onsdag den 31. oktober 2012

Bøgedal: No. 300 (endnu en ikke-anmeldelse)

Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke vil anmelde Bøgedal, og det fastholder jeg naturligvis. Men derfor kan jeg jo godt skrive om det!

For noget siden skulle jeg købe ølgaver til to kammerater, som havde hjulpet med min flytning. I den altid velassorterede Bagsværd Vinhandel tog jeg modet til mig og bad om to Bøgedal No. 300, som ekspedienten  tidligere havde beskrevet som måske den bedste øl, han havde smagt.

Nu er det sådan, at med Bøgedal ved man aldrig helt, hvor længe et givent nummer er til at få fat i. Hver 'udgave' er af gode grunde meget begrænset i antal flasker, og produkterne kan nærmest pr. definition ikke genskabes - i hvert fald ikke nøjagtigt som den forrige. Og slet ikke No. 300!

Nuvel, skulle jeg have to Bøgedal No. 300, ville det indebære, at der ikke var flere tilbage i butikken. Det må jeg indrømme hensatte mig i en vis tilstand af panik. Tænk, hvis jeg aldrig fik den smagt!? Så ungersvendene fik hver en - i øvrigt rigtigt udmærket - lille kasse med Hornbeer (tror jeg nok), og jeg forlod butikken med min helt egen Bøgedal No. 300.

Da så forleden min gode ven redaktøren, som i den grad kender til godtøl (han har bl.a. gået til hånde ved en lejlighed på Thisted Bryghus, hvor lavastenen skulle sænkes ned i urten - det var varmt, beretter han...), kom forbi på kort visit, ja så skulle Bøgedalen prøves...

Noget af det, der gør Bøgedal No. 300 speciel, er at det er en slags 'reunion' af de to brygmestre Allan Poulsen og Casper Vorting, som i sin tid startede Brøckhouse, men som siden gik hver til sit. Noget andet er, at No. 300 er en blandingsøl! De to øl, der er ført sammen her, er Brøckhouse Vintage 04 og Bøgedal No. 201, begge nogle gamle 'svende'. Dertil er der så kommet noget friskøl baseret på humler som Fuggles, Perle og Northern Brewer. Antallet af flasker er meget begrænset og etiketterne er prydet med begge brygmestres signaturer. Så kan der ikke rigtigt lægges meget mere op til et kultfænomen...

Typen er en Mørk Old Ale i flg. etiketten. Well, old kommer jo i hvert fald af, at det er et par vintageøl, der har dannet grundlaget. Men Old Ale er også et begreb i øl-verdenen, som betegner mørke og lidt stærkere ales, end normalt. Der går jo inflation i alting, så det med det lidt stærkere kan for nogen øls vedkommende ikke rigtigt holde... Men måske er det en fortolkning af det spiritusholdige, honningsødede og lidt mere omhyggeligt producerede godtøl, man serverede på gårdene i gamle dage, når der kom fremmede?

Bøgedal No. 300 er en oplevelse. Når man hælder den op og sætter næsen i glasset, tænker man porter. Det gør man også, når man hælder den i munden - i hvert fald til at starte med. Men efterhånden som portersmagen fader ud, er der den rare smag af ale tilbage som eftersmag. Øllen har skarphed, bitterhed, men også porterfløjl i munden. Meget spændende, meget, meget spændende.

Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg med Bøgedal No. 300 har været med til at opleve noget specielt. Jeg har altså også gemt flasken...

Smagenoter: Young's: Double Chocolate Stout, St. Peter's: India Pale Ale, Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph, Skovlyst: Skovhuggerens Vinterporter

Det hænder ind i mellem, at jeg gerne vil ha' en øl. Altså bare knappe en flaske op og nyde den til maden, TV'et, en god bog eller sådan noget hyggeligt noget. Så prøver jeg at vælge en, som måske nok er god, men som godt kan tåle ikke at blive skrevet om her på siden. Og så er det, det sker: hver gang får jeg åbnet noget, som jeg tænker: nej, den er for god til at lade gå ubemærket hen! Således også med de tre første i dagens smagenoter. Den sidste falder så til gengæld i den helt modsatte grøft...

Young's: Double Chocolate Stout

Wells And Young's Brewing Company er et velrenomeret bryghus i alens og stoutens moderland. Det er i følge egen fortælling Englands største familieejede bryggeri, hvis rødder går langt tilbage i tiden med den formelle grundlæggelse omkring 1875.

En aften trængte jeg til noget varmt. Det er blevet efterårskoldt, og så er det godt at kunne skrue op for varmen i glasset - så kan man spare på olien i tanken... Valget faldt så på Young's Double Chocolate Stout, som i fuld overensstemmelse med engelsk tradition holder beskedne 5,2 % vol. Øllen er interessant nok bl.a. brygget på Pale Ale malt, som ellers normalt fortrinsvist findes i ... nå ja, Pale Ales.

Men til ingredienslisten hørte også chokolademalt og 'naturlig chokoladesmag', hvad det så rent kemisk måtte indebære. Og det skal jeg så lige love for - altså at der var chokoladesmag... Der var stort set ikke andet! Jo, en god bund af Pale Ale malten, der mere fornemmedes end decideret mærkedes, sikrede, at det aldrig blev en kvalm oplevelse.

Her er der tale om en fuldtonig chokoladefontaine, som skal drikkes som sådan! Jeg nød den 'solo', hvilket gik rigtigt godt, men som ledsager til en isdessert vil den også være perfekt. Jeg ville nok være varsom med at servere den til kødretter - måske en platte af røgvarer kunne være et interessant kontrapunkt?

Young's: Double Chocolate Stout: 10/10 på Qvistgaards ØLometer! Uhhhmmm...

---

St. Peter's: India Pale Ale

Så besøger vi lige St. Peter's igen. I husker nok: dem med whiskyøllen. Denne gang er det en klassisk India Pale Ale med en alkoholstyrke på 5,5 % vol., hvilket faktisk er en del for en brittisk IPA.

Nå, men vi kan lige så godt gå til konklusionen først som sidst: dette er en IPA, som en IPA skal være. Dette er skabelonen for IPA. Ikke for kraftig, ikke for stærk, ikke for mærkelig. Alle de rigtige noter i duften, alle de rigtige toner i smagen. Lige i skabet. Sådan. Bum.

St. Peter's: India Pale Ale: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Hvorfor nu ikke 10? Ganske vist er dette en fuldtonig, klassisk IPA, men som sådan fører den jo så heller ikke noget nyt til bordet. Men de 9 er med pil op.

---

Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph

Det altid interessante lille Rise Bryggeri har også lavet en jule ale. Det er rigtigt dejligt at se alle de ales, der strømmer ud i anledning af højtiden, for det sødlige og fede i 'jule' kan - begavet gjort - ballanceres rigtigt smukt af noget citrus og krydderier ved en god humling af alen.

Stærke Rudolf her er ganske vist rimeligt stærk i alkohol, 7,0 % vol., men det er ikke spritten, der dominerer. Hvad der til gengæld dominerer er en duft og smag, jeg måtte en tur i Brugsen for at komme i tanke om, hvad hedder...

Øllen i sig selv er mørk med et mørkt, beige skum. Det er i sandhed en dark ale. Men det, der slår som en hest sparker i både duft og smag er ... cocktailbær... Først troede jeg, det var julekage - som man vist også kan putte en slags syltede bær i - og så troede jeg, det var blommer. Men nej, det er altså cocktailbær. Der er en god bitterhed til at akkompagnere .. øh, bærene, så det bliver aldrig en vammel affære. Dette skyldes uden tvivl en udmærket brug af god humle. Men specielt, det er det altså.

Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Der er helt klart tale om en fornyer af juleøllen, men om det er vellykket, vil der med sikkerhed være delte meninger om...

---

Skovlyst: Skovhuggerens Vinterporter

Det var så de tre positive og interessante overraskelser. Nu kommer der også en overraskelse. Men konklusionen går i den stik modsatte retning. Så er du advaret...

På overfladen lover porteren fra Skovlyst godt. Den holder 8,0 % vol., så den kan sikkert give varmen igen. Den er lavet på chokolademalt, så der er basis for noget sødme. Der er naturligvis tale om en udpræget mørk øl. Ikke sort, men mørk. Skummet er også mørkt. Der er mange små bobler i skummet, der holder meget godt.

Duften er præget af, hvad jeg først identificerede som karamel. Men nej, det var brændt sukker. Helt ligesom, når man skal lave brunede kartofler juleaften, og sukkeret på panden kommer til at stå lidt for længe eller kartoflerne bliver brunet ved lidt for høj varme. Måske - kun måske - er der en snært af humle i duften.

Entréen i munden er udpræget sødlig. Nogen bitterhed, der virker mere spritagtig end humlet. Og så også mere smeltet/brændt sukker. Kun en anelse chokolade. Klistret. Efter en halv times tid havde det meste af sukkersmagen fortaget sig, og tilbage stod en medicinagtig smag a la Dr. Nielsen eller 1 Enkelt. Begge dele udmærkede drikke i deres egen ret, men en øl skal altså ikke smage af det...

Jeg må indrømme, jeg midtvejs overvejede, om resten skulle hilse på køkkenvasken...

Skovlyst: Skovhuggerens Vinterporter: 5/10 på Qvistgaards ØLometer. Tallene under 5 har jeg reserveret til de øl, jeg faktisk hælder ud...

Kære Skovlyst, I laver rigtigt dejlig øl ude i Hareskoven. I serverer uforskammet lækker mad. Hvorfor skal der så være så meget af det, I sælger på flaske, som er under jeres niveau? Noget af det LANGT under? Få dog en begavet brygger - hvad enten det er i Polen eller Danmark, det er vel ikke så vigtigt - til at lave nogle ordentlige fortolkninger af jeres sikkert udmærkede opskrifter. Dette kan I ikke være bekendt overfor kunderne, som jo for de flestes vedkommende alene møder jer i form af flaskeøl, og I kan heller ikke være det bekendt overfor jer selv. Resten af konceptet holder jo fuldstændigt!

søndag den 21. oktober 2012

En ikke-anmeldelse: Bøgedal: No. 281

Jeg kan jo i princippet anmelde, hvad jeg vil. Denne blog handler om øl. Bøgedal No. 281 er en øl. Så hvorfor anmelder jeg den ikke?

Lad mig starte med at slå fast, at Bøgedal er anderledes. Mere anderledes end de andre små bryggerier i Danmark - hvoraf mange bestemt har deres særheder på godt og ondt. Dermed ikke sagt, at de er sære på Bøgedal - slet ikke. De er bare lidt ekstra anderledes.

For det første er Bøgedal Danmarks eneste fritfaldsbryggeri. Det betyder, at øllen aldrig kommer under tryk, hvilket formentlig gør, at de sarteste af nok især aromastofferne bevares bedre. Men andet kan også gå tabt ved at pumpe væsken fra kar til kar, som man traditionelt gør det.

For det andet høstes byggen med selvbinder. Jo, der står sgu' selvbinder! Man kan forvisse sig om det i det seneste nummer af medlemsbladet for Danske Ølentusiaster, begavet benævnt Ølentusiasten. Og det er ikke en hvilken somhelst byg, der anvendes. Det er gamle bygsorter, som er hentet fra Nordisk GenBanks fryser på Svabart! Jeg noterede mig dog, at den selvbinder, der er afbilledet i bladet, trækkes af en traktor, og ikke af heste, som man traditionelt gjorde det.

Der er også andre særtræk, som f.eks. at urten koges over brændeild, som man kan underholde sig med på deres hjemmeside. Og som jeg tidligere har omtalt, er brygmester Casper Vorting ikke en hr. hvem-som-helst: han startede i sin tid Brøckhouse sammen med Allan Poulsen - et heller ikke helt uefent mikrobryggeri...

Så når alt kommer til alt er der for meget ved Bøgedal, der er så tilpas anderledes, at produktet fra bryggeriet ikke rigtigt kan sammenlignes med det, som andre mikrobryggerier og bryghuse laver. Det er øl lavet som på gårdene for 100 år siden (bortset fra traktoren), og det fortjener sin egen niche i ølkulturen herhjemme - ikke at blive slået i hartkorn med, hvad mangt en dygtig og ind imellem mindre dygtig entusiast kan frembringe med mere eller mindre moderne produktionsmetoder og ditto udstyr.

Forleden var det min søsters fødselsdag. Hendes kæreste havde jeg foræret en Bøgedal No. 281 på et tidspunkt. Den var han så flink at sætte på bordet, da jeg var inviteret til fødselsdagsmiddag. Så er niveauet ligesom lagt... Dertil nød vi ovnbagte rodfrugter og lammeculotte. Sådan.

Om øllen kan man sige, at den smager af lakrids. Men det dækker slet ikke oplevelsen. Det er en begsort væske med en stor kompleksitet i kroppen - ikke bare 'lakrids'. En drikkeoplevelse - både fordi øllen er god, men også fordi den aldrig vil blive lavet igen på helt samme måde. Det er endnu en af grundende til ikke at anmelde Bøgedal. Man aner ikke, om man kan få noget, der smager ligesådan en anden gang. Hver Bøgedal er en 'once in a lifetime' (med mindre, man har røvet banken og købt restlageret af den pågældende øl), og som sådan skal den opleves. Sanses - ikke anmeldes.

Og så er det sgu' trygt at vide, at man har en Bøgedal No. 300 stående til en ganske særlig lejlighed, om en sådan skulle vise sig...

Fanø Bryghus: Fanø Vadehav

Praktisk søndag. Sådan er det tit herhjemme. Lørdagen går med at slappe af, restituere sig oven på arbejdsugen, lave hyggelige familieting osv. Søndag er praktisk søndag. Denne gang involverede det steder som flaskeautomat, genbrugsstation og byggemarked. Og omfattede det sidste affald efter flytningen, de sidste lamper, en loftslem, der skulle gøres klar til vinteren, og lidt - meget lidt - havearbejde.

Ovenpå sådan en tur trænger man til et glas øl. Jeg har aldrig været god til at drikke øl i løbet af dagen - hverken til frokost eller når 'arbejdet er halvt færdigt'. Jeg bliver træt, døsig og doven. Men når arbejdet er helt færdigt, er der fri ret til selvforkælelse...

Ikke noget overhumlet. Noget med krop, kant og karakter. Jeg overvejede kort en porter, men så faldt blikket på Fanø Vadehav. Mørk, kraftig ale. Måske skyldes min trang til noget med substans, at frokosten bestod af en bakke flæskesvær midt i alt arbejdet...?

Af bagetiketten fremgår, at øllen er en aftenøl og skabt til at akkompagnere udsigten over vadehavet. Det er altså IKKE meningen, øllen skal illudere vadehavet i sig selv...

Det er en meget mørk ale. Mørkere end den brownale, jeg anmeldte i går. Næsten uigennemsigtig, men klar. Skummet er mørkt beige og står helt perfekt i glasset: højt, fast og med både store og små bobler. En flot start!

Duften er overraskende mild. Lidt humle i form af moden frugt, malt i form af lidt brød - ikke for mørkt brød; der er jo trods alt hvedemalt i.

Smagen er overraskende: bitter - nærmest sur, igen brød. Lidt rosmarin i ganen. Ikke så meget mere. Efter en stund fortager bitterheden sig til fordel for noget metallisk, men også strejf af kaffe og chokolade.

Ryan Witter - den hidtidige brygmester på Fanø - har sagt op for at drage hjem til England. Det bliver rigtigt spændende at se, hvad de gode fanniker finder på nu.

Fanø Bryghus: Fanø Vadehav: 7/10 på Qvistgaards ØLometer

Beklager de fedtede glas i går og i dag.
Nu HAR opvaskemaskinen fået salt igen...

lørdag den 20. oktober 2012

Nanoq Beer Greenland: Sedna Brown Ale

Nogle vil huske, at jeg var ret vild med Nanoq Beer's Pale Ale. Som tidligere annonceret kommer turen nu til en anden af deres aftapninger - med indlandsis. Denne gang Brown Ale'n, der er opkaldt efter selveste havets Moder, Sedna.

Wikipedias danske udgave kan man læse, at "Sedna er inuitternes lunefulde havgudinde, og opretholdelse af et godt forhold til hende er i følge inuitternes mytologiske overleveringer med til at øge mulighederne for en god fangst." Dernæst følger en grufuld beretning om, hvordan hun blev gudinde - noget med et par ret alvorlige fadersvigt... Det er ikke for sarte sjæle - så er du advaret!

Om Sedna i flaskeform er lunefuld - efter beretningen at dømme fuldt forståeligt - vil nu vise sig. Farven på øllet er til den lyse side for en brown ale - ikke meget mørkere end en classic. Derimod er skummet flot beige med god holdbarhed og en flot blanding af små og store bobler, der kun brydes ganske langsomt.

Mens jeg hældte op kom der et dejligt strejf af noget humlet. Lidt citrus, noget frugt eller bær - bare et strejf. Desværre er der ikke meget tilbage heraf, når man stikker snuden i glasset. Duften er rar - bestemt - og til og med til den humlede side med lidt krydderurter, frisk tobak, læder, chokolade. En fint komponeret duft - den er bare meget svar. Lidt ligesom at lytte til en smuk sonet, der bare er skruet for langt ned.

Af en brown ale at være, har øllen en udmærket bitterhed - den entréer langs tænderne og tager så plads som en prikken på tungen. Dette følges af en sødlig, fudgeagtig smag, der utvivlsomt stammer fra noget karamelmalt. Man kan godt finde noter af tobak, træ og læder i smagen også - især hvis man ilter øllet i munden (pas på med at gøre det, når der er ukyndige tilstede - det ser tåbeligt ud!).

Det er en dejlig øl. Men den er ikke fremragende - der er for lidt, der som sådan rager op i billedet. Men den har en skarphed, som mange brown ales mangler, og tak for det. Det er en hyggeøl, f.eks. til lidt god tobak efter middagen. Den må ikke drikkes til noget, der er kraftigt i smagen - så dør den helt. Behandel den nænsomt, og den vil stryge dig med hårene. Ikke lunefuld, ikke oprørsk som Sedna, havets Moder. Slet ikke.

Nanoq Beer Greenland: Sedna Brown Ale: 8/10 på Qvistgaards ØLometer.


fredag den 19. oktober 2012

Pladderballe Bryghus: Sokkeøl

Ja-jo - noget med julesokken og så julemanden, der kommer og putter en øl i - og så er det en sokkeøl. Tøhøøø...

Never mind - sæsonens første juleøl skal i glasset, og hvor bedre at starte, end med øl fra Svaneke, der som bekendt har overtaget licensen fra Føniks til at brygge Pladderballe Bryghus' aftapninger.

Af flasken fremgår, at der er tale om en stærk pilsner - konkret 5,7 % vol. - og dertil er der sat stjerneanis. Point for ikke at lave underlig øl, som visse bryggerier har det med at gøre op til netop jul (og denne jul bliver  højst sandsynligt ingen undtagelse).

Etiketten prydes af, hvad jeg vil gætte på, er Martin Bo Petersen, der i flg. pladderballebryghus.dk er idémanden bag bryghuset. Point til Martin for en sjov idé. De har så ikke helt fået sokkeøllen med på hjemmesiden - alene så vidt, jeg kan se i det Facebook-feed, der er indlejret. Nå, der er jo også længe til jul...

Farven er mørk rav, skummet beige og af den type, der ret hurtigt fiser af.

Duften er lakrids - det er selvfølgelig anisen. Men der er også andre ting, som er lidt utraditionelle i en juleøl: jeg er sikker på, jeg kan identificere citrusnoter fra humlen, også lidt friskbagt brød. Men anisen er nu ret dominerende.

Øllen gør en perlende frisk entré i munden. Lige i starten kan man smage malten i form af en god skorpe fra et friskbagt grovbrød - ikke noget gær eller dej her. Lakridsen fylder derefter mundhulen. Det er den, der er hovedhistorien her. Det er en let drikkelig øl med lidt kant af syre og sprit. Den vil med sikkerhed gøre sig godt til de første ombæringer på julebordet - sild, sylte, leverpostej, som den vil udgøre et godt modspil til - mens den nok kommer lidt til kort overfor de tungere sager som flæskesteg og andet stegemad. Derimod ville jeg ikke være bleg for at servere den til Gamle Ole med løg og sky!

Pladderballe Bryghus: Sokkeøl: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Den er, hvad den giver sig ud for at være: en stærk øl med anis. Tak for det. Men den er ikke lige så formfuldendt som f.eks. Classic'en.


onsdag den 17. oktober 2012

Smagenoter: Vestfyn: Willemoes 200 år, Skovlyst: Ahornbryg, Rise: Hertug Hans No. 5

Bryggeriet Vestfyn: Willemoes 200 år, 6,5 % vol.

Man vil muligvis erindre sig mine bryderier med Willemoes Porter forleden. Men samtidig også min begejstring for Vestfyns Red Pale Ale for længere tid siden. Så derfor var det med forventninger i fuldstændig vildrede, at jeg satte mig til Willemoes 200 år. Bryggeriet beskriver selv udmærket øllen på deres hjemmeside her: http://www.bryggerietvestfyen.dk/products-page/willemoes/willemoes-200-ar/, og jeg kan tilslutte mig det meste.

Farve: Mørk rav. Skum: Beige - det kan godt være, de har brugt pilsnermalt, men skummet er som på en overgæret øl...

Duft: Friske græsser - helt klart en velhumlet øl. Der ligger dog en dyb bas-tone af malt. Lidt dejagtig, brødskorpe, men også appelsinskal, rosmarin. Det er en skarp duft, der river i næsen, selvom øllen 'kun' holder de 6,5 % vol.

Smag: Mørk. Maltet. God bitterhed langs tungen. Humlerne er ikke markante i smagen - de har udspillet deres rolle som duftsættere. Mest bitter chokolade, læder, tobaksrøg, lidt cigaraske.

Øllen er mørkere, mere stoutagtig i smagen, end man forventer i duften - den er lidt ude af balance, men bestemt et besøg værd.

Bryggeriet Vestfyn: Willemoes 200 år: 8/10 på Qvistgaards ØLometer.

---

Bryggeriet Skovlyst: Ahornbryg Forårsbock, 5,5 % vol.

Jeg mindes, det er sket for mig før, at Skovlysts øl eftergærer i flasken. Resultatet er, at de vil ud! Og at de kan have en ret dej/gær-agtig duft de første par minutter. Man skal bare lade øllen stå i glasset indtil det er dampet af - men så risikerer man altså også, at gode citrusnoter fra humlerne ryger med...

Der er her tale om en "lager" eller "stærk pilsner", som de selv omtaler den. Den holder dog kun relativt beskedne 5,5 % vol.

Farve: Rav. Skum: Knækket hvid med mange små bobler, men der er som forventeligt ikke tale om noget 'fast' skum.

Duft: Surt og gæragtigt til at starte med. Men derefter en frisk sødme, noget sommer og saftevand. Efterhånden kommer der lidt træ i duften. Om det er ahorn skal jeg ikke kunne sige - jeg havde ikke lige en frisk skive ved hånden...

Maltmixet i flasken er interessant: byg, hvede, rug og karamel. Hveden var ikke styg og rugen var ikke tung, så hvilken rolle de to malte spillede, ved jeg ikke helt. Smagen er nemlig mest lidt sødlig - dog ikke vammel. Ahornen er tilsat i form af sirup, og den er det ikke så svært at identificere, men om det er sirup på ahorn eller på noget andet, kan jeg ikke lige afgøre.

Øllen vil være fortrinelig til en skarp sild, der kan trænge til noget udglatning. Eller som en 'stand alone' dessert. Den smager godt, men mangler lidt mere karakter fra f.eks. rugmalten.

Bryggeriet Skovlyst: Ahornbryg Forårsbock: 8/10 på Qvistgaards ØLometer

---

Rise Bryggeri: Ærø - Hertug Hans No. 5 Valnød, 7 % vol.

Den fik vi en del den sommer. Gode venner havde for Guderne må vide hvilket år bosat sig i nogle uger på den underskønne Ærø, og de var flinke til at holde øllen kold og forsyningslinjerne åbne i de alt for få dage, vi besøgte dem...

De drak gerne en Hertug Hans No. 5, og "skik følge eller ø fly", som jeg antager, de siger på de kanter. Men hvem sætter ikke også gerne gane til noget så lækkert som en undergæret bock med valnødesirup??

Der er som sagt tale om en undergæret bock (det er strengt taget unødvendigt at påpege, at den er undergæret, idet det ligger i betegnelsen 'bock', men altså - for de uindviede ...), brygget på karamelmalt, pilsnermalt og sortmalt. Dette sidste havde jeg ikke mødt før, så lidt research var på sin plads:

"Sort malt er hårdt ristet bygmalt [...]. Sortmalt giver en sort farve og tør smag. Malten bruges fortrinvsis i porter og stout, men anvendes også i andre øltyper såsom schwarzbier, dunkles og mørke bockøl." (Se selv: http://www.glocalbeer.dk/encyklopaedi/malt/sortmalt.htm).


Og til ovenstående er der så sat valnødeekstrakt i form af en sirup og Goldings humle.

Farve: Mørk rav. Skum: Flygtigt pilsnerskum.

Duft: Kraftig valnød. Stor sødme. Men også en vild lyksalighedsfølelse, der må stamme fra rigelige mængder af humlens euforiserende stoffer, der går lige i dårekisten! "Fri humle til folket!" Nåh nej - det ER jo lovligt...

Smag: Igen stor sødme fra valnødesirupen. Men også en kant - det er også nødvendigt for at balancere sødmen. Måske kommer kanten fra de 7 % vol., selvom øllen ikke smager sprittet.

Det er en speciel øl. Den har sin helt egen niche. Rigtigt god til grillmad, sommeraftner med stjerneklare nætter - eller en vintergryde; på den måde er det en rigtig all-rounder. Men det er en øl, der vil dele vandene mellem dem, der elsker den, og dem, der ikke kan lide den, og så er den ret éntonig. Valnød. Stort.

Rise Bryggeri: Ærø - Hertug Hans No. 5 Valnød: 9/10 på Qvistgaards ØLometer.

St. Peter's: The Saints Whisky Beer

Først og fremmest håber jeg jo på tilgivelse, når jeg nu ligefrem drikker St. Peter's øl... En øl, der i øvrigt kommer fra England - fra et lille (efter eget udsagn i hvert fald) bryggeri, der blandt meget andet morsomt faktisk viser kundernes billeder af øllen (og nogen, der drikker den) på deres hjemmeside... Det er da sjovt! http://www.stpetersbrewery.co.uk/

Bortset fra det, er det ikke hver dag, man falder over øl fa St. Peter's her på egnen. Faktisk kan jeg takke Post Danmark for det. Og begrebet mersalg... Jeg havde bestilt noget på 'nettet, som skulle sendes til mig, men som ville være for stort til min postkasse. På grund af Post Danmarks nedsabling af de små, lokale posthuse, er det nødvendigt her i om ikke udkantsdanmark, så udkantshovedstaden at begive sig til det udmærkede omend lidt pebrede foretagende Skjold Burne. Overflødigt er det vel at påpege, at det er ret farligt at gå sådanne steder hen, når man har hang og trang til godtøl og whisky, som jeg har det...

Nå, men dér gik jeg så i dag - for blot at konstatere, at effektivisering og mekanisering hos Posten har bevirket, at man ikke længere kan være heldig at kunne få sine ting udleveret samme dag efter 17, men pænt må vente til dagen efter. Men så var det, begrebet mersalg satte ind. For hvorfor er det nu, nogle butikker sælger varer til under indkøbspris? Og hvorfor er det, der den ene gang efter den anden er udsalg med kun marginal fortjeneste på de nedsatte varer? Og hvorfor er det, Skjold Burne - de flinke mennesker - ganske frivilligt og gratis yder den service at sælge frimærker og udlevere post? Fordi fjolser som mig ikke kan lade være med at blive fristet af alt det, der står der og ser så rart ud - og som koster helt normalt med penge... Mersalg...

Under normale omstændigheder ville jeg være blevet noget utilfreds med mig selv, men da det jo er øl, jeg har købt, og da det ser rigtigt sjovt ud, det jeg om lidt skal til at smage - ja så er det ikke så svært at tilgive...

Som sagt er øllen engelsk, og til og med en Whisky Beer. Det kombinerer jo to af mine favoritter. Men der er mere - hør nu blot: whiskyen er engelsk! Altså som i ikke skotsk! Og efter etiketten at dømme, er det første gang i 100 år, der bliver produceret whisky i England... Ganske vist et andet sted end på ølbryggeriet, men dog i samme by - og så har de tilladt sig at tilsætte et mål af denne whisky til øllet på et eller andet tidspunkt i bryggeprocessen.

Resultatet skulle - igen efter etiketten at dømme - være en øl med 'røgede' overtoner fra det tørverøgede malt i whiskyen. Det lyder da lovende! At det så ikke er et meget stort mål, de har tilsat, eller at det er tilsat så pas tidligt, at spiritussen er fordampet igen, vidner de beskedne 4,8 % vol. alkohol i flasken jo om. Men skidt - det kan jo godt smage godt alligevel!

Øllet er helt normalt ravgult og skummet brækket hvidt. I duften er der i sandhed tørverøg! Det er faktisk svært at finde andet i duften - måske lidt friskbagt franskbrød... Men røgen er rigtigt rar - ikke forkullet træ eller våd cigar, men en rigtig behagelig fornemmelse af langsomt glødende birk f.eks. Og så alligevel en lille skarphed...

Røgoplevelsen fortsætter heldigvis ned i smagen. Lidt bitterhed, lidt syre, men frem for alt en stor røg - forestil dig røget hellefisk uden fisk. Eller røgede rejer. Uden rejer. OK, det lyder åndsvagt, men altså: smagen er af røg - ikke af det, der har været ild i - og det er det, der er kunsten.

Nu kan jeg godt lide min whisky med rigeligt tørverøg og gerne også tang, sprit og træsplinter. Derfor leder jeg lidt forgæves efter et anstrøg af sidstnævnte i øllen. Det er der ikke - men det er faktisk heller ikke nødvendigt. Røgen er historien her, og man føler sig dejligt hensat til - hvad jeg må formode kunne være - 1700-tallets røgede pubber med smuglere, lommetyve og noble herrer, der får sig én til tørsten. Dette underbygges meget godt af den morsomme flaske, der er oval i sin horisontale form - efter sigende hentet fra 1770'ernes USA.

St. Peter's: The Saints Whisky Beer: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Det er en lækker øl til f.eks. en frokost med røgvarer, fede postejer, grillet kød og andet, der vil frem i verden. Men den er også éndimensionel, og derfor bliver det ikke med flaget helt i top. Til gengæld er den ene dimension, den har, rigtigt dejlig


fredag den 5. oktober 2012

Bryggeriet Vestfyn: Willemoes Porter

Jeg har en kollega udi arbejdsmæssig sammenhæng, hvormed jeg deler en overordentlig mindeværdig øl-begivenhed. En dag - eller rettere: aften - befandt vi os i den udmærkede midtjyske by Holstebro i en tilstand, der kaldte på godtøl. Vi havde lige indtaget et dejligt måltid (jeg husker det som spareribs ad libitum)  på et nærliggende hotel, og for at dulme trangen til ædelt bryg, valsede vi ud på gaden, 10 meter til venstre og ind af den første, den bedste gadedør.

Dét viste sig at være klogt gjort. Døren ledte nemlig direkte ind i Fox and Hounds, som er en pub - kan man godt tillade sig at kalde den - med et betragteligt udvalg af netop godtøl. Om stedet selv skriver de i øvrigt på deres hjemmeside: "Fox and Hounds Scottish Pubs blev grundlagt i Holstebro i 1991 af skotten Simon Martin. Siden er de 2 pubber i Herning og Aabenraa kommet til."

Godtså. Af øl erindrer jeg først og fremmest en ualmindeligt lækker røget brown ale. Jeg har forgæves ledt deres menukort på nettet igennem igen, men da det er nogle år siden, tænker jeg, den er blevet udskiftet. Men jeg er ret sikker på, den var brittisk.

Hvorom alting er, så kom bemeldte kollega stormende ud af sit kontor forleden for at berette om en øl, han havde smagt, som havde hensat ham i, hvad der kun kan beskrives som en lykkelig tilstand. Det viste sig at være Vestfyns Willemoes Porter, som ud over at holde anstændige 9,8% vol. desuden er tilsmagt med lakrids. Meget interessant...

Faste læsere af denne side vil formentlig erindre, at jeg engang anmeldte Vestfyns kandidat til Kvicklys ølfestival, deres Red Ale, og fandt den god nok til at være min vinderkandidat. På den anden side: jeg har så længe, jeg kan huske det, været noget loren ved Willemoes-serien. Jeg erindrer småkedelige oplevelser med lidt karakterløs bryg.

Men det er nogle år siden, og man skal aldrig lade gammelt nag stå i vejen for en stor øl-oplevelse - og da netop føromtalte kollega, der ellers nok kender til både godtøl og god whiskey, varmt anbefalede den, ja så faldt der sørme én i kurven (og en 200 års og en stout samme sted fra, som jeg vil skrive lidt om senere), da jeg alligevel kom forbi...

Farven er naturligvis sort, dog med et 'hint' af brunt (bilder jeg mig ind). Skummet er mørkt beige som lys nougat. Der er tale om en porter, og dermed øl lavet med undergær, men skummet er en stout værdig. Det holder en rigtigt flot krone med mange små bobler og i starten så det faktisk ud som om, det 'satte sig' på samme måde som en Guinness!

Duften er ikke særlig markant, men den er ellers som man kan forvente af en porter. Masser af dej, som dog fortager sig ret hurtigt og giver plads for kaffe, cigartobak (både røg og aske), mørk chokolade, friskhøvlede brædder.

Er duften svag, er smagen det ingenlunde. Men selvom øllen holder de nævnte 9,8% vol., er den ikke sprittet. Først kommer der en konsistensfornemmelse som en blanding af hostesaft (den gode med morfin i) og sort fløjel (ja, man kan naturligvis ikke mærke farven...). Smagen kommer rullende lidt senere, når mundfulden er halvvejs nede i svælget. Og så kommer porteren frem på paletten: ristet, maltet korn. Igen træ, kaffe(-grums), mørk, mørk chokolade - og sent, meget sent, også lakrids. Faktisk er der mere tale om en tone, der bliver hængende tilbage i munden, når ølsmagen er væk...

Øllen har desuden en bitterhed på niveau med en 95% Vahlrona. Det er lige før, den snerper...

Spritten kommer mere som en eftertanke ned igennem svælget. Man fornemmer egentlig ikke i mundhulen, at man har drukket noget stærkt, men i svælget og halsen er der klart et aftryk af noget spirituøst (dog næppe sprirituelt...). Jeg prøvede faktisk at tage en mundfuld, og så suge luft ind igennem den (det er noget, jeg kun gør, når der ikke er andre tilstede...), men da det indebar, at jeg inhalerede spritdampene fra denne kraftkarl, kom jeg til at hoste så kraftigt, at mit tastatur nær var blevet forenet med Willemoes Porter.

Samlet set synes jeg bestemt ikke, vi her har fat i en øl uden karakter. Den har umpf, kraft og kant. Ting, jeg normalt godt kan lide ved en øl. Men jeg synes, denne er for uharmonisk til at få topkarakter. Det er bestemt en wow-øl, og så rigeligt en, man kan servere for 'drengene', når de skal prøves af og man skal have sig en griner. Skal den drikkes til mad, skal det være til skimmelost, ølmarineret svineskank eller chilichokolade, for nu at tegne en bred palette.

Bryggeriet Vestfyn: Willemoes Porter: 7/10 på Qvistgaards ØLometer

PS: Lad være med at drikke den på tom mave. Man skal hele tiden pisse, og så laver man mærkelig mad bagefter...