mandag den 30. april 2012

Skovlyst: BøgeBryg

"Tjener, der er et løvtræ i min øl!" "Den må De længere ud i skoven med..."

Ja, undskyld, jeg ved godt, jeg aldrig bliver tekstforfatter til Cirkus Revyen, men det var altså det bedste, jeg kunne finde på...

Skovlyst har nu i længere tid moret sig - må man gå ud fra - med at putte lokale safter i deres udmærkede bryg, og nu, hvor de har flyttet produktionen af flaskeøllet til Polen, må man vel gå ud fra, det så er polsk saft, der er i. Om det bliver værre eller bedre af det, kan det imidlertid være svært at afgøre...

Jeg har smagt deres birkebryg på flaske, og det er en decideret dejlig øl. Lys, saftig, god bitterhed osv. Nu står turen så til BøgeBryg, og som søn af de østjyske bøgeskove - og som én, der har fået sin del af de blå Thor under bøgetræerne ved Skanderborg Festivalen - er mine forventninger tårnhøje...

De modereres dog lidt af det faktum, at der er tale om en brown ale, men det er vel næppe noget, et ordentligt skud Cascade humle ikke kan rette op på...? Hvad der så skal glukosesirup i øllet for, har jeg tilgengæld intet bud på.

Er det så godt eller skidt at putte safter fra alskens træ-, busk- og bærsorter i øl? Normalt ville jeg nok frabede mig det, men når det nu er forår, og man har gumlet sig igennem de første par spæde bøgeskud, kan man godt blive lidt ... løssluppen - så: hvorfor ikke? Lad os dog prøve! (Og så er jeg vild med tanken om, at der står en af deres superlækre havrestouts på hylden og venter - med nælder i!)

Af en brown ale at være er den ganske lys - waliserne ville kalde den bronze. Duften er ganske rigtigt med Cascade, men nu ikke i bedøvende mængder. Jeg bilder mig ind, jeg kan fange en snært af træ - små kviste med spændte safter og knopper lige før gennembrud!

Smagen er rund - velformet, buttet måske endda. Sødlig faktisk. Det var det, sirupen skulle - søde en ellers måske lidt for speciel træsmag? Der er lidt smag af muld i - ikke en frisk muld efter regn (jo, også det), men en snært af halvt formuldede bøgeblade. Jeg sidder sgu' og får lyst til et stykke ristet rugbrød med Stilton...

Efter et stykke tid er der tydelig bladduft fra skumkronen, der i øvrigt er rigtigt flot. Men smagen retter sig ikke. Der ER træsmag i øllet. Ikke blade, men kviste. Sødet op med sirup. Nej, dette bud på en forårsbebuder i den lidt tungere vægtklasse er bestemt ikke lige så vellykket som birkebrygget.

Skovlyst: BøgeBryg: 6/10 på Qvistgaards ØLometer. Måske 7. Men så er det kun for at belønne nytænkningen. Og få så det løvtræ ud af min øl!

lørdag den 28. april 2012

Mere walisisk godtøl: The Celt Experience: Golden & Bronze Crafted Ale

Jeg har længe haft det lidt svært med kelterne. Jo, jeg er vild med deres kunsthåndværk, og jeg er stærkt fascineret af de keltiske folkeslag, der stadig huserer på de britiske øer. Men jeg har det altså lidt svært med deres meget hårdhændede fremfærd overfor nabostammerne i deres voldsomme ekspanderen i århundrederne før Kristi fødsel. Og så har jeg en ret grundlæggende modvilje imod menneskeofringer, som de praktiserede i ret stor stil.

Når The Celt Experience lægger endog meget stor vægt på de keltiske rødder bag på deres etiketter, herunder har døbt de to øl, jeg vil smage i dag, efter kelternes guldalder (Golden Crafted Ale) og bronzealder (i arkæologisk forstand; Bronze Crafted Ale), vil jeg vælge at betragte det som en kulturel stillingtagen, snarere end en etnisk.

Det er ikke så underligt, at waliserne bruger de hårdhændede behandlinger, de har fået igennem historien, af både anglo-saxere, romere, måske endda danskere (du ved: vikingerne) og senest normannerne, som anledning til at slå på deres oprindelse (tjah, kelterne smed jo faktisk nok den den gang 'oprindelige' befolkning ud - det ved man i hvert fald noget om fra Irland, der har et meget nært skæbnefællesskab med waliserne på bl.a. dette punkt. Dér jog kelterne picterne til Skotland...). Men hvad det har med øl at gøre, henstår lidt dunkelt... Der er i hvert fald ingen tvivl om, at dette bryggerei laver relativt traditionel britisk ale.

På de to walisiske flasker står udtrykket "bracis-curmi". I følge bagsiderne betyder det maltet øl, og skulle stamme fra det protokeltiske sprogkatalog. Efter sigende har nylige fund i Bayern påvist at kelterne bryggede maltet øl så tidligt som 800 år f.Kr., hvilket skulle gøre dem til de første rigtige ølbryggere i Europa.

Dette er meget agtværdigt, og man kan på den baggrund tilgive dem meget, men at rose kelterne for deres erobringstogter er nogenlunde som at forsvare Attila - det er på grænsen, synes jeg...

Nå, men til øllet. Jeg ved, at man bør starte nedefra med bronzen før guldet, men det er altså ikke på den måde, de har navngivet deres øl. Golden'en er på blot 4,2% Vol., og da de lover citrus-noter og kryderier i smagen imod Bronze'ns brunere karakter, bliver det altså den, der skal smages først.

Duften er flot: krydret, ja - med en snært af citrus, træ og måske lidt jord. Havde de manglet en årsag til at kalde øllet Golden, kunne de bare have opkaldt det efter farven: Den er lys, næsten bleg; man tænker 'bitter' - men det er det naturligvis ikke.

Smagen er rund med en lidt sen bitterhed. Den tenderer imod det sødlige, men dette balanceres fint af bitterheden.

Efter et stykke tid noterer jeg mig, at der er en lidt fremmedartet urt i duften. De afslører på flasken ikke, hvordan brygget er humlet, andet, end det er med traditionelle og frugtige humler. Og da den fremmede urt i bedet på ingen måde er ubehagelig, vil jeg tilskrive min undren, at der er humlesorter, jeg endnu ikke er helt 'familiære med'.

The Celt Experience: Golden Crafted Ale: 8/10 på Qvistgaards ØLometer.

Også med Bronze-modellen passer farven på brygget med betegnelsen. Den er lige de toner mørkere, end Golden, så man kan se, det ikke er guld, den skinner af. Duften er ret meget anderledes. Tungere - bær og frugt frem for blomsterranker. Der er ingen tvivl om, at brown ale er inspirationen her.

Det er stadig en 'mild' øl: blot 4,5% Vol. Dét kan de derovre på den anden side Nordsøen: lave lækker, velsmagende øl, der ikke sender én til tælling efter blot et par stykker... Og det er jo ikke hver dag, man har lyst til at drikke sig "lam i ro'n" (tak, De Eneste To - jeg havde helt glemt det udtryk!).

Smagen virker til at begynde med lidt difus - kommer der mon overhovedet noget? Men så følger et let bid i tungen og derefter ... honning. Store mængder lynghonning. Og der sætter sig en lidt klæbrig fornemmelse i mundvigene og på læberne. Jeg bryder mig ikke om den følelse, men smagen er for så vidt OK.

The Celt Experience: Bronze Crafted Ale: 7/10 på Qvistgaards ØLometer. Egentlig har jeg lyst til at give den 6/10, men det ville indikere et håndværksmæssigt ringere bryg, end det faktisk er - det er bare ikke min stil...

fredag den 27. april 2012

Pladderballe Bryghus: Brodtgaard

Jeg har skrevet om det før, og også anmeldt et par af deres øl. Men fantombryghuset Pladderballe er en sjov idé, der også laver morsom markedsføring. Se f.eks. nogle morsomme små filmklip på deres Youtube-kanal eller ved at skanne de QR-tags, der sidder bag på flaskerne.

Denne gang er det Brodtgaard, jeg har smagt - faktisk for anden gang. Første gang var det en regulær skuffelse. Alt for overvældende parfumeret - og ikke med de rigtige duftnoter til en IPA, som dette er en variant over.

Jeg ved ikke, om det skyldes menuen - sønnen havde bestilt hotdogs - men denne gang var oplevelsen bedre. Duften er rigtigt rar IPA-agtig. Smagen er også flink. Men der er altså en note af noget fremmed i både duft og smag. Jeg synes, det 'fremmede' er en lidt syntetisk tanke, en fremmed blomst i beddet. Som om, der er en unormal humle tilsat en i øvrigt helt klassisk humlekombination.

Det kan være sjovt med nye kombinationer - som f.eks. da jeg fik en ale med japansk humle, der ledte tankerne hen på citrongræs; det var rigtigt lækkert. Men denne gang synes jeg altså, 'fremmedlegemet' virker lidt malplaceret. Jeg må dog indrømme, at til juniors hotdogs fungerede øllet faktisk rigtigt godt.

Pladderballe Bryghus: Brodtgaard: 7/10 på Qvistgaards ØLometer. Havde jeg ikke smagt den før - og var blevet skuffet - havde den nok fået 8...

torsdag den 19. april 2012

Newmans Brewery: Last Lion of Britain Strong Ale

Mørk, dyster, storladen, tung. Svesker i duften. Jord. Nødder. Næsten stoutagtig. Skummet dør hurtigt (min fejl: glasset var ikke helt tørt). Farven er rav - mørkt rav.

Så forskellig kan to strong ales være. I går en lys, frisk, letløbende - i dag noget ganske andet. Og så er de endda fra samme by: Caerphilly. Her er der hverken new zealandsk eller japansk humle, Cascade eller andre blomstrede duftranker - her er der chokolade, lidt kaffe i smagen - en rigtigt rar herre-ale.

Newmans Brewery: Last Lion of Britain Strong Ale: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Det sidste point havde de sgu nok fået, hvis de havde serveret den i en ordentlig flaske i stedet for en 33 cl's...

Apropos Caerphilly: Ud over at huse mindst et par hæderværdige bryggerier, lægger de også jord til The Big Cheese: http://www.caerphilly.gov.uk/bigcheese/english/index.htm! Jeg tror ikke, det har så sk... meget med ost at gøre...

Caerphilly

onsdag den 18. april 2012

Walisisk mikrobryg - Folkeoplysning om Øl til Danskerne: Bleddyn 1075

Jeg har besluttet at ofre mig. I folkeoplysningens hellige og glorværdige ånd. Som jeg vist tidligere har skrevet, kan jeg generelt godt lide øl fra de britiske øer. Mit favoritbryggeri for tiden - uden for Danmarks grænser - er Brew Dog - både på grund af deres øl, og på grund af deres herlige holdninger. Jeg har f.eks. aldrig før oplevet et bryggeri, der skælder deres kunder hæder og ære fra. Det er sgu forfriskende!

Nå, men da jeg pludselig stod - ansigt til om ikke ansigt, så etiket - med, hvad der viste sig at være bryg fra Wales - og til og med økologisk mikrobryg - slog folkeoplyseren i mig til, og jeg måtte bide til bolle (eller måske kringle?). Tænk nu, hvis dette er godt??

Nu er det sådan, at de britiske øer har været beboet af kelterne i mange århundreder - ja, det skal jo strengt taget tælles i årtusinder. Men da øllets historie ikke går helt så langt tilbage, er de sidste par årtusinder jo irrelevante... Kelterne blev så fortrængt af forskellige andre 'folkeslag', f.eks. romerne, vikingerne og normannerne (som godt nok også nedstammer fra vikingerne...). I dag er det ikke rigtigt muligt at sige, at nogen er keltisk og nogen ikke er det, sådan i ren genetisk forstand, så på de britiske øer handler det meget om, hvad man føler sig.

Jeg tror egentlig ikke, der er så mange irere, der føler sig keltiske. De føler sig nok irske - men keltiske? Men en 'lomme', der i den grad stadig er præget af, at de kan spore rødderne tilbage til det 'rigtigt' keltiske, og som så i øvrigt har måttet lide den tort at være en del af England i århundreder (måske følelsen netop af den grund er desto stærkere?), er Wales. Så derfor er det egentligt ikke underligt, at det keltiske - og frem for alt en massiv stolthed over at være dem, de er - brager frem i mikrobryg-verdenen.

Den øl, jeg har tænkt mig at smage i dag, er fra The Celt Experience i Caerphilly, og øllen hedder noget så eksotisk som Bleddyn 1075. Dette skulle - for at gøre en lang historie kort - være den stærkeste af de walisiske konger nogen sinde, og da de har givet dét navn til en "pale strong organic ale", står alle tegnene gunstigt for en stor oplevelse.

Nu er britisk strong ale slet ikke så stærk, som dansk er. Denne holder f.eks. beskedne 5,6 % vol. Duften er til at begynde med blomsteragtig, som man kan forvente det - de har bl.a. brugt humle fra New Zealand! - men efter lidt tid kommer der også rigtigt rare toner af nødder i duften. Farven er lys gylden (filtreret), slet ikke hverken rødlig eller brunlig. Skummet, der holder en flot krone, er lys creme.

Smagen er stor og flot - de skriver en del om bitterhed i smagen på flasken (altså bag på flasken - ikke smagen på flasken), men den havde jeg lidt svært ved at finde. Der kom lidt efter 10-20 sekunder bagerst i ganen, men ellers er det en blød bryg, uden dog at være udflydende! Efter lidt tid kom der mere syre i duften og bitterhed i smagen, og det klæder øllet rigtigt godt.

The Celt Experience: Bleddyn 1075: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Det sidste point ville være kommet med, hvis der havde været en anelse mere kant. Men jeg glæder mig meget til at smage de næste par bryg fra selvsamme hus de kommende dage!

Det er Bleddyn til venstre :o)

fredag den 13. april 2012

Thisted Bryghus: TB Porse (1) - UPDATE: nu også Guld Porse

OK, hvad blev det så? Altså det, der kom med på påsketuren til det Jydske? Man kan faktisk i nogen grad kalde det at gå over åen efter vand... Jeg tog jysk øl med til Jylland! Nu er det sådan, at et af mine foretrukne påfyldningshuller - Metro - er relativt velforsynet i Thisted Bryghus' større partier, herunder den gode TB-serie - dem med sort etiket, der er nummereret fra 1 - 6 med store tal i forskellige farver.

TB Porse er nr. 1 i serien - og ved Gud, det er nok også en 1'er i smagssammenhænge! Der er tale om en ret almindelig pilsner af type, men der er sat voldsomme mængder af porse til den - ja, den har faktisk nærmest fået IPA-karakter!

Forestil dig en forårsdag på den jyske hede, hvor regnen lige er stoppet og solen brudt igennem skydækket. Forestil dig, du går en tur mellem lyng, fyr og birk. Forestil dig så, at du tager en dyb indånding gennem næsen - blot for at opdage, at du står midt på en eng med porse! Sådan er det at stikke næsen ned i denne drøm af en øl...

Og smagen lever til fulde op til duften - rund og blød, og alligevel med en krydret kant fra porsen... Den passede uforskammet godt til maden, som bestod af kogt skinke, stuvet spinat og kartofler...

Thisted Bryghus: TB Porse (1): 10/10 på Qvistgaards ØLometer!

Derudover havde jeg en Stronzo Golden Ale med, som jeg synes, min mor skulle smage. Den var også god, men virkede faktisk lidt mere tam, end porsen i påskesammenhænge. Og en Triple også fra Thisted. Den er 'kogt sammen' af tre brygmestre og af tre opskrifter. Den er stor, rund, fed og kraftig. Den var måske endda lige krydret nok til lammekøllen, og det skal der dog noget til at matche, men dejlig var den. En rigtig anmeldelse følger.

---------

UPDATE:

Thisted har også en GULD Porse. I følge hjemmesiden er der mere end 5 gange så meget porse i TB Porsen, som i den almindelige porse. Hvor GULD Porsen så ligger på den skala, ved jeg ikke, men der er rigtigt meget af den samme oplevelse af vestjysk hede og eng, som i TB Porsen - en rigtigt dejlig pilsnersk øl med en flot gylden farve og et godt, solidt skum.