onsdag den 8. august 2012

Bryghuset Svaneke: Færgeøl

De første rygter er begyndt at svirre om, hvem der vandt ølvalget i Kvickly. Således kan Beerticker afsløre, at det blev Bryghuset Svaneke med sin Half'n'Half, som jeg da også havde stor glæde af at anmelde... Så holder det vand, et stort tillykke til bornholmerne.

Det er nu ikke derfor, jeg i dag vil anmelde en øl fra Svaneke. Årsagen til det er, at denne øl repræsenterer anden gang, jeg lod mig 'forføre' i min sommerferie. På færgen mellem Tårs og Spodsbjerg stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en ... Færgeøl! Den havde jeg ikke set før, og da de havde en lille weekend-kuffert med 5 stk. i på tilbud, slog jeg til. Nu sidder jeg så og dvæler og den sidste i rækken...

Selskabet Færgen står bag en stor del mellemstore overfarter i Danmark, således f.eks. til Fanø, Bornholm, Als, Langeland og Samsø (og jo så også den 'anden vej', dvs. til Lolland, Sjælland, Jylland osv., men lad nu det ligge...). De har så fået Svaneke til at producere denne færgeøl: "Færgeøl er en undergæret, ufiltreret øl med en smag af bl.a. korn, malt og græs" står der bag på. På forsiden står der så en masse pladder om god tid, fyraften, gode venner, overskud, godt vejr osv. på de danske øer - noget, der slet ikke har noget med øllet at gøre.

Og dog måske... Måske er det, de vil med øllen, netop at understøtte god mad, højt humør og samvær i godt vejr med god udsigt i ro og fred? Narjhh...

Nå, men under alle omstændigheder syntes jeg, det lød interessant med en pilsner, der smager af korn og græs, især når den ikke er lavet af hvede. Om smagen af korn indebærer, at de også har puttet umaltet byg i, ved jeg ikke - hverken det eller græs er direkte nævnt i deklarationen. Men både maltet og umaltet byg kan godt - ved nænsom behandling - bevare noget af den lidt græssede smag. Korn er jo dog en græs...

Mine forventninger var nok stemt imod det lette, meget sommerlige, ukomplicerede, lidt industrielle indtryk - men det var før, jeg så, det var Svaneke, der havde lavet den. OK, farven er rav som en Classic og skummet er knækket hvid, så ingen overraskelser dér. Skumkronen står flot og længe med både store og små bobler. Duften har klare toner af humle, men også et svagt strøg af gær. Ikke noget græs endnu. Der er ikke tale om en særlig kompliceret duft; ukompliceret som en dansk sommeraften, faktisk.

Smagen kommer kun langsomt; den er ikke anmasende, men begynder at fylde mundhulen ud med en overraskende varm, rund smag. Bitterheden er lav, syre er der ikke meget af. Men der er en god sammenhæng mellem nuancerne - en helstøbt øl. Korn? Jo, måske en smule. Græs? Ikke meget. Måske lidt som at bide i et græsstrå - et af de lange, der allerede har fået en træ'et stilk.

De første fire i pakken blev drukket i gode venners lag på en solbeskinnet terrasse og i et telt ligeledes med solen som behagelig ledsager. Til dét brug er Færgeøllen måske lidt for voluminøs. Selvom den holder beskedne 4,6 % vol., er det en øl, der fordrer og fortjener opmærksomhed. Måske er den også for 'stor' til at blive indtaget på en færge, hvor man jo typisk er 'på vej'; det er ikke en pauseøl, en størstslukker. Det er et stykke dygtigt ølhåndværk fra Svaneke, så derfor er den nok mere egnet til at blive taget med hjem eller nydt sammen med andre et sted, hvor man er 'kommet frem' og ikke har travlt med at skulle afsted fra igen...?

Bryghuset Svaneke: Færgeøl: 8/10 på Qvistgaards ØLometer.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar