onsdag den 27. juni 2012

Vestfyn: Red Pale Ale (for Kvickly)



Vestfyn: Red Pale Ale (for Kvickly): 9/10 på Qvistgaards ØLometer!

søndag den 17. juni 2012

Thisted Bryghus: Triple (og hils på Mr. Beer!)



Thisted Bryghus: Triple: 9/10 på Qvistgaards ØLometer

PS: Undskyld den let skrånende filmning!

lørdag den 9. juni 2012

Fur Bryghus: Ale (for Kvickly)

Der er noget fundamentalt sympatisk ved et bryggeri, der kalder sit øl for ... øl. Nu er det en nord-/vestjysk vane at underdrive, og det gælder også på det notorisk beskedne bryghus Fur på den ligeledes benævnte limfjordsø. Faktisk så meget, at jeg nok konsekvent har fravalgt at smage deres øl - det er så 'understated', at man helt mister interessen.

Nå, men det sympatiske er så, at de kalder tingene det, de er. En påskebryg er således en ... påskebryg. Kun 'flipper' de lidt ud med et navn som Renæssance, der er en brown ale. Alle andre øl i deres sortiment ser ud til at hedde det, de er. Selv Steam Beer og Barley Wine, der jo også er ganske bestemte øltyper, omend i den mere eksotiske del af skalaen...

Til Kvicklys ølfestival har Fur altså lavet en øl. Og da det er en overgæret, engelsk inspireret, er det således en ale. Og det hedder den så. Ikke så meget pis.

Farven er lys rav, skummet beige med en flot krone. Duften er tørret og moden frugt, rosiner, nødder, ranker af tørrede sommerblomster - men netop tørrede; det er kun en anelse. Understated, men bestemt tilstede. I smagen er der noter af karamel sammen med de tørrede frugter. Lidt klistret i mundvigene. En let bitterhed. På etiketten anbefaler de selv øllet til lyst kød og fisk. Jo, hvis det er noget, der har smag i sig selv. Øllet er bestemt en smagssætter, så det skal ikke være for 'fesent', det, der skal spises til. Gode oste uden alt for meget ammoniak i duft og smag kan også gå.

En dejlig øl, god til en aften med regn i luften og 15 grader, selvom de kalder det sommer. Så glider hverdagen alligevel ned. Ikke så mange dikkedarer. Ikke så meget pis.

Fur Bryghus: Ale (for Kvickly): 8/10 på Qvistgaards ØLometer.

fredag den 8. juni 2012

Rise Bryggeri: Ærø Gylden Pale Ale og Braunstein: Pale Ale (begge for Kvickly)



Rise Bryggeri: Ærø Gylden Pale Ale: 8/10 på Qvistgaards ØLometer
Bryghuset Braunstein: Økologisk Pale Ale: 7/10 på Qvistgaards ØLometer

søndag den 3. juni 2012

Bryghuset Svaneke: Retro Half n' Half

Så stod man lige dér og faldt i staver over udvalget af øl i den lokale brugsforening. Og så røg der lige det ene flashback moment hen over nethinden efter det andet - hvad var nu det? Jo, øjnene var faldet på en Half n' Half - på FLASKE!

I mine unge dage - da valget stod mellem Hof, Tuborg og Ceres (jeg gik i byen i Århus) - var en half n' half noget, man bestilte, når der var gået lidt for meget letløbende pilsnerøl og lidt for lidt fast føde indenbords, og det var tid til noget med substans. Det var før, man blev gammel nok til at drikke rigtig porter...

Så var det, man slingrede op til baren og på klingende østjysk-engelsk bestilte en half n' half. Og med sådan én i glasset, kunne man så køre i hvert fald en times tid endnu - næsten uanset tidspunktet.

Jeg erindrer også en bytur, hvor jeg må have været sulten fra starten, så jeg lagde ud med en h'n'h. Og kørte den stil hele aftenen igennem... Det var pinefuldt - meget pinefuldt - dagen efter - så vidt, jeg husker; men nu er det jo nok godt 25 år siden, såh...

I princippet er en half n' half jo 'bare' en pilsner blandet med en porter. Så man kunne fristes til at mene, at en h'n'h på flaske 'bare' ville være en let porter - en dameporter, om man vil. At Svanekes bryg er trofast mod princippet levner den flasketappede version ingen tvivl om - det er pilsnersk øl med en masse brus og flygtigt skum. Farven er mørk som kaffe, men ikke uigennemsigtig (ok, en tynd kaffe, så). Skummet er beige i den klassiske cotton coat-forstand. Vådt fortov, våde smøger, midt om natten i Århus i 80'erne - joh, Half n' Half'en er på hjemmebane!

Duften er portertung - mørkt rugbrød - men også med et snært af noget frisk. Det er ikke humle, engblomster eller frugter. Måske bare pigens hånd i din - og måske en svag note af lakrids.

Smagen sidder lige i skabet! Følger flot op på duften; der er tale om mad her. Men samtidig en letløbenhed, blødhed, der helt klart kommer fra pilsnersiden. Nødder. Svag bitterhed. Ikke klæg sødme. Svaneke kalder det selv 'en anelse karamel'. Jeg vil nu nok mene lidt mere end en anelse.

Den bedste karakteristik af Half n' Half'en for dem, der ikke var med dengang, eller som ikke kan huske det længere, er nok 'porter light' - mange af de fine kvaliteter fra porteren med et 'twist' af humle (det kommer lidt sent i smagen). De skriver på flasken, at øllen egner sig godt til bøffer og kødretter. Den egner sig også glimrende til en stille aften med minderne om den tabte ungdom til tonerne af TV2's udødelige 'Bag duggede ruder'...

Bryghuset Svaneke: Retro Half n' Half: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Man kan ikke give 'full house' for noget, der i den grad er baseret på anmelderens ungdomserindringer - og i øvrigt må karakteriseres med ordet 'light'... Men det er sgu' en dejlig øl.