnug gør ikke meget væsen af sig med duft eller smag, men placerer sig fint direkte ind som en erindring om en juleøl... Hmmm...

Efter lidt tid bliver smagen tydeligere. Men der er mest tale om brød. Lidt fornemmelse af garvet læder. Måske lidt moden frugt. Men ikke meget.

Thisted Bryghus: Thy Julefnug: 8/10. Den smager fint, men bidrager ikke med ret meget andet end en eftersmag, der nærmest er stærkere end den egentlige smag.

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-30995922130695465552012-10-31T18:55:00.001+01:002012-10-31T18:55:53.531+01:00Bøgedal: No. 300 (endnu en ikke-anmeldelse)Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke vil anmelde Bøgedal, og det fastholder jeg naturligvis. Men derfor kan jeg jo godt skrive om det!

For noget siden skulle jeg købe ølgaver til to kammerater, som havde hjulpet med min flytning. I den altid velassorterede Bagsværd Vinhandel tog jeg modet til mig og bad om to Bøgedal No. 300, som ekspedienten tidligere havde beskrevet som måske den bedste øl, han havde smagt.

Nu er det sådan, at med Bøgedal ved man aldrig helt, hvor længe et givent nummer er til at få fat i. Hver 'udgave' er af gode grunde meget begrænset i antal flasker, og produkterne kan nærmest pr. definition ikke genskabes - i hvert fald ikke nøjagtigt som den forrige. Og slet ikke No. 300!

Nuvel, skulle jeg have to Bøgedal No. 300, ville det indebære, at der ikke var flere tilbage i butikken. Det må jeg indrømme hensatte mig i en vis tilstand af panik. Tænk, hvis jeg aldrig fik den smagt!? Så ungersvendene fik hver en - i øvrigt rigtigt udmærket - lille kasse med Hornbeer (tror jeg nok), og jeg forlod butikken med min helt egen Bøgedal No. 300.

Da så forleden min gode ven redaktøren, som i den grad kender til godtøl (han har bl.a. gået til hånde ved en lejlighed på Thisted Bryghus, hvor lavastenen skulle sænkes ned i urten - det var varmt, beretter han...), kom forbi på kort visit, ja så skulle Bøgedalen prøves...

Noget af det, der gør Bøgedal No. 300 speciel, er at det er en slags 'reunion' af de to brygmestre Allan Poulsen og Casper Vorting, som i sin tid startede Brøckhouse, men som siden gik hver til sit. Noget andet er, at No. 300 er en blandingsøl! De to øl, der er ført sammen her, er Brøckhouse Vintage 04 og Bøgedal No. 201, begge nogle gamle 'svende'. Dertil er der så kommet noget friskøl baseret på humler som Fuggles, Perle og Northern Brewer. Antallet af flasker er meget begrænset og etiketterne er prydet med begge brygmestres signaturer. Så kan der ikke rigtigt lægges meget mere op til et kultfænomen...

Typen er en Mørk Old Ale i flg. etiketten. Well, old kommer jo i hvert fald af, at det er et par vintageøl, der har dannet grundlaget. Men Old Ale er også et begreb i øl-verdenen, som betegner mørke og lidt stærkere ales, end normalt. Der går jo inflation i alting, så det med det lidt stærkere kan for nogen øls vedkommende ikke rigtigt holde... Men måske er det en fortolkning af det spiritusholdige, honningsødede og lidt mere omhyggeligt producerede godtøl, man serverede på gårdene i gamle dage, når der kom fremmede?

Bøgedal No. 300 er en oplevelse. Når man hælder den op og sætter næsen i glasset, tænker man porter. Det gør man også, når man hælder den i munden - i hvert fald til at starte med. Men efterhånden som portersmagen fader ud, er der den rare smag af ale tilbage som eftersmag. Øllen har skarphed, bitterhed, men også porterfløjl i munden. Meget spændende, meget, meget spændende.

Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg med Bøgedal No. 300 har været med til at opleve noget specielt. Jeg har altså også gemt flasken...Unknownnoreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-66216825744800840842012-10-31T18:19:00.000+01:002012-10-31T18:19:11.060+01:00Smagenoter: Young's: Double Chocolate Stout, St. Peter's: India Pale Ale, Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph, Skovlyst: Skovhuggerens VinterporterDet hænder ind i mellem, at jeg gerne vil ha' en øl. Altså bare knappe en flaske op og nyde den til maden, TV'et, en god bog eller sådan noget hyggeligt noget. Så prøver jeg at vælge en, som måske nok er god, men som godt kan tåle ikke at blive skrevet om her på siden. Og så er det, det sker: hver gang får jeg åbnet noget, som jeg tænker: nej, den er for god til at lade gå ubemærket hen! Således også med de tre første i dagens smagenoter. Den sidste falder så til gengæld i den helt modsatte grøft...

Young's: Double Chocolate Stout

Wells And Young's Brewing Company er et velrenomeret bryghus i alens og stoutens moderland. Det er i følge egen fortælling Englands største familieejede bryggeri, hvis rødder går langt tilbage i tiden med den formelle grundlæggelse omkring 1875.

En aften trængte jeg til noget varmt. Det er blevet efterårskoldt, og så er det godt at kunne skrue op for varmen i glasset - så kan man spare på olien i tanken... Valget faldt så på Young's Double Chocolate Stout, som i fuld overensstemmelse med engelsk tradition holder beskedne 5,2 % vol. Øllen er interessant nok bl.a. brygget på Pale Ale malt, som ellers normalt fortrinsvist findes i ... nå ja, Pale Ales.

Men til ingredienslisten hørte også chokolademalt og 'naturlig chokoladesmag', hvad det så rent kemisk måtte indebære. Og det skal jeg så lige love for - altså at der var chokoladesmag... Der var stort set ikke andet! Jo, en god bund af Pale Ale malten, der mere fornemmedes end decideret mærkedes, sikrede, at det aldrig blev en kvalm oplevelse.

Her er der tale om en fuldtonig chokoladefontaine, som skal drikkes som sådan! Jeg nød den 'solo', hvilket gik rigtigt godt, men som ledsager til en isdessert vil den også være perfekt. Jeg ville nok være varsom med at servere den til kødretter - måske en platte af røgvarer kunne være et interessant kontrapunkt?

Young's: Double Chocolate Stout: 10/10 på Qvistgaards ØLometer! Uhhhmmm...

St. Peter's: India Pale Ale

Så besøger vi lige St. Peter's igen. I husker nok: dem med whiskyøllen. Denne gang er det en klassisk India Pale Ale med en alkoholstyrke på 5,5 % vol., hvilket faktisk er en del for en brittisk IPA.

Nå, men vi kan lige så godt gå til konklusionen først som sidst: dette er en IPA, som en IPA skal være. Dette er skabelonen for IPA. Ikke for kraftig, ikke for stærk, ikke for mærkelig. Alle de rigtige noter i duften, alle de rigtige toner i smagen. Lige i skabet. Sådan. Bum.

St. Peter's: India Pale Ale: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Hvorfor nu ikke 10? Ganske vist er dette en fuldtonig, klassisk IPA, men som sådan fører den jo så heller ikke noget nyt til bordet. Men de 9 er med pil op.

Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph

Det altid interessante lille Rise Bryggeri har også lavet en jule ale. Det er rigtigt dejligt at se alle de ales, der strømmer ud i anledning af højtiden, for det sødlige og fede i 'jule' kan - begavet gjort - ballanceres rigtigt smukt af noget citrus og krydderier ved en god humling af alen.

Stærke Rudolf her er ganske vist rimeligt stærk i alkohol, 7,0 % vol., men det er ikke spritten, der dominerer. Hvad der til gengæld dominerer er en duft og smag, jeg måtte en tur i Brugsen for at komme i tanke om, hvad hedder...

Øllen i sig selv er mørk med et mørkt, beige skum. Det er i sandhed en dark ale. Men det, der slår som en hest sparker i både duft og smag er ... cocktailbær... Først troede jeg, det var julekage - som man vist også kan putte en slags syltede bær i - og så troede jeg, det var blommer. Men nej, det er altså cocktailbær. Der er en god bitterhed til at akkompagnere .. øh, bærene, så det bliver aldrig en vammel affære. Dette skyldes uden tvivl en udmærket brug af god humle. Men specielt, det er det altså.

Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Der er helt klart tale om en fornyer af juleøllen, men om det er vellykket, vil der med sikkerhed være delte meninger om...

Skovlyst: Skovhuggerens Vinterporter

Det var så de tre positive og interessante overraskelser. Nu kommer der også en overraskelse. Men konklusionen går i den stik modsatte retning. Så er du advaret...

På overfladen lover porteren fra Skovlyst godt. Den holder 8,0 % vol., så den kan sikkert give varmen igen. Den er lavet på chokolademalt, så der er basis for noget sødme. Der er naturligvis tale om en udpræget mørk øl. Ikke sort, men mørk. Skummet er også mørkt. Der er mange små bobler i skummet, der holder meget godt.

Duften er præget af, hvad jeg først identificerede som karamel. Men nej, det var brændt sukker. Helt ligesom, når man skal lave brunede kartofler juleaften, og sukkeret på panden kommer til at stå lidt for længe eller kartoflerne bliver brunet ved lidt for høj varme. Måske - kun måske - er der en snært af humle i duften.

Entréen i munden er udpræget sødlig. Nogen bitterhed, der virker mere spritagtig end humlet. Og så også mere smeltet/brændt sukker. Kun en anelse chokolade. Klistret. Efter en halv times tid havde det meste af sukkersmagen fortaget sig, og tilbage stod en medicinagtig smag a la Dr. Nielsen eller 1 Enkelt. Begge dele udmærkede drikke i deres egen ret, men en øl skal altså ikke smage af det...

Jeg må indrømme, jeg midtvejs overvejede, om resten skulle hilse på køkkenvasken...

Skovlyst: Skovhuggerens Vinterporter: 5/10 på Qvistgaards ØLometer. Tallene under 5 har jeg reserveret til de øl, jeg faktisk hælder ud...

Kære Skovlyst, I laver rigtigt dejlig øl ude i Hareskoven. I serverer uforskammet lækker mad. Hvorfor skal der så være så meget af det, I sælger på flaske, som er under jeres niveau? Noget af det LANGT under? Få dog en begavet brygger - hvad enten det er i Polen eller Danmark, det er vel ikke så vigtigt - til at lave nogle ordentlige fortolkninger af jeres sikkert udmærkede opskrifter. Dette kan I ikke være bekendt overfor kunderne, som jo for de flestes vedkommende alene møder jer i form af flaskeøl, og I kan heller ikke være det bekendt overfor jer selv. Resten af konceptet holder jo fuldstændigt!Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-38757465656025560642012-10-21T19:03:00.002+02:002012-10-21T19:03:26.106+02:00En ikke-anmeldelse: Bøgedal: No. 281Jeg kan jo i princippet anmelde, hvad jeg vil. Denne blog handler om øl. Bøgedal No. 281 er en øl. Så hvorfor anmelder jeg den ikke?

Lad mig starte med at slå fast, at Bøgedal er anderledes. Mere anderledes end de andre små bryggerier i Danmark - hvoraf mange bestemt har deres særheder på godt og ondt. Dermed ikke sagt, at de er sære på Bøgedal - slet ikke. De er bare lidt ekstra anderledes.

For det første er Bøgedal Danmarks eneste fritfaldsbryggeri. Det betyder, at øllen aldrig kommer under tryk, hvilket formentlig gør, at de sarteste af nok især aromastofferne bevares bedre. Men andet kan også gå tabt ved at pumpe væsken fra kar til kar, som man traditionelt gør det.

For det andet høstes byggen med selvbinder. Jo, der står sgu' selvbinder! Man kan forvisse sig om det i det seneste nummer af medlemsbladet for Danske Ølentusiaster, begavet benævnt Ølentusiasten. Og det er ikke en hvilken somhelst byg, der anvendes. Det er gamle bygsorter, som er hentet fra Nordisk GenBanks fryser på Svabart! Jeg noterede mig dog, at den selvbinder, der er afbilledet i bladet, trækkes af en traktor, og ikke af heste, som man traditionelt gjorde det.

Der er også andre særtræk, som f.eks. at urten koges over brændeild, som man kan underholde sig med på deres hjemmeside. Og som jeg tidligere har omtalt, er brygmester Casper Vorting ikke en hr. hvem-som-helst: han startede i sin tid Brøckhouse sammen med Allan Poulsen - et heller ikke helt uefent mikrobryggeri...

Så når alt kommer til alt er der for meget ved Bøgedal, der er så tilpas anderledes, at produktet fra bryggeriet ikke rigtigt kan sammenlignes med det, som andre mikrobryggerier og bryghuse laver. Det er øl lavet som på gårdene for 100 år siden (bortset fra traktoren), og det fortjener sin egen niche i ølkulturen herhjemme - ikke at blive slået i hartkorn med, hvad mangt en dygtig og ind imellem mindre dygtig entusiast kan frembringe med mere eller mindre moderne produktionsmetoder og ditto udstyr.

Forleden var det min søsters fødselsdag. Hendes kæreste havde jeg foræret en Bøgedal No. 281 på et tidspunkt. Den var han så flink at sætte på bordet, da jeg var inviteret til fødselsdagsmiddag. Så er niveauet ligesom lagt... Dertil nød vi ovnbagte rodfrugter og lammeculotte. Sådan.

Om øllen kan man sige, at den smager af lakrids. Men det dækker slet ikke oplevelsen. Det er en begsort væske med en stor kompleksitet i kroppen - ikke bare 'lakrids'. En drikkeoplevelse - både fordi øllen er god, men også fordi den aldrig vil blive lavet igen på helt samme måde. Det er endnu en af grundende til ikke at anmelde Bøgedal. Man aner ikke, om man kan få noget, der smager ligesådan en anden gang. Hver Bøgedal er en 'once in a lifetime' (med mindre, man har røvet banken og købt restlageret af den pågældende øl), og som sådan skal den opleves. Sanses - ikke anmeldes.

Og så er det sgu' trygt at vide, at man har en Bøgedal No. 300 stående til en ganske særlig lejlighed, om en sådan skulle vise sig...

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-48220586394767929042012-10-21T18:01:00.000+02:002012-10-21T18:01:05.874+02:00Fanø Bryghus: Fanø VadehavPraktisk søndag. Sådan er det tit herhjemme. Lørdagen går med at slappe af, restituere sig oven på arbejdsugen, lave hyggelige familieting osv. Søndag er praktisk søndag. Denne gang involverede det steder som flaskeautomat, genbrugsstation og byggemarked. Og omfattede det sidste affald efter flytningen, de sidste lamper, en loftslem, der skulle gøres klar til vinteren, og lidt - meget lidt - havearbejde.

Ovenpå sådan en tur trænger man til et glas øl. Jeg har aldrig været god til at drikke øl i løbet af dagen - hverken til frokost eller når 'arbejdet er halvt færdigt'. Jeg bliver træt, døsig og doven. Men når arbejdet er helt færdigt, er der fri ret til selvforkælelse...

Ikke noget overhumlet. Noget med krop, kant og karakter. Jeg overvejede kort en porter, men så faldt blikket på Fanø Vadehav. Mørk, kraftig ale. Måske skyldes min trang til noget med substans, at frokosten bestod af en bakke flæskesvær midt i alt arbejdet...?

Af bagetiketten fremgår, at øllen er en aftenøl og skabt til at akkompagnere udsigten over vadehavet. Det er altså IKKE meningen, øllen skal illudere vadehavet i sig selv...

Det er en meget mørk ale. Mørkere end den brownale, jeg anmeldte i går. Næsten uigennemsigtig, men klar. Skummet er mørkt beige og står helt perfekt i glasset: højt, fast og med både store og små bobler. En flot start!

Duften er overraskende mild. Lidt humle i form af moden frugt, malt i form af lidt brød - ikke for mørkt brød; der er jo trods alt hvedemalt i.

Smagen er overraskende: bitter - nærmest sur, igen brød. Lidt rosmarin i ganen. Ikke så meget mere. Efter en stund fortager bitterheden sig til fordel for noget metallisk, men også strejf af kaffe og chokolade.

Ryan Witter - den hidtidige brygmester på Fanø - har sagt op for at drage hjem til England. Det bliver rigtigt spændende at se, hvad de gode fanniker finder på nu.

Fanø Bryghus: Fanø Vadehav: 7/10 på Qvistgaards ØLometer

Beklager de fedtede glas i går og i dag.
Nu HAR opvaskemaskinen fået salt igen...

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-87157122261797257962012-10-20T20:34:00.000+02:002012-10-20T20:34:19.590+02:00Nanoq Beer Greenland: Sedna Brown AleNogle vil huske, at jeg var ret vild med Nanoq Beer's Pale Ale. Som tidligere annonceret kommer turen nu til en anden af deres aftapninger - med indlandsis. Denne gang Brown Ale'n, der er opkaldt efter selveste havets Moder, Sedna.

På Wikipedias danske udgave kan man læse, at "Sedna er inuitternes lunefulde havgudinde, og opretholdelse af et godt forhold til hende er i følge inuitternes mytologiske overleveringer med til at øge mulighederne for en god fangst." Dernæst følger en grufuld beretning om, hvordan hun blev gudinde - noget med et par ret alvorlige fadersvigt... Det er ikke for sarte sjæle - så er du advaret!

Om Sedna i flaskeform er lunefuld - efter beretningen at dømme fuldt forståeligt - vil nu vise sig. Farven på øllet er til den lyse side for en brown ale - ikke meget mørkere end en classic. Derimod er skummet flot beige med god holdbarhed og en flot blanding af små og store bobler, der kun brydes ganske langsomt.

Mens jeg hældte op kom der et dejligt strejf af noget humlet. Lidt citrus, noget frugt eller bær - bare et strejf. Desværre er der ikke meget tilbage heraf, når man stikker snuden i glasset. Duften er rar - bestemt - og til og med til den humlede side med lidt krydderurter, frisk tobak, læder, chokolade. En fint komponeret duft - den er bare meget svar. Lidt ligesom at lytte til en smuk sonet, der bare er skruet for langt ned.

Af en brown ale at være, har øllen en udmærket bitterhed - den entréer langs tænderne og tager så plads som en prikken på tungen. Dette følges af en sødlig, fudgeagtig smag, der utvivlsomt stammer fra noget karamelmalt. Man kan godt finde noter af tobak, træ og læder i smagen også - især hvis man ilter øllet i munden (pas på med at gøre det, når der er ukyndige tilstede - det ser tåbeligt ud!).

Det er en dejlig øl. Men den er ikke fremragende - der er for lidt, der som sådan rager op i billedet. Men den har en skarphed, som mange brown ales mangler, og tak for det. Det er en hyggeøl, f.eks. til lidt god tobak efter middagen. Den må ikke drikkes til noget, der er kraftigt i smagen - så dør den helt. Behandel den nænsomt, og den vil stryge dig med hårene. Ikke lunefuld, ikke oprørsk som Sedna, havets Moder. Slet ikke.

Nanoq Beer Greenland: Sedna Brown Ale: 8/10 på Qvistgaards ØLometer.

Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-3239106539544341574.post-18946124518271509962012-10-19T21:38:00.000+02:002012-10-19T21:39:51.263+02:00Pladderballe Bryghus: SokkeølJa-jo - noget med julesokken og så julemanden, der kommer og putter en øl i - og så er det en sokkeøl. Tøhøøø...

Never mind - sæsonens første juleøl skal i glasset, og hvor bedre at starte, end med øl fra Svaneke, der som bekendt har overtaget licensen fra Føniks til at brygge Pladderballe Bryghus' aftapninger.

Af flasken fremgår, at der er tale om en stærk pilsner - konkret 5,7 % vol. - og dertil er der sat stjerneanis. Point for ikke at lave underlig øl, som visse bryggerier har det med at gøre op til netop jul (og denne jul bliver højst sandsynligt ingen undtagelse).

Etiketten prydes af, hvad jeg vil gætte på, er Martin Bo Petersen, der i flg. pladderballebryghus.dk er idémanden bag bryghuset. Point til Martin for en sjov idé. De har så ikke helt fået sokkeøllen med på hjemmesiden - alene så vidt, jeg kan se i det Facebook-feed, der er indlejret. Nå, der er jo også længe til jul...

Farven er mørk rav, skummet beige og af den type, der ret hurtigt fiser af.

Duften er lakrids - det er selvfølgelig anisen. Men der er også andre ting, som er lidt utraditionelle i en juleøl: jeg er sikker på, jeg kan identificere citrusnoter fra humlen, også lidt friskbagt brød. Men anisen er nu ret dominerende.

Øllen gør en perlende frisk entré i munden. Lige i starten kan man smage malten i form af en god skorpe fra et friskbagt grovbrød - ikke noget gær eller dej her. Lakridsen fylder derefter mundhulen. Det er den, der er hovedhistorien her. Det er en let drikkelig øl med lidt kant af syre og sprit. Den vil med sikkerhed gøre sig godt til de første ombæringer på julebordet - sild, sylte, leverpostej, som den vil udgøre et godt modspil til - mens den nok kommer lidt til kort overfor de tungere sager som flæskesteg og andet stegemad. Derimod ville jeg ikke være bleg for at servere den til Gamle Ole med løg og sky!

Pladderballe Bryghus: Sokkeøl: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Den er, hvad den giver sig ud for at være: en stærk øl med anis. Tak for det. Men den er ikke lige så formfuldendt som f.eks. Classic'en.

Unknownnoreply@blogger.com0