Så stod man lige dér og faldt i staver over udvalget af øl i den lokale brugsforening. Og så røg der lige det ene flashback moment hen over nethinden efter det andet - hvad var nu det? Jo, øjnene var faldet på en Half n' Half - på FLASKE!
I mine unge dage - da valget stod mellem Hof, Tuborg og Ceres (jeg gik i byen i Århus) - var en half n' half noget, man bestilte, når der var gået lidt for meget letløbende pilsnerøl og lidt for lidt fast føde indenbords, og det var tid til noget med substans. Det var før, man blev gammel nok til at drikke rigtig porter...
Så var det, man slingrede op til baren og på klingende østjysk-engelsk bestilte en half n' half. Og med sådan én i glasset, kunne man så køre i hvert fald en times tid endnu - næsten uanset tidspunktet.
Jeg erindrer også en bytur, hvor jeg må have været sulten fra starten, så jeg lagde ud med en h'n'h. Og kørte den stil hele aftenen igennem... Det var pinefuldt - meget pinefuldt - dagen efter - så vidt, jeg husker; men nu er det jo nok godt 25 år siden, såh...
I princippet er en half n' half jo 'bare' en pilsner blandet med en porter. Så man kunne fristes til at mene, at en h'n'h på flaske 'bare' ville være en let porter - en dameporter, om man vil. At Svanekes bryg er trofast mod princippet levner den flasketappede version ingen tvivl om - det er pilsnersk øl med en masse brus og flygtigt skum. Farven er mørk som kaffe, men ikke uigennemsigtig (ok, en tynd kaffe, så). Skummet er beige i den klassiske cotton coat-forstand. Vådt fortov, våde smøger, midt om natten i Århus i 80'erne - joh, Half n' Half'en er på hjemmebane!
Duften er portertung - mørkt rugbrød - men også med et snært af noget frisk. Det er ikke humle, engblomster eller frugter. Måske bare pigens hånd i din - og måske en svag note af lakrids.
Smagen sidder lige i skabet! Følger flot op på duften; der er tale om mad her. Men samtidig en letløbenhed, blødhed, der helt klart kommer fra pilsnersiden. Nødder. Svag bitterhed. Ikke klæg sødme. Svaneke kalder det selv 'en anelse karamel'. Jeg vil nu nok mene lidt mere end en anelse.
Den bedste karakteristik af Half n' Half'en for dem, der ikke var med dengang, eller som ikke kan huske det længere, er nok 'porter light' - mange af de fine kvaliteter fra porteren med et 'twist' af humle (det kommer lidt sent i smagen). De skriver på flasken, at øllen egner sig godt til bøffer og kødretter. Den egner sig også glimrende til en stille aften med minderne om den tabte ungdom til tonerne af TV2's udødelige 'Bag duggede ruder'...
Bryghuset Svaneke: Retro Half n' Half: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Man kan ikke give 'full house' for noget, der i den grad er baseret på anmelderens ungdomserindringer - og i øvrigt må karakteriseres med ordet 'light'... Men det er sgu' en dejlig øl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar