søndag den 30. december 2012

Stensbogaard Bryghus: Modnet Pale Ale

170 kr. for en gaveæske med fire øl. Det var dyrt nok til at vække min nysgerrighed, da jeg passerede hylden i et stopfyldt, nytårsklart Metro. 170 kr. giver som bekendt 42,50 pr. halvliter - som det var. Og så viste det sig at være Stensbogaard-bryg, der var i æsken. "Nå," tænkte jeg, "det er nok nogen, der har høje tanker om sig selv, siden de tror, de kan få det for deres øl!" - og købte en æske. Så det kunne de åbenbart.

Nu er Stensbogaard ikke noget hverken stort eller prangende bryghus. Det er faktisk et familieforetagene, som åbenbart ikke har ølbrygning som hovederhverv, siden de oplyser, de kun brygger i weekenderne. Og kun har brygkapacitet til 1.000 liter. Så er det jo trods alt meget godt gået, at de finder vej til hylderne steder som Metro, der ellers nok forstår at satse på de store leverandører.

Det var lidt forskelligt, hvad der var i de æsker, der var tilbage. Nogle var med vægt på det belgiske, andre på det engelsk/amerikanske. Jeg valgte sidstnævnte kombination, hvortil de desuden havde udvalgt øl, hvis navne alle er bygget over kombinationen land-farve-ølsort: American Brown Ale, English Dark Stout og India Pale Ale. Kun den fjerde øl afveg ganske lidt fra mønsteret - men på en meget interessant måde: Modnet Pale Ale. Alle de andre øl holder engelsk som sprog i navngivningen - men ikke denne. Den er ikke Mature eller sådan noget. Den er modnet...

Nu skriver Stensbogaard ting om deres øl, der godt kan gøre mig lidt bekymret. Om English Dark Stout skriver de, at de brændte noter er nedtonet, og om den modnede Pale Ale skriver de, at den er uden bitterhed. Det er begge dele noget, der harmonerer dårligt med, hvordan jeg synes, sådanne øl bør være. Men de skal naturligvis have chancen!

Straks man åbner øllen, strømmer duften af frugt en i møde. Jordbær, modne blommer. Farven er 100% pilsnergul og skummet ganske lidt brækket. Duften er derudover meget maltet. Lidt i retning af maltbolcher. Ikke så meget humle, som man måske kunne forvente, men det er jo ikke en IPA, skal man huske.

At øllet skulle være uden bitterhed, stemmer ikke helt med min smagsoplevelse. Der er godt med malt i smagen - igen i den lidt sødlige bolcheform, og der er faktisk en god syre/bitterhed i tandhalsene og på tungespidsen. På grund af den store syre, bliver øllen ikke decideret vammel, som den voldsomme maltsødme godt kunne have gjort den, men det er som om, syren og sødmen kæmper lidt for meget om pladsen i munden, og aldrig rigtigt går op i en højere enhed.

Syren og bitterheden kommer naturligvis fra humlingen, men der er ikke meget af de traditionelle citrusfrugter og fyrenåle i denne Pale Ale. Dertil er malten for dominerende.

Jeg synes ikke, dette er nogen vellykket øl. Den er sur/sød på en uharmonisk måde - endda lidt metallisk i eftersmagen. Det modnede kan jeg kun fornemme som en snært af overmoden frugt i eftersmagen. Men Stensbogaard skal have point for forsøget på nytænkning af en på alle måder klassisk øltype.

Stensbogaard Bryghus: Modnet Pale Ale: 6/10 på Qvistgaards ØLometer.

søndag den 16. december 2012

Hornbeer: Julegris(k)

Der er mange grunde til at holde af Hornbeer. Hvad enten man er enige med dem eller ej. Hvad jeg så tilfældigvis er... Blandt andet kan man altid glæde sig over Gunhilds morsomme etiketter. Dernæst er der altid  interessant læsestof på flaskerne - i dette tilfælde endnu en bredside til de danske banker. Og så er der jo øllet. Omend det ikke altid har fået topkarakter her i spalten, har det altid været en spændende oplevelse!

Jeg holder meget af folk, der tør sige magten midt imod. Og da magten - i form af Spar Nord - prøvede at lukke munden på brygger Rasmussen, viste ølverdenen stor opbakning til bryggeren - og retsvæsenet udviste rettidig omhu og fik lukket munden på bankfolkene i stedet. Nu er brygger Rasmussen ikke en mand, der holder sig for god til at træde i et åbent sår, så derfor skal årets vel mest øllede måned, julemåneden, naturligvis også have besøg af gris(k)en.

Julegris(k)en er en doppelbock, og dermed en kraftig fætter på over 7 % vol. Interessant er det i øvrigt, at doppelbocken - som den mildere fætter bocken - stammer fra klostre i Sydtyskland, hvor den kraftigt maltede doppel fungerede som 'flydende brød' for munkene i fastetiden. Hvis de har hældt mange af disse 7 %'s bamser indenbords på tom mave, har de jo været pivstive hele fasten! Jeg gad godt se nogle af de illuminerede håndskrifter, der er blevet fremstillet i dén periode...

Der er tale om en relativt lys væske, ikke meget mørkere end classic, med et relativt mørkt skum. Det, der først rammer en i næsen, er chokolade - ikke en særlig mørk, eller bitter chokolade, men heller ikke lys. Snuser jeg til flasken, kan jeg godt fornemme lidt korn og græs, men når først øllet er hældt op, er det kun chokoladen tilbage. Efter en stund dæmpes chokoladeduften dog til fordel for noget mere maltsirup-agtigt.

Smagen er ikke særlig kompleks. Den er brødagtig med en snært af græs, igen chokolade og så en del maltsirup. Fornemmelsen er, at det er en sød øl, men alkoholstyrken gør, at den ikke bliver vammel, end ikke ved stuetemperatur, som jeg helst drikker min øl ved. Efter lidt tid i glasset får øllen en større kompleksitet i smagsbilledet - noget mere korn og brød, måske lidt krydderier som kanel og kardemomme, men som de skriver på flasken: den er krydret nænsomt - og det må man sige ja til. Der er ikke noget brunkageorgie her.

Det ville være synd at drikke øllen til alt for stærke retter, men til et stykke sylte med sennep og rødbede vil den gå fint. Også til risengrød, tror jeg, den kan bruges, men pas lidt på med at servere sødt til sødt. Jeg tror, en steg eller en and vil være for meget for den at løfte. Derimod kunne det være et godt match at sætte den sammen med nogle oste, så længe, de ikke er alt for mugne og alt for gamle.

Hornbeer: Julegris(k): 8/10 på Qvistgaards ØLometer. En dejlig øl, der lægger sig fint ind i rækken af julebocker på det danske marked, men som til gengæld ikke rigtigt skiller sig ud heller - på andet end etiketten og de markante holdninger, naturligvis!


Nørrebro Bryghus: Julemenu med ølmenu

Har han været bortrejst? Syg? Uden øl?! Nej-nej - alt er vel... Jeg har været hjemme, i besiddelse af adskillige gode juleøl, men egentlig mest af alt uden noget at skrive om dem. Det er (langsomt - for sådan er jeg) gået op for mig, at der faktisk ikke var noget interessant at skrive om de øl, jeg trak. De var gode - nogle af dem meget gode - men ingen af dem som sådan fantastiske, og ingen umiddelbart med en interessant historie at fortælle.

Og når man så ellers følger lidt med i ølverdenen, kan man konstatere, at anmeldelser og smagninger og sammenligninger er tilgængeligt i rigt mål i denne tid. Den ene avis efter den anden kårer julens vinder, den bedste øl til juleanden, til julefrokosten, til dagen efter osv., osv. Dertil har der ligesom ikke rigtigt været noget at føje.

Så her forleden dag skulle firmaets julefrokost afvikles, og da vi ikke er så mange, faldt valget på en tur i byen. Jeg kunne ved den lejlighed konstatere, at stort set ingen af de værtshuse og barer, jeg plejede at frekventere, hedder det, de gjorde den gang, og at stort set alle de, jeg kendte 'i byen' er flyttet. Som jeg jo så også selv er...

Derfor var det med spændt forventning, at jeg indfandt mig på Nørrebro Bryghus, hvor vi skulle have en julemenu med fem retter og dertil fem forskellige øl. Dét var lækkert. Jeg har spist der før, og det kan kun anbefales. Bordets eneste kritikpunkt var, at den øl, de havde valgt til ris-a-la-manden - en power-stout af fabelagtige dimensioner og kompleksitet - fik desserten til at blegne lovligt meget.

Menuen bestod i øvrigt af følgende fem retter:


  • Gule ærter med røget flæsk og ølsyltede abrikoser.
  • Koldrøget hellefisk med julesalat og rugbrød.
  • Confiteret andelår med rosenkål, cremet grønkål, appelsinsalat og ristede kartofler.
  • 3 slags oste med sursødt og knas.
  • Ris a la mande budding med Little korkny ale marinerede kirsebær og brunkage crumble.


Ølmenuen var naturligvis sammensat, så de enkelte øl passede til maden, og så der var en god overgang fra den ene til den næste. Retterne kom kvikt, og det gjorde det vanskeligt for nogle af deltagerne at holde trit med øllene, der blev serveret i 25 cl. glas.

Jeg fik ikke noteret mig præcist hvilke øl, vi fik - og det fremgår ikke af bryggeriets hjemmeside - men iblandt var naturligvis en IPA, i dette tilfælde den udmærkede, ikke for kraftige Bombay Pale Ale; en let krydret, lidt sødlig pilsnerøl; en fantastisk lækkert humlet Citras-ale - vi blev enige om, at den minder om de 'pink grape' sodavand, man kunne få engang, men den blev mere 'human' hen på aftenen; den voldsomme og voldsomt komplekse stout, jeg nævnte tidligere - og ud på aftenen skulle vi alle prøve den pompøse Little Korkny Ale, en barley wine, der skal drikkes i små mængder og af vinglas, men som til gengæld er lige så god som en god portvin.

Det glæder mig, at Nørrebro Bryghus er i stand til at levere et så gennemarbejdet arrangement - og ikke mindst, at udvalget af øl er så bredt og af så tordnende høj kvalitet, som vi oplevede det. Det er vigtigt ikke at bedømme bryghuset på sine flaskeøl - de er lidt fantasiforladte synes jeg. Tag i stedet ned i kælderen og smag på det, der er i hanerne - og som i øvrigt er brygget på stedet. Her er der variation, kreativitet, udfordringer og meget, meget høj kvalitet...

Nørrebro Bryghus: Julemenu med ølmenu: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Faktisk synes jeg, de skal have fuldt hus, men det ville ikke være fair, for der var nogle småting, der intet betyder, for den samlede nydelse, men som ikke gør det muligt at gå helt i top.

søndag den 2. december 2012

Ørbæk: Jingle Bells Julebryg

Man vil muligvis erindre, at jeg var lidt mellemfornøjet over Ørbæks Santa C Ale. Lidt for tynd, selvom den ikke som sådan var dårlig. Nå, men som så mange andre bryggerier har også Ørbæk andre øl til den tilstundende højtid at byde på, således f.eks. Jingle Bells Julebryg.

Af bagsideetiketten fremgår, at det er en øl i fransk/belgisk juleølstradition. Vi fortsætter med andre ord i traditionen med sødede og krydrede dark ales, formentlig baseret på en belgisk trapistgær. Af etiketten fremgår desuden, at de selv synes, deres øl er noget særligt. Udtryk som 'unik' og 'helt speciel' optræder flere gange - uden at man bliver synderligt meget klogere af det.

Ingredienslisten er lidt mere sigende: bygmalt, hvedemalt, maltet rug (er det mon det samme som rugmalt?) og havre (det plejer at give et blødt, cremet skum). Og så krydderier - ikke nærmere specificeret. Der er derfor ikke andet at gøre, end at smage på den...

Mørk brun væske, beige skum. En duft, der er overraskende lidt brødagtig, de mange korn- og malttyper taget i betragtning. Selvom duften ikke er markant, er det en meget harmonisk duft med julekrydderier som kanel, kardemomme og noget 'bagt', jeg ikke rigtigt kan identificere - måske noget kommen?

Smagen hænger også flot sammen. Igen er det krydderierne, der råder, men under dem finder man en rigtigt god bund af maltene - rugens lidt tunge, mørke noter klæder den ellers lidt sprittede smag rigtigt godt. I eftersmagen er der lidt mere kant fra spritten (7% vol.), men også en dejlig fornemmelse af at have spist brunkager og vaniljekranse.

Igen en lænestolsøl, men også en rigtigt stærk ledsager til de tunge, kødfulde, varme retter. Julefrokosten vil jeg nok holde den fra, men til and og steg er den et oplagt valg.

Ørbæk: Jingle Bells Julebryg: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Den er ikke spændende nok til at få mere, selvom den smager godt...


lørdag den 1. december 2012

Bryghuset Svaneke: Jule Spektakel

Det var ikke gået i min tid som spejder! Jeg mener: flæskesteg med hvide og brunede kartofler, hjemmelavet rødkål og lige så hjemmelavet agurkesalat, brun sovs - og confit de canard! Hvad gi'r du mig?? Andelår stegt i andefedt... Og her taler vi altså om aftenmenuen på en spejderlejr for 9-11 årige unger - i hytte! Faktisk Danmarks ældste spejderhytte...

Dette opulente opbud af mad blev jeg vidne til, da jeg måtte hente min datter før tid fra selvsamme lejr i anledning af noget familie-tamtam, hun partout skal deltage i dagen efter. Og de venlige - men bestemte - ledere insisterede så på, at jeg tog del i ungernes aftensmåltid. Så for pokker... Ja, men man klapper jo hælene sammen og makker ret, og det fortrød jeg så ikke - heller ikke selvom jeg havde spist aftensmad én gang.

Nu sidder jeg så i eget hjem - stopmæt - og trænger faktisk til noget, der kan sætte lidt gang i systemerne igen. Og hvad kan nu ikke det, bedre end en gang husspektakler!? Og da jeg er for afkræftet til at skændes med nogen, vælger jeg den form for spektakel, der fås på flaske - i dette tilfælde udstedt af det (næsten) altid drikværdige Bryghuset Svaneke.

Der er tale om en stærk belgisk ale på 8 % vol., og som jeg tidligere har ymtet det i disse spalter, er det nok så ofte de lidt for høje promiller hos jule-(samt påske- og pinse-)gæsterne, der får skænderierne og spektaklet til at vokse frem af ofte ellers tilsyneladende hyggelige omstændigheder... Og som Svaneke skriver: det er noget, der hører julen til lige så meget, som det brændende træ... Jeg ved ikke, hvordan de holder jul på Bornholm - jeg antog, det var som i resten af landet - men det lyder sgu' som om, de forstår at feste igennem...

Nå, anmeldelsen har Svaneke for en sikkerheds skyld selv skrevet på etiketten. Med farve, skum, duft, smag og eftersmag  og det hele. Det kunne jeg så bare citere her. Men det gider jeg ikke - så er der jo ingen grund til at smage på øllen! Nu får du min version, og hvis det lyder godt, kan du selv gå på jagt efter en flaske og se, hvad Svaneke selv mener om deres øl.

Farve på øl og skum siger ren brown ale. Mørkebrunt fluidum og mørkt beige skum. Men duften er ingenlunde brown ale'sk. Tvært imod er den let som en sommerdag med kun en anelse gærduft. Blommer, vanilje, lidt friskfældet fyr (ja, det kunne såmen godt være et juletræ!). En snært af noget citrus, muligvis decideret citron. Duften er ikke overvældende, man skal lede noget efter nuancerne, men den er dejlig harmonisk.

Der er noget mere brødagtigt over smagen, noget kage... Brunkager, karamelrand, syltede pærer med vaniljecreme (det er nok bare noget, jeg bilder mig ind) - alt sammen accompagneret af en vis bitterhed og nogen sprittethed, der jo ikke er så mærkelig, styrken taget i betragtning. Der er også noget metallisk i eftersmagen.

Det er en udpræget hyggeøl. Når pakkerne er pakket op, træet brændt ned (for nu at blive i den bornholmske tradition...) og far har fået slippersne på - så er dette en velfortjent belønning. Og den kan bestemt også hamle op med både and og flæskesteg. Sågar kirsebærsovsen til ris-a-la-manden vil den kunne tumle - særligt hvis det er den gode slags, smagt til med portvin eller mørk rom!

Bryghuset Svaneke: Jule Spektakel: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Smagen er lidt for uharmonisk - måske lidt vel konstrueret til topkarakter. Men der er ingen tvivl om, at vi har fat i en kvalitetsøl.

Det er far til venstre...

tirsdag den 27. november 2012

Brew Dog: There Is No Santa

(Bonusøl nr. 2)

Faktisk er denne øl købt på udsalg efter jul 2011. Og strengt taget er den for gammel i flg. datostemplet. Det skal man dog ikke tage så højtideligt, når der er tale om velmaltede, mørke øl, som tilfældet er her. Derfor anmelder jeg den alligevel... Jeg ved faktisk ikke, om man kan købe den i år - bryggeriet har den ikke på deres hjemeside...

Jeg ved heller ikke rigtigt med navnet - jeg mener: det er da meget sjovt med en så radikal proklamation, når man sætter den på en øl, der er så udpræget julet, som tilfældet er. Noget andet - og mere ufrivilligt morsomt - jeg opdagede, kun fordi jeg havde smagt vinter IPA'en kort tid før, er, at de har genbrugt etiketteksten 100% - på nær, at winter IPA er blevet til winter stout. Hele resten af fortællingen er helt den samme...

Men denne gang er der i sandhed tale om en sæsonøl: de har brygget den på kakao og ingefær, og det har givet øllen en meget speciel men også meget delikat smag af ... brunkager! Faktisk er det så markant, at den slet ikke smager af andet. Hverken malt eller humle. Kun brunkager. Rigtigt, rigtigt lækre brunkager, der er tilpas 'friske', fordi de kommer i øl-form.

Jeg sad og fik nogle ret hyggelige billeder af, hvordan man kan lave sin egen: tag en hel pakke brunkager. Knus dem til fint smulder, bland dem med en relativt neutral, klassisk ale, lad det trække en dags tid - og voila! Bortset fra, at jeg forventer, den blanding vil blive noget grødagtig i konsistensen og temmelig flad - hvilket slet ikke er tilfældet her.

Brew Dog: There Is No Santa: 10/10 på Qvistgaards ØLometer! En vaskeægte lille hjælper i, hvad der for nogle er en svær tid at komme igennem...

mandag den 26. november 2012

Brew Dog: Hoppy Christmas

Jeg må med skam melde, at jeg har drukket nogle af de øl, der fremgår af anmeldelsen af Amager Bryghus' Julebryg 2012. Endda uden at tage smagenoter... Men jeg TRÆNGTE sådan! Til noget rart, til noget blødt, til noget varmt i denne voldvåde, voldforblæste, voldhyggelige opvarmning (eller snarere nedkøling) til den rigtige julemåned.

Fra erindringen vil jeg nævne, at Skovlysts Julebryg (mørk ale) ikke har været i mit hus for sidste gang! Stor smag af kanel i en mørk, varm ale - den smagte rigtigt lækkert... Hancocks julede pilsner er altid et besøg værd - om ikke for andet, så for den formidable tjekkiske humle, de anvender og altid har anvendt i deres lækre bryg. Der er her mest af alt tale om en pilsner med lidt ekstra fylde og sødme, men klart baseret på den hancock'ske grundstamme - og den vover de også lige at pille ved!

Ikke at jeg dermed er løbet tør for juleøl - ingenlunde - men alligevel er aftenens smagning en lille bonus-øl til samlingen inden rosinen i pølseenden: Svanekes Julespektakel... Brew Dog er noget så sjældent som et skotsk mikrobryggeri, der i den grad har fundet vej til de danske ganer. Med deres til tider - og med sikkerhed fuldt bevidst - noget overgearede øl, og ikke mindst ditto bagsideetiketter (hvor de ikke holder sig for gode til at skælde kunderne hæder og ære fra), går man gerne til øllet med en vis spænding de første par gange. Men efter at have smagt 3-4 af deres øltyper vil jeg sige, at man roligt kan læne sig tilbage og nyde rejsen ind i den fortryllede og fortryllende verden, som velsmagende øl udgør.

På Hoppy Christmas bliver man ikke skældt ud. Tvært imod: dette er en trøster og støtte til dem, for hvem, julen er lidt af en kamp at komme igennem, og som ind imellem finder sig selv på grænsen (af hvad skriver de dog ikke)... En Vinter IPA kalder de øllen - egnet til at blive nydt ved pejsens buldrende ild - behørigt iført den obligatoriske, hjemmestrikkede julesweater...

Hvad en vinter-IPA egentlig er, har jeg ikke kunnet finde ud af ved at google begrebet. Men jeg er nået frem til den konklusion, at det er et udpræget britisk fænomen - måske fordi de har så meget regn og rusk i vintermånederne, og derfor har brug for noget lidt ekstra at styrke sig på. Men de har kun sjældent sne og frost, som vi kan have det, og som i den grad kalder på porter... Jeg vil derfor formode, at denne lille 'festive pale ale', som de kalder den, har noget ekstra varme i duft og smag. Det kommer dog ikke fra alkoholen, der holder meget beskedne 4,2 % vol.

Jeg så en anmelder på Youtube, der praktisk taget proppede flaskehalsen op i næsen som noget af det første, han gjorde efter at have åbnet den øl, han sad med. Det gav ham naturligvis et meget spontant indtryk, så uden at gå helt så radikalt frem har jeg også 'snuset til halsen', som han kaldte det, og det første, der ramte mig, var en voldsom frugtighed: fersken og ananas - måske ikke det mest efterårsagtige...

Efter at være kommet en tur i glasset (altså øllen), kunne jeg konstatere, at der også var kommet friske, grønne topskud af gran i duften. Også salvie står tydeligt. Man fornemmer også en markant bitterhed, der nok skal vise sig i smagen. I øvrigt er øllet helt pilsnergult og skummet helt hvidt - så ingen overraskelser dér.

Og ja, bitterheden er voldsom i smagen. Og det er frugtigheden også. Det er næsten ren grapesaft, det her... Efter lidt tid i glasset dæmpes grape-smagen og man fornemmer mere almindelige citrusnoter, et mere balanceret smagsbillede, der også levner plads til fyrenåle og appelsinskal (med den hvide hinde på).

Det er en supersjov øl. Den er også rigtigt velsmagende. Men som vinterøl eller juletrøster synes jeg ikke, den egner sig bedre, end så mange andre øl. Den er måske lidt sødere i eftersmagen end en 'normal' IPA fra Brew Dog (f.eks. den såkaldte Punk IPA), men den bringer ikke noget til bordet, der peger i retning af jul - jeg kan sagtens se mig selv drikke denne på terrassen en sommerdag i stedet...

Brew Dog: Hoppy Christmas: 9/10 på Qvistgaards ØLometer.


lørdag den 17. november 2012

Ørbæk: Santa C Ale og Midtfyns Bryghus: Jule Ale

Min gode kollega filosoffen og jeg blev forleden enige om, at der i år er kommet flere af de lysere juleøl som f.eks. juleales på markedet her først på sæsonen. Det kan være, de mørke og tungere tager revanche senere hen, men det kan også være, at udviklingen i udbuddet er udtryk for den stigende anerkendelse hos det ølkøbende publikum af det raffinement, det er muligt at give en ale frem for en f.eks. porter.

Der er ikke noget så morsomt som en lille 'smack down', som amerikanerne på slang'sk vis kalder en sammenligning, imellem to både sammenlignelige og meget forskellige kombattanter. Selvom udtrykket 'smack down' kommer fra den aldeles modbydelige sport wrestling, vil dagens sammenligning af to juleales blive både civiliseret, afdæmpet og frem for alt påklædt.

Ud over, at de to øl i dagens sammenligning synes relativt ens på overfladen, ligger også de to bryggerier nær hinanden - i hvert fald i kilometermæssig forstand: der er under 30 km. fra Ørbæk til Midtfyns - og ca. lige så meget den anden vej.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på de kulturelle afstande på Fyn, men jeg kunne godt forestille mig, der i folks hoveder var væsentligt længere. I hvert fald er der ret stor forskel på bryggerierne på snart sagt alle andre områder:

  • Ørbæk blev grundlagt i 1906, revitaliseret i 1996 - og ved den lejlighed etableret som økologisk mosteri og sodavandsbryggeri. Midtfyns blev derimod grundlagt i 2004 og så sent som 100 år efter grundlæggelsen af Ørbæk begyndte Midtfyns at lave sine egne øl.
  • Midtfyns laver øl. Mange forskellige af slagsen, men altså: øl. Ørbæk laver øl (nå-da-da...), sodavand, juice, cider, saft og smoothies - og sørme om de nu ikke også har single malt whisky og snaps på menuen - i sandhed en alsidig produktion

Om de to øl oplyser bryggerierne respektivt følgende:

Ørbæk om Santa C: "... let men samtidig fyldig julebryg." Og af indholdsfortegnelsen fremgår, at der er anvendt bygmalt, havre, humle, vanilje, appelsin, gær og vand. Dette borger jo nok for en vis lys- og lethed, så lad os håbe, appelsinen og humlen giver noget bitterhed til det lidt søde i havren og vaniljen. 

Midtfyns skriver om Jule Ale: "... old english ale med julens smagsnuancer. Krydret med appelsinskaller, korianderfrø og kardemomme. Resultatet er en jule ale med en fyldig krop og en afbalanceret tør eftersmag." Af indholdsfortegnelsen fremgår dog også, at man både har anvendt bygmalt og hvedemalt. 

Der er således både overensstemmelser og forskelle i udgangspunktet. Da Ørbæk formentlig er den lettere af de to (og i hvert fald mildere med 5,8 % vol. imod 6,8 % vol.), vil jeg starte med den.

Ørbæk: Santa C Ale

Farven på øllet er kun ganske lidt mørkere end pilsner og skummet er knækket hvid. Duft er der ikke meget af. Lige i starten kan jeg kun fange lidt korn, der nok skyldes hveden. Senere - efter et minuts tid - kommer der en snært af våde raksokker, men den forsvinder heldigvis hurtigt igen. Tilbage står en lidt mere tydelig duft af, hvad der bedst kan karakteriseres som 'grød'. Det lyder ufedt, men i dette tilfælde er det det slet ikke. Det er ikke bare kogt korn, det er tilberedt...

Entréen er overraskende mild - næsten fraværende, men så - når øllet rammer smagsløgene inde bagerst i mundhulen - kommer smagsnuancerne. Igen lidt grød, måske lidt appelsin (jeg var nok ikke kommet på det, hvis ikke, jeg havde læst det) og efter et stykke tid ret tydeligt vanilje. Rigtig vanilje, ikke som i færdiglavede industrivaniljekranse. Desuden kommer der efter ca. 5 min. en egentlig surhed på tungen, som jeg ikke rigtigt kan identificere ophavet til. Men så forsvinder smagen - al smagen - hurtigt igen. Eftersmag er der ikke meget af.

Der er måske nok tale om en ale, men så er det af den svage og lidt karakterløse slags. Dertil lidt julekrydderi, men efter min smag alt for lidt. Til mad? Nej, den første bid af snart sagt hvad som helst vil slå den ihjel. Nyd den som aperitif før måltidet eller som en hyggelig hverdagsøl.

Ørbæk: Santa C Ale: 7/10 på Qvistgaards ØLometer. For tynd og med for lidt karakter. Men ikke som sådan en dårlig øl.

---

Midtfyns Bryghus: Jule Ale

Samme farve øl - måske en tand lysere. Samme farve skum. Men i duften har vi fat i noget helt andet her. En markant duft af noget syltet - f.eks. syltede appelsinskalder. Men også en snært af noget parfumeret grænsende til det kunstige. Det må være kardemommen, der er lagt i med rundt hånd. Duften ændrer sig ikke meget over tid, men får en lidt mere dejagtig karakter.

Øllen er decideret sød, grænsende til det vammelsøde. Og med rigeligt med kardemomme i er det lige før, det er for meget. Korianderfrøene synes jeg ikke rigtigt, jeg kan finde. Efter lidt tid samler smagen sig til noget, der minder om hjemmelavede pebernødder, hvor posen med kardemomme er blevet tabt ned i dejen.  Lidt kageagtig... Appelsinskaldsbitterheden er klart til stede i eftersmagen.

Til mad? Jo, det tror jeg nok, men jeg kan ikke helt greje til hvad. Det skal være noget, der er sødt. Men ikke fedt samtidig med - det vil slet ikke virke. Jeg kan faktisk kun se ris-á-la-mande for mig lige nu...

Midtfyns Bryghus: Jule Ale: 6/10 på Qvistgaards ØLometer. Jeg må sige, jeg faktisk ikke bryder mig om den. Den virker konstrueret, overgjort - og så med alt for meget kardemomme. 

Det er Santa C, der er i glasset...

onsdag den 14. november 2012

Bryggerigaarden: Original Julebryg

Yummi! Jeg elsker koriander - og så er der endda et bryggeri, der har puttet det i øllen sammen med andre rare sager som humle, bygmalt og Cassonadesukker, en belgisk urafineret sukker. Sammen med en alkoholstyrke på 7,5 % vol. er der her lagt op til en ordentlig julebamse af en belgisk dubbel-inspireret øl. Og hvem er nu det - som til og med smykker sig med prædikatet "Dansk Håndbryg" og et 'stempel', der siger "ægte dansk mikrobryg"?

Jo, det er ret morsomt: når man troskyldigt følger www.bryggerigaarden.dk (prøv selv!), så havner man lige inde på hjemmesiden for ... Vejle Bryghus! Forklaringen kommer, når man graver lidt i historien (bogstaveligt talt...):

"Bryggerigaarden er fællesbetegnelsen for et bredt udsnit af vejles førende restaurationer. Nogle har eksisteret i mange år, mens andre er helt nye. SevenOaks, Krokowski/Lipstick, Den Knæhøje Bar, Natgrillen, Tortilla Flats, Vejle Bryghus, Remouladen og The Lodge, danner tilsammen navnet Bryggerigaarden."

Nå, så er det ikke helt så eksotisk alligevel. Jeg mener: "Remouladen"!? Og "Natgrillen"!? Hvad skal man snart forvente...?

OK, over til øllen: Mørk ravfarvet øl og beige, ret flygtigt skum. Duften er ikke markant, men det, der er af den, er dejlig humlet; nogle gode olier smører indersiden af næseborene! Smagen er klart til den sødlige side; der er ikke sparet på sukkeret. Der er som ventet også en god skarphed fra nok især alkoholen, men jeg bilder mig også ind, at der er noget humlet bitterhed.

Smagen er ikke kompleks, men kantet, grænsende til det sprittede - sammen med det sukkersøde. Korianderne kan jeg desværre ikke rigtigt finde. Måske lidt 'grønt' i eftersmagen, hvis man virkelig smasker igennem? Hvilket de færreste nok gør til en julefrokost.

Apropos - kan denne øl bruges på et julebord? Jeg ville klart servere den til noget fedtet stegemad, f.eks. flæskesteg, stegt flæsk med løg og æbler eller revelsben. Den vil fint kunne opløse fedtet i maden og samtidig bane sig vej med en sukkersødhed, der kan passe meget godt til f.eks. en marinade til benene eller en let sukret rødkål - for ikke at tale om de brunede kartofler. Men selve julefrokosten ville jeg nok holde den fra.

Bryggerigaarden: Original Julebryg: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Det er en udmærket øl, dog mangler den altså lidt karakter (og koriander)... Men godt gået af Remouladen og de andre i Vejle. I øvrigt synes det at fremgå, at Restaurant Remouladen er et nydeligt sted, der godt kan lave mad, når man kigger nærmere efter på Bryggerigaardens (aka. Vejle Bryghus') hjemmeside...


tirsdag den 13. november 2012

Amager Bryghus: Julebryg 2012

Så så man lige far her tage stridsvognen sydover til det farlige-farlige Metro, der har så stort et udvalg af godtøl, at man risikerer at ryge direkte i gældsfængsel. Og dér, midt i hallen stod så lige en samling juleøl, der alle så rigtigt flinke og rare ud... Det blev til en beskeden udvidelse af sortimentet på ølhylden, og en beslutning om nu at gå 'all in' med juleølsanmeldelser. Jeg har allerede anmeldt nogle få (se selv efter), og de kommende dage og uger bliver det så nedenstående syv stk. ØJ, hvor jeg glæder mig!


Jeg har ingen idé om, hvilken rækkefølge, jeg skal tage dem i, men da jeg tilfældigt greb Amagers som det første 'offer', kunne det jo være alfabetisk efter bryggeriets navn? Nå, lad os nu se - den slags form og struktur interesserer mig dybest set ikke.

Det helt samme vil jeg sige om den fortælling om lagerforvalteren Kurt, der står på etiketten til dagens øl. Enten er det en meget intern joke, som jeg ikke skal forstå, eller også er det noget værre vrøvl, som jeg ikke kan forstå... Hvad jeg derimod forstår er, at der her er tale om noget så spændende som en imperial hvidtøl.

I Gyldendals Store Danske kan man om hvidtøl læse følgende:

"... overgæret ølsort, oprindelig brygget på vind- eller lufttørret malt, som kaldtes for hvidmalt. Ved hjemmebrygning var denne maltningsmetode lettere at styre end kølning, som bestod i en ovntørring, rygning eller ristning af bygmalten (se kølle). Hvidmalten blev brugt i bøndergårdenes bryggerser til langt op i 1800-tallet.

På mange bryggerier brugte man mørk malt til hvidtøllet, som udviklede sig til den mørkt farvede, sødlige og stærkt skummende, alkoholsvage ølsort, vi kender i dag. Enkelte bryggerier producerer en lys hvidtølstype. Mange af de danske bryggerier udviklede fra at være hvidtølsbryggerier til at brygge øl i bayersk stil fra 1850'erne."

At den af Amager så desuden betegnes Imperial må henvise til, at den er stærkere og kraftigere i smagen, end den normale type - altså potentielt en udbalancering af den kraftige sødme, normalt hvidtøl er præget af. Det er ellers en spændende indholdsfortegnelse, man kan finde på flasken: Pilsnermalt, hvedemalt, Carahell-malt ('hell' refererer til, at den er lys (på tysk) - vi er ikke over i dødsmetalmaltene her...), chokolademalt, rørsukker, Glacierhumle, Cascadehumle og amerikansk overgær.

Skal vi tolke lidt på dette, kan vi nok forvente en let bund af de lysere malte som Pilsner og hvede, derpå et lag af karamel- og chokoladesødme, afsluttet med et lille snært citrus - ikke noget voldsomt. Dertil vil jeg så forvente en let snerpen fra de 6,9 % vol., der uden tvivl lader sig mærke... Det bliver spændende, det her!

Farven på væsken er Brown Ale-agtig og uigennemsigtig. Skummet er beige med et udmærket hold. Duften er meget præget af malt. Lidt dej, lidt bagt brød. Ikke så meget andet. Hvis duften er 'simpel' og lidt tung i næsen, er smagen til gengæld rigtigt flot sat sammen. Der er tydelig karamel. Også lidt chokolade bagerst i ganen - som eftersmagen af et godt stykke flødechokolade. Men der er også en tilstrækkelig bitterhed (20 IBU oplyses det på etiketten - og tak for det) og 'sprittethed' til at balancere det sødlige.

Minder duften lidt om en overgjort mikrobryg-stout, er smagen frisk som en lykkelig forening af pale ale og brown ale. Humlen er ikke markant på nogen måde, men man er ikke i tvivl om, at den er der; bundsolid ramme til at bære karamellen og det søde.

En øl til julebordet? Ja så afgjort. Sæt den ind sammen med kødretterne når sild og andet godt fra havet er blevet sat til livs. Og lad den endeligt flyde helt igennem til osten og konfekten - det kan den sagtens bære.

Amager Bryghus: Julebryg 2012: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Duften er lidt en 'turn off', men det glemmer man, straks man sætter glasset til munden.


lørdag den 10. november 2012

Tuborg: Julebryg

Det kan godt være, jeg mest anmelder specialøl - og så specielle er de færreste af dem så alligevel; de kan dog oftest købes i dagligvarebutikker. Men det er altså vigtigt, at man har sine referencepunkter på plads. Og dér er sæsonøl nr. 1 et godt bud: Tuborgs Julebryg. Det er måske den mest solgte sæsonøl overhovedet, og i hvert fald den, der afventes med størst om ikke spænding, så hurlumhej i form af reklamer, specielle arrangementer osv.

Nu er det min klare og faste overbevisning, at der er for meget kulsyre i danske konsumøl. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være sådan, men alt fra helt almindelige discountpilsnere til, ja f.eks. denne julebryg, er så prop fyldt med kulsyre, at man bliver bøvset og kvalm af bare et par stykker, hvis ikke, man behandler dem således:

Skaf et stort, rummeligt glas. Hæld øllen ned midt i glasset, gerne fra stor højde (½ meter er ikke dårligt). Lad det plaske lystigt. Derved opnår du tre ting: kulsyren kommer ud, så du kan drikke noget mere øl uden at blive dårlig i maven, der dannes et udmærket skum hen over øllen - i hvertfald for en stund - og vigtigst af alt: når kulsyrens kunstige surhed forsvinder, kan du faktisk smage øllen!

- og der var mere tilbage i dåsen. Dansk øl kræver plads!
I en Tuborg Julebryg er der bygmalt, hvilket ikke er nogen overraskelse. Det er så til gengæld også den eneste malt, der er i. Godt for det. Hvad der måske er mere overraskende er, at der også er byg og lakrids i. Lakrids er ikke et totalt fremmedelement i øl, men det er trods alt ikke hver dag, man falder over det i ingredienslisterne.

Duften er velafbalanceret - jeg kan ikke identificere byggen selv, som potentielt kunne give lidt græssmag (for de uindviede: korn er i virkeligheden græs...). Men man fornemmer godt, at det er en velmaltet øl. I duften er det dog sødmen fra lakridsen, der dominerer.

Smagen er mere i retning af et maltbolche tilsat lakrids. Det smager faktisk godt. Der er en rundhed fra malten og det søde i lakridsen, men det er ikke en kedelig lakrids, de har brugt; der er en udmærket bitterhed til at balancere det søde. Så selvom den er sød og lidt fed i smagen, er den samtidig også frisk. Især hvis den serveres kold. Det gør den nok som oftest til julebordet - i hvert fald de første par stykker, og derefter kan det som regel være ligemeget.

Øllen holder beskedne 5,6 % vol., hvilket nok er meget godt, da det er en meget hyppig gæst til juleselskabeligheder blandt selv ganske unge mennesker. Og meget ballade kommer der jo gerne ud af det - især hvis øllen har været for stærk...

Tuborg: Julebryg: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Det er en velkomponeret (og velafprøvet) øl, der passer til stort set alt, man kan sætte på julebordet. En rigtig all rounder, der jo også har ramt rimeligt meget plet her til lands.

torsdag den 8. november 2012

Indslev Bryggeri: Jule Hvede

Man kan spørge sig selv, hvilken besynderlig variant af flagelanteri det er, når jeg - der ofte nok deklamerer min modvilje imod hvedeøl - gang på gang skal smage bryg fremstillet på den til brødfremstilling langt mere velegnede kornsort - altså hvis du spørger mig... Men forklaringen er ligetil: det udmærkede lille bryggeri Indslev formår - på trods af den for mig så vanskelige ingrediens - ind imellem at producere ikke bare rimelige men decideret velsmagende øl.

OK - jeg har ikke været overstrømmende i alle mine anmeldelser, men deres stædige insisteren på, at man kan lave snart sagt alle typer øl - blot med hvede i stedet for byg - er forfriskende provokerende; en handske, jeg ikke kan lade være med at tage op...

I forlængelse af gårsdagens Rød Jul fra Svaneke er det så helt rimeligt og fornuftigt at afprøve Indslevs Jule Hvede (som i henhold til dansk retskrivning retteligt skal skrives Julehvede, men lad nu det ligge...). De beskriver nemlig øllen som rødlig som mørkt rav. Men så tror jeg også, vi er ved at have udtømt lighederne. Dette er en velmaltet øl (fem typer malt af hvede og byg) modsat Svanekes velhumlede. I Indslevs er der fokus på de varme krydderier fra julehylden: nelliker og kanel. Ganske underfundigt skriver de, at øllen smager som julen dufter. Jeg tror, alle har klare omend nok lidt forskellige billeder i hovedet på baggrund af den melding.

Så meget for teorierne - som udpræget praktisk anlagt siger jeg: til sagen!

Der skal nu mere end almindelig fantasi til at se røde toner i øllet. Farven er som en classic, dog med et let slør, der stammer fra, at øllen er ufiltreret. Skummet er lyst beige, og forsvinder hurtigt. I starten var der ikke meget duft; en varm duft af forventningens glæde. Lidt hvede. Ikke meget andet.

Efter et stykke tid blev det en mere stram oplevelse at stikke næsen i glasset. Jeg tror, det var de 6,5 % vol., der kom op og sagde goddag... Efter at skummet var faldet til ro, var vi tilbage ved den lette duft af franskbrød - den lyse del, vi plejede at hive ud til fordel for flødeboller... Og så lidt velkomment citrus.

Smagen er decideret lækker. Sød, men lækker. Rund som en julekage, krydret som en ... nå ja, julekage. Men væsentligt lettere... Der er kanel i smagen - så afgjort. Ikke overdøvende eller ubehageligt, men tydeligt. Nelikker måske også, ja. Men jeg tænker meget mere på klejner, brunkager, mandariner, konfekt med marcipan og nougat, valnødder, ja alt det lækre, der er på 'snackbordet' til jul. Det er ikke en 'madøl', men en udpræget 'kageøl'. Når damerne har fået kaffe nok efter frokosten, og alle trænger til en 'spids'. Server dette i stedet for sød alkohol.

De skriver på flasken, at den passer perfekt til den danske julefrokost. Det er jeg meget uenig i. Den vil dø på stedet, hvis den blev ramt af sild, sylte, rullepølse og medister med rødkål. Den vil stå sig rigtigt flot som et sjovt alternativ til de mørkere øltyper til en ris a la mande, men problemet her er, at når vi først frem til det punkt, er smagsløgene så bedøvede, at den ikke kommer til sin ret.

Indslev Bryggeri: Jule Hvede: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Der er trods alt kælet for lidt for duften til at opnå makspoint. Men godt gået - af en hvedeøl!

onsdag den 7. november 2012

Bryghuset Svaneke: Rød Jul

Nogle gange er navne på øl fantasifulde ("In Your Pale Face IPA", f.eks.), nogle gange mest mærkelige ("Kakerlakpuler" kunne være et eksempel) - og andre gange decideret tvetydige. Sidstnævnte kategori må navnet på dagens øl høre under: "Rød Jul". Alle ovennævnte øl er i øvrigt brygget af Svaneke...

Da jeg først så øllen, må jeg indrømme, jeg tænkte på, om de nu er blevet kommunister derovre på øen! Men det er nok ikke umiddelbart årsagen til navnet... Så tænkte jeg på rød jul som kontrast til hvid jul - noget med ... øh, blod? Næppe. Hvis ikke som kontrast, så som komplementær størrelse: hvid og rød sammen i skøn forening; flettede julehjerter, Dannebrogsflag osv.? Det passer bedre, men den hedder jo ikke rød-hvid jul. Blot Rød Jul...

Nå, ok, af etiketten fremgår, at øllen er rød. Rød som Rudolfs tud. Det kunne naturligvis også være forklaringen. Af øvrige informationer fra bagsiden, kan bl.a. nævnes "...en behagelig grundsødme fra ikke at være helt nedgæret." Det må betyde, at der er noget restsukker i. Og videre "... bl.a. passionsfrugt og urter venter ...". Ja, det lyder jo... øh, interessant.

Nå, lad os se på sagerne. Der er tale om en undergæret stærkøl (5,7 % vol.), og skummet er da også ganske flygtigt, omend det bobler flot i glasset. Skummet er beige, mens selve øllen er ravgul - og ganske rigtigt med en tone af rød.

Duften er let men frisk. Frugtig, ja - måske ligefrem passion (og "passion" er jo noget meget juleagtigt!). Toner af urter - ikke de fede, men nogle lettere som salvie, citronmelisse og den slags. Smagen er også let - i hvert fald i starten. Så kommer der en kant, som rammer siden af tungen før sødmen sætter ind. Det sødlige er mest i eftersmagen, mens kanten utvivlsomt kommer fra bitterheden i humlen, der efter sigende skulle være tilsat med rund hånd (Hallertauer - tysk pilsnerhumle, og Columbus - oftest associeret med Pale Ales).

Der er tale om en uskadelig men desværre også lidt uinteressant øl, selvom vi er i kategorien velhumlet. God til at nyde som aperitif inden frokosten - helt oplagt. Havde det været en sommerøl, ville jeg have karakteriseret den som en terrasseøl. Men det er nok ikke ligefrem meningen. Skal man sammenligne den med andre typer er det helt klart relevant at nævne Red Ales, f.eks. irske, som også er både milde og søde. Og røde.

Bryghuset Svaneke: Rød Jul: 7/10 på Qvistgaards ØLometer.


lørdag den 3. november 2012

Nibe Bryghus: Lanternen Belgisk Dubbel Julebryg

Lanternen er en rigtig blandingsøl. Den er lavet på belgisk gær, men med amerikansk og engelsk humle. Det er en belgisk inspireret dubbel (altså ikke en trippel), men alligevel 'brandes' den som en juleøl.

De skriver på etiketten, at den er kastanjebrun, og det er i sandhed rigtigt - og cirka lige så gennemsigtig som en kastanje. Skummet fortager jeg hurtigt, men er ellers pænt beige.

I duften er der noget blomstret - eller også er det bare mine bange anelser, når det nu er en belgier? Det kan naturligvis også være humle... Der er også en lille snært af gær, som kan stamme fra de gærrester, der sikkert er det, der gør øllen uklar.

Smagen er meget blød. Den er blottet for bitterhed. På trods af en alkoholstyrke på 6,5 % vol., er den helt ude af stand til at frembringe så meget som snerten af sprit. Derimod er smagen udpræget rund, kageagtig, en chokolademuffin med ikke helt nok chokolade... Misforstå mig ikke, den smager ikke af dej eller ufærdig, den smager bare af kage - og ikke så meget andet. Det er en rar kage. En mild kage med rundhåndet brug af sukker i dejen.

Men man sidder lidt og savner noget krymmel eller flødeskum. Et eller andet, der kan gøre den interessant.

Nibe Bryghus: Lanternen Belgisk Dubbel Julebryg: 6/10 på Qvistgaards ØLometer

Dobbeltanmeldelse: Pladderballe Bryghus: Kakerlakpuler og Pladderballe Bryghus: Kakerlakpuler

Den er go' nok. Jeg skal anmelde den samme øl to gange. Dvs. på overfladen det den samme øl, der er i de to flasker. De er fra samme fantombryggeri: Pladderballe Bryghus. De hedder begge Kakerlakpuler. De er begge stouts. Og etiketterne er stort set ens - med et par væsentlige undtagelser, jeg vil komme tilbage til nedenfor.

Jeg har skrevet om det før, men nævner det lige igen her: da Pladderballe Bryghus startede sin produktion, var det i form af øl, brygget af Slotsbryggeriet Føniks, som hed 'slotsbryggeri', fordi de indtil meget kort tid før havde været bosiddende på Gavnø Slot - eller rettere: i et par af staldbygningerne, som siden er overtaget af Gavnø's eget bryggeri.

Opgaven var imidlertid for stor for Føniks - bl.a. fordi det var tanken, at øllen skulle distribueres landsdækkende gennem Coop-butikkerne, og det kræver et vist volumen at kunne det. Føniks knækkede nakken. Et paradoks, der dog ikke er ukendt i iværksætterverdenen: at blive kvalt i sin egen succes...

Nå, men de gode folk i Pladderballe lod sig ikke sådan slå ud, og har siden entreret med Svaneke Bryghus, hvis øl som bekendt, hvis man er fast læser af denne blog, overordentligt tit falder i forfatterens smag. Dét er den ene forskel, der er på etiketterne - bryggeriets navn.

Den anden forskel er lidt overraskende: Føniks bryggede Kakerlakpuleren til en alkoholstyrke på 6,8 % vol., mens Svaneke har skruet ned til 'blot' 5,5 % vol. Hvad det betyder i praksis vil formentlig afsløre sig om lidt, når der skal smages, men én ting er i hvert fald sikker: med en lavere alkoholstyrke kommer stouten tættere på det oprindelige forlæg: de engelske og irske stouts, der ikke er specielt stærke.

En anden ting er dog, at så bliver øllen ikke i samme grad 'båret frem' af en alkoholskarphed, der ind imellem kan være en nødvendig modvægt til den fedme, de mørke øl kan præsentere.

Det er klart, at de to bryg ikke er udkommet samtidig. Således er der 3/4 års forskel på, hvor længe, de endnu kan 'holde sig' i henhold til etiketten. Men da ingen af dem har overskredet sidste salgsdato, og da stout ikke plejer at være særligt letpåvirkelig hvad lagringstid angår, vil jeg anse en sammenligning for fair.

Som det fremgår er etiketterne ganske ens...

For nu ikke at lade min begejstring for Svaneke smitte af på bedømmelsen, har jeg skænket dem på en sådan måde, at jeg faktisk ikke ved, hvilket bryggeris øl, jeg smager hvornår. Jeg har dog en metode til at finde ud af det, som jeg vil anvende til sidst.

De to øl er meget ens i glasset: uigennemsigtigt mørkebrune. De har begge mørk beige skum. 1 har dog lidt lysere skum end 2. Samtidig er 2's bobler lidt mindre og mere 'rigtigt' stoutagtige. Forskellen er ikke stor, men boblerne hos 1 er en smule mere flygtige.

Duften hos 1 er svag, grænsende til det fraværende. Der er en svag note af noget brød og nogle krydderurter, men det er så svagt, at de ikke kan identificeres nærmere. Derimod er der spark og riv i 2's duft. Der er dej, læder, træ, lidt metallisk sprittethed, der dog fortager sig noget, efterhånden som øllen får dampet af. Efter noget tid kommer der en varm fornemmelse - mere end en egentlig duft - i glasset med øl nr. 1.

1'eren perler let på læberne, når man drikker den. Den gør en god figur i entréen med lidt bitterhed/syrlighed. Men der er faktisk ikke meget smag. Efter lidt tid kommer der en eftersmag, som indeholder den ristede malt - brødskorpe, forkullet træ fra lejrbålet, en snært af garvet læder.

Øl nr. 2 losser til smagsløgene i en helt anden udstrækning. Der er masser af brød - ikke så meget dej her som i duften. Men nu er den metalliske note mere fremtrædende. Der er også en langt større skarphed, som jo - såfremt øl nr. 2 er den stærkere version fra Føniks - kan skyldes den højere alkoholstyrke.

Med tiden får 1 lidt mere karakter, men smagt lige efter en mundfuld af 2'eren virker 1'eren decideret vandet. Til gengæld har 2'eren det, som jeg ikke kan lide ved mange danske mikrobryggeres forsøg på at lave stout: den er så fed i mundfornemmelsen, at man faktisk får kvalme.

Konklusionen er, at jeg bedre kan lide 1'eren, men det er kun fordi, 2'eren er fæl... Og 1'eren smager af så lidt, at den ingen skade gør...

Tid til afsløringen: Øl nr. 1: Svaneke Bryghus, øl nr. 2: Slotsbryggeriet Føniks.

Pladderballe Bryghus: Kakerlakpuler (Slotsbryggeriet Føniks): 4/10 på Qvistgaards ØLometer
Pladderballe Bryghus: Kakerlakpuler (Svaneke Bryghus): 6/10 på Qvistgaards ØLometer

Jeg ved ikke, om opskriften grundlæggende er forkert. De to eksempler er rimeligt forskellige taget i betragtning, der er tale om samme øl. Men ingen af dem er som det fremgår vellykkede. Føniks' smager decideret grimt. Det gør Svanekes dog i det mindste ikke. Og ja, jeg har givet Føniks-modellen mindre end 5. Det betyder, at den skal hilse på køkkenvasken. Den skal ikke drikkes... Dét er alligevel ikke sket før i denne spaltes levetid!

PS: Jeg ved godt, jeg i anmeldelsen af Black Rooster har skrevet, at Kakerlakpuleren fra Føniks er 'dejlig'. Jeg husker den dog ikke som anderledes dengang, end den, jeg har smagt nu. Det kan være, mine præferencer har ændret sig. Men det gjorde de i så fald for flere måneder siden, for jeg har smagt den siden og ikke været glad for den... Det var nok min begestring for Black Roosteren, der løb af med mig dengang...

torsdag den 1. november 2012

Thisted Bryghus: Julefnug

Jeg fortsætter ufortrødent rejsen ind i juleøllens verden, og i dag er det i øvrigt også ØJ-dag: Ølentusiasternes J-dag - en dag, der hylder kvalitet frem for kvantitet - modsat den mere almindelige j-dag, der plejer at give en del træls færden i det indre af landets storbyer, på kollegier, i klubber osv. Jeg har prøvet det - og det lykkedes mig at få én juleøl den pågældende dag efter at have stået i 1½ times tid udenfor (!) et værtshus, der var tættere pakket end linie 5A en regnvejrsmorgen ved 7:30-tiden...

Og da jeg jo gerne hylder kvalitet, vil jeg fejre ØJ-dagen med et krus julegodtøl fra Thisted. Af etiketten kan man læse, at Julefnug er sammensat af malt og humle (Oh! Ah! Ih! ... Øh?) - og dertil nogle ikke nærmere specificerede 'utraditionelle bryggemetoder'. Hjemmesiden er kun en smule mere informativ: "... lidt alternative produktionsmetoder, der medfører lidt mere aromatiske og lidt længere smagsholdbart øl."

I øvrigt synes det at fremgå, at øllen faktisk hedder Thy Julefnug, og at etiketten er lavet helt om fra den prisvindende oprindelige udgave til en mere traditionel Thisted-etiket. Men det er nu ikke første gang, jeg har oplevet, at en Thistedøl optræder under anden etiket hos mine øl-pushere, end hvad der fremgår af hjemmesiden... Der er helt sikkert en god forklaring!

Formålet med Julefnug skulle øjensynligt være at skabe et alternativ til den stærkere og lysere traditionelle juleøl. Jeg har vist nok skældt lidt ud over de alt for stærke sæsonøl, bryggerierne har en tendens til at producere - jeg tror, det var omkring påsketid - så derfor er en mildere (blot 5,8 % vol.), mørkere og "mere aromatisk" øl bestemt et meget velkomment alternativ!

Lad mig sige det på den måde: hvis deres normale julebryg er lysere, er det vand. Julefnug er kun ganske lidt mørkere end almindelig pilsner, hvis overhovedet. Skummet er hvidt, og selvom der måske ikke er tale om en ale, står det ret flot.

Duften er rar. Først tænkte jeg 'rugbrød', men der er altså ikke rugmalt i. Da jeg stak hovedet ned i glasset igen, var det gummihansker, der ramte mig - altså ikke bogstaveligt; kun som duft. Jeg tror, brødduften er forbundet med noget humle, selvom det vist ikke er så typisk.

Øllen giver en dejlig varm fornemmelse i munden. Den smager ikke af så meget, men har en udmærket rund bitterhed med lidt rugbrødskrumme i smagen. Måske er det fordi, jeg lige har spist en rugbrødsmad? En iltning i munden åbner for lidt flere malttoner, men det er stadig mest eftersmagen, der gør sig bemærket. Den er rar; som om, man lige har spist et stykke med sylte og stærk sennep, og dertil har fået en god julepilsner. Med andre ord: Julefnug gør ikke meget væsen af sig med duft eller smag, men placerer sig fint direkte ind som en erindring om en juleøl... Hmmm...

Efter lidt tid bliver smagen tydeligere. Men der er mest tale om brød. Lidt fornemmelse af garvet læder. Måske lidt moden frugt. Men ikke meget.

Thisted Bryghus: Thy Julefnug: 8/10. Den smager fint, men bidrager ikke med ret meget andet end en eftersmag, der nærmest er stærkere end den egentlige smag.


onsdag den 31. oktober 2012

Bøgedal: No. 300 (endnu en ikke-anmeldelse)

Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke vil anmelde Bøgedal, og det fastholder jeg naturligvis. Men derfor kan jeg jo godt skrive om det!

For noget siden skulle jeg købe ølgaver til to kammerater, som havde hjulpet med min flytning. I den altid velassorterede Bagsværd Vinhandel tog jeg modet til mig og bad om to Bøgedal No. 300, som ekspedienten  tidligere havde beskrevet som måske den bedste øl, han havde smagt.

Nu er det sådan, at med Bøgedal ved man aldrig helt, hvor længe et givent nummer er til at få fat i. Hver 'udgave' er af gode grunde meget begrænset i antal flasker, og produkterne kan nærmest pr. definition ikke genskabes - i hvert fald ikke nøjagtigt som den forrige. Og slet ikke No. 300!

Nuvel, skulle jeg have to Bøgedal No. 300, ville det indebære, at der ikke var flere tilbage i butikken. Det må jeg indrømme hensatte mig i en vis tilstand af panik. Tænk, hvis jeg aldrig fik den smagt!? Så ungersvendene fik hver en - i øvrigt rigtigt udmærket - lille kasse med Hornbeer (tror jeg nok), og jeg forlod butikken med min helt egen Bøgedal No. 300.

Da så forleden min gode ven redaktøren, som i den grad kender til godtøl (han har bl.a. gået til hånde ved en lejlighed på Thisted Bryghus, hvor lavastenen skulle sænkes ned i urten - det var varmt, beretter han...), kom forbi på kort visit, ja så skulle Bøgedalen prøves...

Noget af det, der gør Bøgedal No. 300 speciel, er at det er en slags 'reunion' af de to brygmestre Allan Poulsen og Casper Vorting, som i sin tid startede Brøckhouse, men som siden gik hver til sit. Noget andet er, at No. 300 er en blandingsøl! De to øl, der er ført sammen her, er Brøckhouse Vintage 04 og Bøgedal No. 201, begge nogle gamle 'svende'. Dertil er der så kommet noget friskøl baseret på humler som Fuggles, Perle og Northern Brewer. Antallet af flasker er meget begrænset og etiketterne er prydet med begge brygmestres signaturer. Så kan der ikke rigtigt lægges meget mere op til et kultfænomen...

Typen er en Mørk Old Ale i flg. etiketten. Well, old kommer jo i hvert fald af, at det er et par vintageøl, der har dannet grundlaget. Men Old Ale er også et begreb i øl-verdenen, som betegner mørke og lidt stærkere ales, end normalt. Der går jo inflation i alting, så det med det lidt stærkere kan for nogen øls vedkommende ikke rigtigt holde... Men måske er det en fortolkning af det spiritusholdige, honningsødede og lidt mere omhyggeligt producerede godtøl, man serverede på gårdene i gamle dage, når der kom fremmede?

Bøgedal No. 300 er en oplevelse. Når man hælder den op og sætter næsen i glasset, tænker man porter. Det gør man også, når man hælder den i munden - i hvert fald til at starte med. Men efterhånden som portersmagen fader ud, er der den rare smag af ale tilbage som eftersmag. Øllen har skarphed, bitterhed, men også porterfløjl i munden. Meget spændende, meget, meget spændende.

Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg med Bøgedal No. 300 har været med til at opleve noget specielt. Jeg har altså også gemt flasken...

Smagenoter: Young's: Double Chocolate Stout, St. Peter's: India Pale Ale, Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph, Skovlyst: Skovhuggerens Vinterporter

Det hænder ind i mellem, at jeg gerne vil ha' en øl. Altså bare knappe en flaske op og nyde den til maden, TV'et, en god bog eller sådan noget hyggeligt noget. Så prøver jeg at vælge en, som måske nok er god, men som godt kan tåle ikke at blive skrevet om her på siden. Og så er det, det sker: hver gang får jeg åbnet noget, som jeg tænker: nej, den er for god til at lade gå ubemærket hen! Således også med de tre første i dagens smagenoter. Den sidste falder så til gengæld i den helt modsatte grøft...

Young's: Double Chocolate Stout

Wells And Young's Brewing Company er et velrenomeret bryghus i alens og stoutens moderland. Det er i følge egen fortælling Englands største familieejede bryggeri, hvis rødder går langt tilbage i tiden med den formelle grundlæggelse omkring 1875.

En aften trængte jeg til noget varmt. Det er blevet efterårskoldt, og så er det godt at kunne skrue op for varmen i glasset - så kan man spare på olien i tanken... Valget faldt så på Young's Double Chocolate Stout, som i fuld overensstemmelse med engelsk tradition holder beskedne 5,2 % vol. Øllen er interessant nok bl.a. brygget på Pale Ale malt, som ellers normalt fortrinsvist findes i ... nå ja, Pale Ales.

Men til ingredienslisten hørte også chokolademalt og 'naturlig chokoladesmag', hvad det så rent kemisk måtte indebære. Og det skal jeg så lige love for - altså at der var chokoladesmag... Der var stort set ikke andet! Jo, en god bund af Pale Ale malten, der mere fornemmedes end decideret mærkedes, sikrede, at det aldrig blev en kvalm oplevelse.

Her er der tale om en fuldtonig chokoladefontaine, som skal drikkes som sådan! Jeg nød den 'solo', hvilket gik rigtigt godt, men som ledsager til en isdessert vil den også være perfekt. Jeg ville nok være varsom med at servere den til kødretter - måske en platte af røgvarer kunne være et interessant kontrapunkt?

Young's: Double Chocolate Stout: 10/10 på Qvistgaards ØLometer! Uhhhmmm...

---

St. Peter's: India Pale Ale

Så besøger vi lige St. Peter's igen. I husker nok: dem med whiskyøllen. Denne gang er det en klassisk India Pale Ale med en alkoholstyrke på 5,5 % vol., hvilket faktisk er en del for en brittisk IPA.

Nå, men vi kan lige så godt gå til konklusionen først som sidst: dette er en IPA, som en IPA skal være. Dette er skabelonen for IPA. Ikke for kraftig, ikke for stærk, ikke for mærkelig. Alle de rigtige noter i duften, alle de rigtige toner i smagen. Lige i skabet. Sådan. Bum.

St. Peter's: India Pale Ale: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Hvorfor nu ikke 10? Ganske vist er dette en fuldtonig, klassisk IPA, men som sådan fører den jo så heller ikke noget nyt til bordet. Men de 9 er med pil op.

---

Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph

Det altid interessante lille Rise Bryggeri har også lavet en jule ale. Det er rigtigt dejligt at se alle de ales, der strømmer ud i anledning af højtiden, for det sødlige og fede i 'jule' kan - begavet gjort - ballanceres rigtigt smukt af noget citrus og krydderier ved en god humling af alen.

Stærke Rudolf her er ganske vist rimeligt stærk i alkohol, 7,0 % vol., men det er ikke spritten, der dominerer. Hvad der til gengæld dominerer er en duft og smag, jeg måtte en tur i Brugsen for at komme i tanke om, hvad hedder...

Øllen i sig selv er mørk med et mørkt, beige skum. Det er i sandhed en dark ale. Men det, der slår som en hest sparker i både duft og smag er ... cocktailbær... Først troede jeg, det var julekage - som man vist også kan putte en slags syltede bær i - og så troede jeg, det var blommer. Men nej, det er altså cocktailbær. Der er en god bitterhed til at akkompagnere .. øh, bærene, så det bliver aldrig en vammel affære. Dette skyldes uden tvivl en udmærket brug af god humle. Men specielt, det er det altså.

Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Der er helt klart tale om en fornyer af juleøllen, men om det er vellykket, vil der med sikkerhed være delte meninger om...

---

Skovlyst: Skovhuggerens Vinterporter

Det var så de tre positive og interessante overraskelser. Nu kommer der også en overraskelse. Men konklusionen går i den stik modsatte retning. Så er du advaret...

På overfladen lover porteren fra Skovlyst godt. Den holder 8,0 % vol., så den kan sikkert give varmen igen. Den er lavet på chokolademalt, så der er basis for noget sødme. Der er naturligvis tale om en udpræget mørk øl. Ikke sort, men mørk. Skummet er også mørkt. Der er mange små bobler i skummet, der holder meget godt.

Duften er præget af, hvad jeg først identificerede som karamel. Men nej, det var brændt sukker. Helt ligesom, når man skal lave brunede kartofler juleaften, og sukkeret på panden kommer til at stå lidt for længe eller kartoflerne bliver brunet ved lidt for høj varme. Måske - kun måske - er der en snært af humle i duften.

Entréen i munden er udpræget sødlig. Nogen bitterhed, der virker mere spritagtig end humlet. Og så også mere smeltet/brændt sukker. Kun en anelse chokolade. Klistret. Efter en halv times tid havde det meste af sukkersmagen fortaget sig, og tilbage stod en medicinagtig smag a la Dr. Nielsen eller 1 Enkelt. Begge dele udmærkede drikke i deres egen ret, men en øl skal altså ikke smage af det...

Jeg må indrømme, jeg midtvejs overvejede, om resten skulle hilse på køkkenvasken...

Skovlyst: Skovhuggerens Vinterporter: 5/10 på Qvistgaards ØLometer. Tallene under 5 har jeg reserveret til de øl, jeg faktisk hælder ud...

Kære Skovlyst, I laver rigtigt dejlig øl ude i Hareskoven. I serverer uforskammet lækker mad. Hvorfor skal der så være så meget af det, I sælger på flaske, som er under jeres niveau? Noget af det LANGT under? Få dog en begavet brygger - hvad enten det er i Polen eller Danmark, det er vel ikke så vigtigt - til at lave nogle ordentlige fortolkninger af jeres sikkert udmærkede opskrifter. Dette kan I ikke være bekendt overfor kunderne, som jo for de flestes vedkommende alene møder jer i form af flaskeøl, og I kan heller ikke være det bekendt overfor jer selv. Resten af konceptet holder jo fuldstændigt!

søndag den 21. oktober 2012

En ikke-anmeldelse: Bøgedal: No. 281

Jeg kan jo i princippet anmelde, hvad jeg vil. Denne blog handler om øl. Bøgedal No. 281 er en øl. Så hvorfor anmelder jeg den ikke?

Lad mig starte med at slå fast, at Bøgedal er anderledes. Mere anderledes end de andre små bryggerier i Danmark - hvoraf mange bestemt har deres særheder på godt og ondt. Dermed ikke sagt, at de er sære på Bøgedal - slet ikke. De er bare lidt ekstra anderledes.

For det første er Bøgedal Danmarks eneste fritfaldsbryggeri. Det betyder, at øllen aldrig kommer under tryk, hvilket formentlig gør, at de sarteste af nok især aromastofferne bevares bedre. Men andet kan også gå tabt ved at pumpe væsken fra kar til kar, som man traditionelt gør det.

For det andet høstes byggen med selvbinder. Jo, der står sgu' selvbinder! Man kan forvisse sig om det i det seneste nummer af medlemsbladet for Danske Ølentusiaster, begavet benævnt Ølentusiasten. Og det er ikke en hvilken somhelst byg, der anvendes. Det er gamle bygsorter, som er hentet fra Nordisk GenBanks fryser på Svabart! Jeg noterede mig dog, at den selvbinder, der er afbilledet i bladet, trækkes af en traktor, og ikke af heste, som man traditionelt gjorde det.

Der er også andre særtræk, som f.eks. at urten koges over brændeild, som man kan underholde sig med på deres hjemmeside. Og som jeg tidligere har omtalt, er brygmester Casper Vorting ikke en hr. hvem-som-helst: han startede i sin tid Brøckhouse sammen med Allan Poulsen - et heller ikke helt uefent mikrobryggeri...

Så når alt kommer til alt er der for meget ved Bøgedal, der er så tilpas anderledes, at produktet fra bryggeriet ikke rigtigt kan sammenlignes med det, som andre mikrobryggerier og bryghuse laver. Det er øl lavet som på gårdene for 100 år siden (bortset fra traktoren), og det fortjener sin egen niche i ølkulturen herhjemme - ikke at blive slået i hartkorn med, hvad mangt en dygtig og ind imellem mindre dygtig entusiast kan frembringe med mere eller mindre moderne produktionsmetoder og ditto udstyr.

Forleden var det min søsters fødselsdag. Hendes kæreste havde jeg foræret en Bøgedal No. 281 på et tidspunkt. Den var han så flink at sætte på bordet, da jeg var inviteret til fødselsdagsmiddag. Så er niveauet ligesom lagt... Dertil nød vi ovnbagte rodfrugter og lammeculotte. Sådan.

Om øllen kan man sige, at den smager af lakrids. Men det dækker slet ikke oplevelsen. Det er en begsort væske med en stor kompleksitet i kroppen - ikke bare 'lakrids'. En drikkeoplevelse - både fordi øllen er god, men også fordi den aldrig vil blive lavet igen på helt samme måde. Det er endnu en af grundende til ikke at anmelde Bøgedal. Man aner ikke, om man kan få noget, der smager ligesådan en anden gang. Hver Bøgedal er en 'once in a lifetime' (med mindre, man har røvet banken og købt restlageret af den pågældende øl), og som sådan skal den opleves. Sanses - ikke anmeldes.

Og så er det sgu' trygt at vide, at man har en Bøgedal No. 300 stående til en ganske særlig lejlighed, om en sådan skulle vise sig...

Fanø Bryghus: Fanø Vadehav

Praktisk søndag. Sådan er det tit herhjemme. Lørdagen går med at slappe af, restituere sig oven på arbejdsugen, lave hyggelige familieting osv. Søndag er praktisk søndag. Denne gang involverede det steder som flaskeautomat, genbrugsstation og byggemarked. Og omfattede det sidste affald efter flytningen, de sidste lamper, en loftslem, der skulle gøres klar til vinteren, og lidt - meget lidt - havearbejde.

Ovenpå sådan en tur trænger man til et glas øl. Jeg har aldrig været god til at drikke øl i løbet af dagen - hverken til frokost eller når 'arbejdet er halvt færdigt'. Jeg bliver træt, døsig og doven. Men når arbejdet er helt færdigt, er der fri ret til selvforkælelse...

Ikke noget overhumlet. Noget med krop, kant og karakter. Jeg overvejede kort en porter, men så faldt blikket på Fanø Vadehav. Mørk, kraftig ale. Måske skyldes min trang til noget med substans, at frokosten bestod af en bakke flæskesvær midt i alt arbejdet...?

Af bagetiketten fremgår, at øllen er en aftenøl og skabt til at akkompagnere udsigten over vadehavet. Det er altså IKKE meningen, øllen skal illudere vadehavet i sig selv...

Det er en meget mørk ale. Mørkere end den brownale, jeg anmeldte i går. Næsten uigennemsigtig, men klar. Skummet er mørkt beige og står helt perfekt i glasset: højt, fast og med både store og små bobler. En flot start!

Duften er overraskende mild. Lidt humle i form af moden frugt, malt i form af lidt brød - ikke for mørkt brød; der er jo trods alt hvedemalt i.

Smagen er overraskende: bitter - nærmest sur, igen brød. Lidt rosmarin i ganen. Ikke så meget mere. Efter en stund fortager bitterheden sig til fordel for noget metallisk, men også strejf af kaffe og chokolade.

Ryan Witter - den hidtidige brygmester på Fanø - har sagt op for at drage hjem til England. Det bliver rigtigt spændende at se, hvad de gode fanniker finder på nu.

Fanø Bryghus: Fanø Vadehav: 7/10 på Qvistgaards ØLometer

Beklager de fedtede glas i går og i dag.
Nu HAR opvaskemaskinen fået salt igen...

lørdag den 20. oktober 2012

Nanoq Beer Greenland: Sedna Brown Ale

Nogle vil huske, at jeg var ret vild med Nanoq Beer's Pale Ale. Som tidligere annonceret kommer turen nu til en anden af deres aftapninger - med indlandsis. Denne gang Brown Ale'n, der er opkaldt efter selveste havets Moder, Sedna.

Wikipedias danske udgave kan man læse, at "Sedna er inuitternes lunefulde havgudinde, og opretholdelse af et godt forhold til hende er i følge inuitternes mytologiske overleveringer med til at øge mulighederne for en god fangst." Dernæst følger en grufuld beretning om, hvordan hun blev gudinde - noget med et par ret alvorlige fadersvigt... Det er ikke for sarte sjæle - så er du advaret!

Om Sedna i flaskeform er lunefuld - efter beretningen at dømme fuldt forståeligt - vil nu vise sig. Farven på øllet er til den lyse side for en brown ale - ikke meget mørkere end en classic. Derimod er skummet flot beige med god holdbarhed og en flot blanding af små og store bobler, der kun brydes ganske langsomt.

Mens jeg hældte op kom der et dejligt strejf af noget humlet. Lidt citrus, noget frugt eller bær - bare et strejf. Desværre er der ikke meget tilbage heraf, når man stikker snuden i glasset. Duften er rar - bestemt - og til og med til den humlede side med lidt krydderurter, frisk tobak, læder, chokolade. En fint komponeret duft - den er bare meget svar. Lidt ligesom at lytte til en smuk sonet, der bare er skruet for langt ned.

Af en brown ale at være, har øllen en udmærket bitterhed - den entréer langs tænderne og tager så plads som en prikken på tungen. Dette følges af en sødlig, fudgeagtig smag, der utvivlsomt stammer fra noget karamelmalt. Man kan godt finde noter af tobak, træ og læder i smagen også - især hvis man ilter øllet i munden (pas på med at gøre det, når der er ukyndige tilstede - det ser tåbeligt ud!).

Det er en dejlig øl. Men den er ikke fremragende - der er for lidt, der som sådan rager op i billedet. Men den har en skarphed, som mange brown ales mangler, og tak for det. Det er en hyggeøl, f.eks. til lidt god tobak efter middagen. Den må ikke drikkes til noget, der er kraftigt i smagen - så dør den helt. Behandel den nænsomt, og den vil stryge dig med hårene. Ikke lunefuld, ikke oprørsk som Sedna, havets Moder. Slet ikke.

Nanoq Beer Greenland: Sedna Brown Ale: 8/10 på Qvistgaards ØLometer.


fredag den 19. oktober 2012

Pladderballe Bryghus: Sokkeøl

Ja-jo - noget med julesokken og så julemanden, der kommer og putter en øl i - og så er det en sokkeøl. Tøhøøø...

Never mind - sæsonens første juleøl skal i glasset, og hvor bedre at starte, end med øl fra Svaneke, der som bekendt har overtaget licensen fra Føniks til at brygge Pladderballe Bryghus' aftapninger.

Af flasken fremgår, at der er tale om en stærk pilsner - konkret 5,7 % vol. - og dertil er der sat stjerneanis. Point for ikke at lave underlig øl, som visse bryggerier har det med at gøre op til netop jul (og denne jul bliver  højst sandsynligt ingen undtagelse).

Etiketten prydes af, hvad jeg vil gætte på, er Martin Bo Petersen, der i flg. pladderballebryghus.dk er idémanden bag bryghuset. Point til Martin for en sjov idé. De har så ikke helt fået sokkeøllen med på hjemmesiden - alene så vidt, jeg kan se i det Facebook-feed, der er indlejret. Nå, der er jo også længe til jul...

Farven er mørk rav, skummet beige og af den type, der ret hurtigt fiser af.

Duften er lakrids - det er selvfølgelig anisen. Men der er også andre ting, som er lidt utraditionelle i en juleøl: jeg er sikker på, jeg kan identificere citrusnoter fra humlen, også lidt friskbagt brød. Men anisen er nu ret dominerende.

Øllen gør en perlende frisk entré i munden. Lige i starten kan man smage malten i form af en god skorpe fra et friskbagt grovbrød - ikke noget gær eller dej her. Lakridsen fylder derefter mundhulen. Det er den, der er hovedhistorien her. Det er en let drikkelig øl med lidt kant af syre og sprit. Den vil med sikkerhed gøre sig godt til de første ombæringer på julebordet - sild, sylte, leverpostej, som den vil udgøre et godt modspil til - mens den nok kommer lidt til kort overfor de tungere sager som flæskesteg og andet stegemad. Derimod ville jeg ikke være bleg for at servere den til Gamle Ole med løg og sky!

Pladderballe Bryghus: Sokkeøl: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Den er, hvad den giver sig ud for at være: en stærk øl med anis. Tak for det. Men den er ikke lige så formfuldendt som f.eks. Classic'en.


onsdag den 17. oktober 2012

Smagenoter: Vestfyn: Willemoes 200 år, Skovlyst: Ahornbryg, Rise: Hertug Hans No. 5

Bryggeriet Vestfyn: Willemoes 200 år, 6,5 % vol.

Man vil muligvis erindre sig mine bryderier med Willemoes Porter forleden. Men samtidig også min begejstring for Vestfyns Red Pale Ale for længere tid siden. Så derfor var det med forventninger i fuldstændig vildrede, at jeg satte mig til Willemoes 200 år. Bryggeriet beskriver selv udmærket øllen på deres hjemmeside her: http://www.bryggerietvestfyen.dk/products-page/willemoes/willemoes-200-ar/, og jeg kan tilslutte mig det meste.

Farve: Mørk rav. Skum: Beige - det kan godt være, de har brugt pilsnermalt, men skummet er som på en overgæret øl...

Duft: Friske græsser - helt klart en velhumlet øl. Der ligger dog en dyb bas-tone af malt. Lidt dejagtig, brødskorpe, men også appelsinskal, rosmarin. Det er en skarp duft, der river i næsen, selvom øllen 'kun' holder de 6,5 % vol.

Smag: Mørk. Maltet. God bitterhed langs tungen. Humlerne er ikke markante i smagen - de har udspillet deres rolle som duftsættere. Mest bitter chokolade, læder, tobaksrøg, lidt cigaraske.

Øllen er mørkere, mere stoutagtig i smagen, end man forventer i duften - den er lidt ude af balance, men bestemt et besøg værd.

Bryggeriet Vestfyn: Willemoes 200 år: 8/10 på Qvistgaards ØLometer.

---

Bryggeriet Skovlyst: Ahornbryg Forårsbock, 5,5 % vol.

Jeg mindes, det er sket for mig før, at Skovlysts øl eftergærer i flasken. Resultatet er, at de vil ud! Og at de kan have en ret dej/gær-agtig duft de første par minutter. Man skal bare lade øllen stå i glasset indtil det er dampet af - men så risikerer man altså også, at gode citrusnoter fra humlerne ryger med...

Der er her tale om en "lager" eller "stærk pilsner", som de selv omtaler den. Den holder dog kun relativt beskedne 5,5 % vol.

Farve: Rav. Skum: Knækket hvid med mange små bobler, men der er som forventeligt ikke tale om noget 'fast' skum.

Duft: Surt og gæragtigt til at starte med. Men derefter en frisk sødme, noget sommer og saftevand. Efterhånden kommer der lidt træ i duften. Om det er ahorn skal jeg ikke kunne sige - jeg havde ikke lige en frisk skive ved hånden...

Maltmixet i flasken er interessant: byg, hvede, rug og karamel. Hveden var ikke styg og rugen var ikke tung, så hvilken rolle de to malte spillede, ved jeg ikke helt. Smagen er nemlig mest lidt sødlig - dog ikke vammel. Ahornen er tilsat i form af sirup, og den er det ikke så svært at identificere, men om det er sirup på ahorn eller på noget andet, kan jeg ikke lige afgøre.

Øllen vil være fortrinelig til en skarp sild, der kan trænge til noget udglatning. Eller som en 'stand alone' dessert. Den smager godt, men mangler lidt mere karakter fra f.eks. rugmalten.

Bryggeriet Skovlyst: Ahornbryg Forårsbock: 8/10 på Qvistgaards ØLometer

---

Rise Bryggeri: Ærø - Hertug Hans No. 5 Valnød, 7 % vol.

Den fik vi en del den sommer. Gode venner havde for Guderne må vide hvilket år bosat sig i nogle uger på den underskønne Ærø, og de var flinke til at holde øllen kold og forsyningslinjerne åbne i de alt for få dage, vi besøgte dem...

De drak gerne en Hertug Hans No. 5, og "skik følge eller ø fly", som jeg antager, de siger på de kanter. Men hvem sætter ikke også gerne gane til noget så lækkert som en undergæret bock med valnødesirup??

Der er som sagt tale om en undergæret bock (det er strengt taget unødvendigt at påpege, at den er undergæret, idet det ligger i betegnelsen 'bock', men altså - for de uindviede ...), brygget på karamelmalt, pilsnermalt og sortmalt. Dette sidste havde jeg ikke mødt før, så lidt research var på sin plads:

"Sort malt er hårdt ristet bygmalt [...]. Sortmalt giver en sort farve og tør smag. Malten bruges fortrinvsis i porter og stout, men anvendes også i andre øltyper såsom schwarzbier, dunkles og mørke bockøl." (Se selv: http://www.glocalbeer.dk/encyklopaedi/malt/sortmalt.htm).


Og til ovenstående er der så sat valnødeekstrakt i form af en sirup og Goldings humle.

Farve: Mørk rav. Skum: Flygtigt pilsnerskum.

Duft: Kraftig valnød. Stor sødme. Men også en vild lyksalighedsfølelse, der må stamme fra rigelige mængder af humlens euforiserende stoffer, der går lige i dårekisten! "Fri humle til folket!" Nåh nej - det ER jo lovligt...

Smag: Igen stor sødme fra valnødesirupen. Men også en kant - det er også nødvendigt for at balancere sødmen. Måske kommer kanten fra de 7 % vol., selvom øllen ikke smager sprittet.

Det er en speciel øl. Den har sin helt egen niche. Rigtigt god til grillmad, sommeraftner med stjerneklare nætter - eller en vintergryde; på den måde er det en rigtig all-rounder. Men det er en øl, der vil dele vandene mellem dem, der elsker den, og dem, der ikke kan lide den, og så er den ret éntonig. Valnød. Stort.

Rise Bryggeri: Ærø - Hertug Hans No. 5 Valnød: 9/10 på Qvistgaards ØLometer.

St. Peter's: The Saints Whisky Beer

Først og fremmest håber jeg jo på tilgivelse, når jeg nu ligefrem drikker St. Peter's øl... En øl, der i øvrigt kommer fra England - fra et lille (efter eget udsagn i hvert fald) bryggeri, der blandt meget andet morsomt faktisk viser kundernes billeder af øllen (og nogen, der drikker den) på deres hjemmeside... Det er da sjovt! http://www.stpetersbrewery.co.uk/

Bortset fra det, er det ikke hver dag, man falder over øl fa St. Peter's her på egnen. Faktisk kan jeg takke Post Danmark for det. Og begrebet mersalg... Jeg havde bestilt noget på 'nettet, som skulle sendes til mig, men som ville være for stort til min postkasse. På grund af Post Danmarks nedsabling af de små, lokale posthuse, er det nødvendigt her i om ikke udkantsdanmark, så udkantshovedstaden at begive sig til det udmærkede omend lidt pebrede foretagende Skjold Burne. Overflødigt er det vel at påpege, at det er ret farligt at gå sådanne steder hen, når man har hang og trang til godtøl og whisky, som jeg har det...

Nå, men dér gik jeg så i dag - for blot at konstatere, at effektivisering og mekanisering hos Posten har bevirket, at man ikke længere kan være heldig at kunne få sine ting udleveret samme dag efter 17, men pænt må vente til dagen efter. Men så var det, begrebet mersalg satte ind. For hvorfor er det nu, nogle butikker sælger varer til under indkøbspris? Og hvorfor er det, der den ene gang efter den anden er udsalg med kun marginal fortjeneste på de nedsatte varer? Og hvorfor er det, Skjold Burne - de flinke mennesker - ganske frivilligt og gratis yder den service at sælge frimærker og udlevere post? Fordi fjolser som mig ikke kan lade være med at blive fristet af alt det, der står der og ser så rart ud - og som koster helt normalt med penge... Mersalg...

Under normale omstændigheder ville jeg være blevet noget utilfreds med mig selv, men da det jo er øl, jeg har købt, og da det ser rigtigt sjovt ud, det jeg om lidt skal til at smage - ja så er det ikke så svært at tilgive...

Som sagt er øllen engelsk, og til og med en Whisky Beer. Det kombinerer jo to af mine favoritter. Men der er mere - hør nu blot: whiskyen er engelsk! Altså som i ikke skotsk! Og efter etiketten at dømme, er det første gang i 100 år, der bliver produceret whisky i England... Ganske vist et andet sted end på ølbryggeriet, men dog i samme by - og så har de tilladt sig at tilsætte et mål af denne whisky til øllet på et eller andet tidspunkt i bryggeprocessen.

Resultatet skulle - igen efter etiketten at dømme - være en øl med 'røgede' overtoner fra det tørverøgede malt i whiskyen. Det lyder da lovende! At det så ikke er et meget stort mål, de har tilsat, eller at det er tilsat så pas tidligt, at spiritussen er fordampet igen, vidner de beskedne 4,8 % vol. alkohol i flasken jo om. Men skidt - det kan jo godt smage godt alligevel!

Øllet er helt normalt ravgult og skummet brækket hvidt. I duften er der i sandhed tørverøg! Det er faktisk svært at finde andet i duften - måske lidt friskbagt franskbrød... Men røgen er rigtigt rar - ikke forkullet træ eller våd cigar, men en rigtig behagelig fornemmelse af langsomt glødende birk f.eks. Og så alligevel en lille skarphed...

Røgoplevelsen fortsætter heldigvis ned i smagen. Lidt bitterhed, lidt syre, men frem for alt en stor røg - forestil dig røget hellefisk uden fisk. Eller røgede rejer. Uden rejer. OK, det lyder åndsvagt, men altså: smagen er af røg - ikke af det, der har været ild i - og det er det, der er kunsten.

Nu kan jeg godt lide min whisky med rigeligt tørverøg og gerne også tang, sprit og træsplinter. Derfor leder jeg lidt forgæves efter et anstrøg af sidstnævnte i øllen. Det er der ikke - men det er faktisk heller ikke nødvendigt. Røgen er historien her, og man føler sig dejligt hensat til - hvad jeg må formode kunne være - 1700-tallets røgede pubber med smuglere, lommetyve og noble herrer, der får sig én til tørsten. Dette underbygges meget godt af den morsomme flaske, der er oval i sin horisontale form - efter sigende hentet fra 1770'ernes USA.

St. Peter's: The Saints Whisky Beer: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Det er en lækker øl til f.eks. en frokost med røgvarer, fede postejer, grillet kød og andet, der vil frem i verden. Men den er også éndimensionel, og derfor bliver det ikke med flaget helt i top. Til gengæld er den ene dimension, den har, rigtigt dejlig


fredag den 5. oktober 2012

Bryggeriet Vestfyn: Willemoes Porter

Jeg har en kollega udi arbejdsmæssig sammenhæng, hvormed jeg deler en overordentlig mindeværdig øl-begivenhed. En dag - eller rettere: aften - befandt vi os i den udmærkede midtjyske by Holstebro i en tilstand, der kaldte på godtøl. Vi havde lige indtaget et dejligt måltid (jeg husker det som spareribs ad libitum)  på et nærliggende hotel, og for at dulme trangen til ædelt bryg, valsede vi ud på gaden, 10 meter til venstre og ind af den første, den bedste gadedør.

Dét viste sig at være klogt gjort. Døren ledte nemlig direkte ind i Fox and Hounds, som er en pub - kan man godt tillade sig at kalde den - med et betragteligt udvalg af netop godtøl. Om stedet selv skriver de i øvrigt på deres hjemmeside: "Fox and Hounds Scottish Pubs blev grundlagt i Holstebro i 1991 af skotten Simon Martin. Siden er de 2 pubber i Herning og Aabenraa kommet til."

Godtså. Af øl erindrer jeg først og fremmest en ualmindeligt lækker røget brown ale. Jeg har forgæves ledt deres menukort på nettet igennem igen, men da det er nogle år siden, tænker jeg, den er blevet udskiftet. Men jeg er ret sikker på, den var brittisk.

Hvorom alting er, så kom bemeldte kollega stormende ud af sit kontor forleden for at berette om en øl, han havde smagt, som havde hensat ham i, hvad der kun kan beskrives som en lykkelig tilstand. Det viste sig at være Vestfyns Willemoes Porter, som ud over at holde anstændige 9,8% vol. desuden er tilsmagt med lakrids. Meget interessant...

Faste læsere af denne side vil formentlig erindre, at jeg engang anmeldte Vestfyns kandidat til Kvicklys ølfestival, deres Red Ale, og fandt den god nok til at være min vinderkandidat. På den anden side: jeg har så længe, jeg kan huske det, været noget loren ved Willemoes-serien. Jeg erindrer småkedelige oplevelser med lidt karakterløs bryg.

Men det er nogle år siden, og man skal aldrig lade gammelt nag stå i vejen for en stor øl-oplevelse - og da netop føromtalte kollega, der ellers nok kender til både godtøl og god whiskey, varmt anbefalede den, ja så faldt der sørme én i kurven (og en 200 års og en stout samme sted fra, som jeg vil skrive lidt om senere), da jeg alligevel kom forbi...

Farven er naturligvis sort, dog med et 'hint' af brunt (bilder jeg mig ind). Skummet er mørkt beige som lys nougat. Der er tale om en porter, og dermed øl lavet med undergær, men skummet er en stout værdig. Det holder en rigtigt flot krone med mange små bobler og i starten så det faktisk ud som om, det 'satte sig' på samme måde som en Guinness!

Duften er ikke særlig markant, men den er ellers som man kan forvente af en porter. Masser af dej, som dog fortager sig ret hurtigt og giver plads for kaffe, cigartobak (både røg og aske), mørk chokolade, friskhøvlede brædder.

Er duften svag, er smagen det ingenlunde. Men selvom øllen holder de nævnte 9,8% vol., er den ikke sprittet. Først kommer der en konsistensfornemmelse som en blanding af hostesaft (den gode med morfin i) og sort fløjel (ja, man kan naturligvis ikke mærke farven...). Smagen kommer rullende lidt senere, når mundfulden er halvvejs nede i svælget. Og så kommer porteren frem på paletten: ristet, maltet korn. Igen træ, kaffe(-grums), mørk, mørk chokolade - og sent, meget sent, også lakrids. Faktisk er der mere tale om en tone, der bliver hængende tilbage i munden, når ølsmagen er væk...

Øllen har desuden en bitterhed på niveau med en 95% Vahlrona. Det er lige før, den snerper...

Spritten kommer mere som en eftertanke ned igennem svælget. Man fornemmer egentlig ikke i mundhulen, at man har drukket noget stærkt, men i svælget og halsen er der klart et aftryk af noget spirituøst (dog næppe sprirituelt...). Jeg prøvede faktisk at tage en mundfuld, og så suge luft ind igennem den (det er noget, jeg kun gør, når der ikke er andre tilstede...), men da det indebar, at jeg inhalerede spritdampene fra denne kraftkarl, kom jeg til at hoste så kraftigt, at mit tastatur nær var blevet forenet med Willemoes Porter.

Samlet set synes jeg bestemt ikke, vi her har fat i en øl uden karakter. Den har umpf, kraft og kant. Ting, jeg normalt godt kan lide ved en øl. Men jeg synes, denne er for uharmonisk til at få topkarakter. Det er bestemt en wow-øl, og så rigeligt en, man kan servere for 'drengene', når de skal prøves af og man skal have sig en griner. Skal den drikkes til mad, skal det være til skimmelost, ølmarineret svineskank eller chilichokolade, for nu at tegne en bred palette.

Bryggeriet Vestfyn: Willemoes Porter: 7/10 på Qvistgaards ØLometer

PS: Lad være med at drikke den på tom mave. Man skal hele tiden pisse, og så laver man mærkelig mad bagefter...


søndag den 30. september 2012

Klosterbryggeriet: Skt. Søren

Så forsvandt den sidste af de øl, jeg havde indkøbt i sommers på Øm Kloster: lyngøllen. På etiketten er der et lilla felt (somme ville nok kalde det cyklame - men for historiens skyld...), der utvivlsomt symboliserer lyngen, der er anvendt. Nu er vi jo nogle, der kan huske 'Farven Lilla' - en film om urimeligt hårde vilkår, reelt slaveri og stor næstekærlighed. Om disse karakteristika også har præget Skt. Sørens liv, ved jeg ikke, men det har næppe været en dans på roser...

Historien lyder, at Søren var en begavet bondesøn fra Gl. Rye, som omkring år 400 blev præst (vi snakker germansk jernalder spækket med Odin, Thor og Valhalla - så en kristen præst...?!) og biskop af Køln. Han har med andre ord sat sig op imod sin samtid - formentlig både familie, slægt og stamme, hvilket kunne få katastrofale følger - noget, som nok kunne borge for 'hårde vilkår'.

Dernæst skal man ikke være ret meget religionskyniker for at kunne godtage, at livet som munk (hvilket præsteembedet var synonymt med på mange punkter dengang) kan opfattes som reelt slaveri. Men dog må man også godtage, at den kristne tro prædiker næstekærlighed - i hvert fald overfor ligesindede... Dermed er forbindelsen til filmen intakt - omendskønt dette nok er mere udtryk for mit syge sind, end en egentlig rationel beslutning fra Klosterbryggeriet - så: undskyld...

Jeg skulle mene, vi her har fat i en ale - ufiltreret som sig hør og bør. Den er formentlig underneden ganske gennemsnitlig, omend med en kant - selvom den kun holder 4,9 % vol. kan kanten godt tolkes som lidt sprit, eller måske er det en skarphed, der kommer med lyngen?

Farve og skum er som forventligt af en ale; duften er halvt malt, halv noget blomstret, men det er ikke det, der er det interessante... Smagen er virkelig det, der er værd at komme efter! Jeg tror egentlig ikke, lyng bidrager særlig meget til duften, men til smagen er oplevelsen langt mere intens. Skarpheden i øllet er en fuldstændig nødvendighed, når en plante som lyng skal matches, og som sagt er den der - endda lige tilpas meget.

Lyngen i sig selv giver mindelser om de olieholdige krydderurter som timian og rosmarin, men er ikke slet så kompleks. Faktisk er der kun én tone i lyngsmagen - den er til gengæld god! Den er imødekommende, blomsteragtig - hverken honning eller urt - jeg kan faktisk ikke beskrive den som andet end ... lilla! Ja, undskyld, jeg ved, det lyder åndsvagt, og helt kan tilskrives min manglende fantasi, når nu lyng faktisk er lilla, men jeg synes altså at smagen er lilla...

Hvis jeg på denne baggrund definitivt har tabt de sidste seriøse læsere, beder jeg om forladelse - men er der andre, der kan bifalde vinklen, hører jeg gerne om det...

Klosterbryggeriet: Skt. Søren: 9/10 på Qvistgaards ØLometer.

Farven på min etiket er altså en del mere
cyklame...