onsdag den 22. august 2012

Hornbeer: Dryhop

Jeg har klaget mig nok over at måtte smage høstbryg i 31 graders varme i de to forrige anmeldelser. Det gjorde jeg så også overfor en god kollega, der har langt mere forstand på øl, end jeg. "Du skal da have en Dryhop fra Hornbeer! Den er rigtigt god i varmen" - lød det prompte svar.

Det er faktisk slået mig som en god idé til en serie anmeldelser at prøve nogle 'single hops' som netop Dryhop er, for at lære de enkelte humletyper bedre at kende. Og så har jeg faktisk aldrig smagt en Hornbeer før... "Hvad!! Har du aldrig smagt en HORNBEER??" hører jeg begge faste læsere udbryde. Og nej, det har jeg altså ikke.

Hvorfor ikke? Tjah... jeg er nok alt for konservativ i mit bryggerivalg. Og slet ikke godt nok orienteret om, hvad der foregår på dén scene. Og så var der lige det med brygmesterens bror, som jeg har et mere end almindeligt anstrengt forhold til... Men nok om det! Det er han nok rimeligt træt af at høre på (dem begge i øvrigt, formentlig)...

Jeg har så fundet ud af, at der er mange meninger om Hornbeer. Herunder en ret hård kritik fra visse kilder af sloganet på Hornbeers øl: "... smager altså godt". (Kunstpause.) Det minder mig lidt om Ølfabrikkens selvkarakteristik: "En fabrik, der laver øl". Jeg ved sgu ikke... Det rammer min form for humor meget godt! Og oven i hatten kan man så på Hornbeers seriøst/sjove, næsten tragikomiske præsentationsvideo høre den nu tørlagte alkoholiker Ole Thestrup lægge stemme til en 'tilfældig besøgende', der vises rundt i bryggeriet - selvom han sgu' nok aldrig har været der... Det er folkeligt/sofistikeret/kikset/charmerende på den helt rigtige, afvæbnende måde, efter min smag...

Nå. Tilbage til øllen. Dryhop er efter etiketten at dømme "en tør humlet øl". Også dér spiller de os et puds... Ja, den er nok tør. Og ja, den er også humlet. Men den er altså også tørhumlet! Tøh-HHØØH! Og hvad er så tørhumlet? Ja, det betyder altså ikke, at humlen føres hen over bryggen i en så passende afstand, at den vedvarende er tør. Så meget kan jeg sige. Derimod betyder det, at man tilsætter sidste omgang humle, efter man er færdig med at koge urten. Det kan være så sent som når øllet er fyldt på fad til gæring.

Dette bevirker, at de æterisk olier i humlen, som både giver smag og duft, overlever, hvilket de i mindre grad gør ved kogning. Trinnet før tørhumling er sen humling, hvor det sidste skud humle tilsættes 10-15 minutter før, kogningen er færdig. At der med tørhumling så formentlig er en risiko for, at bakterier, svampesporer og andet godt, overføres til øllet, hvorved det bliver dårligt under gæringen, er en anden sag. Jeg læste f.eks. om en hjemmebrygger, der havde tørhumlet 20-30 gange, og det var kun gået galt 2-3 gange (altså 10%...).

Brygger Rasmussen har så til denne øl anvendt den noksom bekendte Amarillo-humle. Dette er en lidt speciel humle: dens historie begynder på en humlegård i Washington State, USA, hvor man opdagede denne humle vokse vildt mellem de øvrige humler, man dyrkede. Man har så fundet ud af, at den er overordentligt fremragende til øl, og den er derefter blevet meget efterspurgt især blandt amerikanske bryggerier. Men samtidig er det en af de eneste humler, der ikke kan købes af andre humlegårde til dyrkning - den må alene sælges af det selskab, der ejer gården, den blev opdaget på... Jeg tror, de har tjent godt på den... Bare en fornemmelse...

Den har en middel Alpha-værdi (8-11), men til gengæld en lav Cohumulone-værdi, og det samlede resultat er derfor formentlig nogen bitterhed. Deraf nok den 'tørre, humlede øl'. En bitter øl kan nemlig godt smage tør! Smagsnuancerne, som Amarillo bidrager med, er blomster, krydderurter, citrus over i retning af appelsin - skriver de vise (se selv: http://en.wikipedia.org/wiki/Amarillo_hops). Om det så passer, vil jeg nu afgøre!

I øvrigt synes jeg, det er en lidt sjov blanding: Dryhop er faktisk en undergæret øl, og dermed en pilsnertype. Men Amarillo er udpræget amerikansk, ligesom tørhumling næsten ikke forekommer i kontinentaleuropæisk bryg. Dette viser dog blot Hornbeers kreativitet - ikke kun hvad de smukke etiketter angår, som fruen i huset, Gunhild Rasmussen, selv fremstiller, men også opskrifterne på det, der er inde bag dem...

'Nuff said! Så skal der drikkes.

Farven er grumset lys-gul, næsten hvedeølsfarvet. Skummet er voldsomt, men mit eksemplar var nok også blevet rystet lidt for meget på turen hjem... Der var ret meget bundfald i dette eksemplar, der på grund af den kraftige skumudvikling blev slynget meget rundt i glasset. Det kan naturligvis også være rester af humlen!

Det første, der slog mig, da jeg stak næsen i glasset, var faktisk fyrrenåle. Og citrus. Det er ikke nogen voldsom duft, men meget imødekommende. Jeg synes også, jeg kan finde noget timian, ikke så meget frugt, men masser af urter.

Smagen er rund, harmonisk, imødekommende. Humlen har 'center stage' her. Middel bitterhed midt på tungen, mere end langs tungens sider. Rigtig god mundfylde. Aromatisk. Det er imponerende, at én humletype kan give så flot en smag. Der er nærmest lidt tørv, røg, muld (lidt), efterårsæbler, igen urter: timian bagerst på tungen. Måske lidt salvie (i hvert fald fornemmelsen). Dejlig øl - men det ER faktisk lidt sært, at det er en pilsner, og ikke en ale...

Hornbeer: Dryhop: 9/10 på Qvistgaards ØLometer! Og det er med pil op...

Beklager det manglende skum.Telefonen ringede midtvejs...

2 kommentarer:

  1. Hej Claus
    Sikke en fantastisk anmeldese :)
    Og jeg giver dig helt ret, det er virkeligt en god øl :)
    vh

    SvarSlet
  2. Jeg synes nu stadig den smager mest af grapefrugt. Tænker sjældent så meget i fyrrenåle, som mange forbinder med aromahumle generelt, men det er nok mit årelange ophold i de norske fjælde der har gjort mig immun ;-)

    SvarSlet