Bryggeriet Vestfyn: Willemoes Porter

Jeg har en kollega udi arbejdsmæssig sammenhæng, hvormed jeg deler en overordentlig mindeværdig øl-begivenhed. En dag - eller rettere: aften - befandt vi os i den udmærkede midtjyske by Holstebro i en tilstand, der kaldte på godtøl. Vi havde lige indtaget et dejligt måltid (jeg husker det som spareribs ad libitum)  på et nærliggende hotel, og for at dulme trangen til ædelt bryg, valsede vi ud på gaden, 10 meter til venstre og ind af den første, den bedste gadedør.

Dét viste sig at være klogt gjort. Døren ledte nemlig direkte ind i Fox and Hounds, som er en pub - kan man godt tillade sig at kalde den - med et betragteligt udvalg af netop godtøl. Om stedet selv skriver de i øvrigt på deres hjemmeside: "Fox and Hounds Scottish Pubs blev grundlagt i Holstebro i 1991 af skotten Simon Martin. Siden er de 2 pubber i Herning og Aabenraa kommet til."

Godtså. Af øl erindrer jeg først og fremmest en ualmindeligt lækker røget brown ale. Jeg har forgæves ledt deres menukort på nettet igennem igen, men da det er nogle år siden, tænker jeg, den er blevet udskiftet. Men jeg er ret sikker på, den var brittisk.

Hvorom alting er, så kom bemeldte kollega stormende ud af sit kontor forleden for at berette om en øl, han havde smagt, som havde hensat ham i, hvad der kun kan beskrives som en lykkelig tilstand. Det viste sig at være Vestfyns Willemoes Porter, som ud over at holde anstændige 9,8% vol. desuden er tilsmagt med lakrids. Meget interessant...

Faste læsere af denne side vil formentlig erindre, at jeg engang anmeldte Vestfyns kandidat til Kvicklys ølfestival, deres Red Ale, og fandt den god nok til at være min vinderkandidat. På den anden side: jeg har så længe, jeg kan huske det, været noget loren ved Willemoes-serien. Jeg erindrer småkedelige oplevelser med lidt karakterløs bryg.

Men det er nogle år siden, og man skal aldrig lade gammelt nag stå i vejen for en stor øl-oplevelse - og da netop føromtalte kollega, der ellers nok kender til både godtøl og god whiskey, varmt anbefalede den, ja så faldt der sørme én i kurven (og en 200 års og en stout samme sted fra, som jeg vil skrive lidt om senere), da jeg alligevel kom forbi...

Farven er naturligvis sort, dog med et 'hint' af brunt (bilder jeg mig ind). Skummet er mørkt beige som lys nougat. Der er tale om en porter, og dermed øl lavet med undergær, men skummet er en stout værdig. Det holder en rigtigt flot krone med mange små bobler og i starten så det faktisk ud som om, det 'satte sig' på samme måde som en Guinness!

Duften er ikke særlig markant, men den er ellers som man kan forvente af en porter. Masser af dej, som dog fortager sig ret hurtigt og giver plads for kaffe, cigartobak (både røg og aske), mørk chokolade, friskhøvlede brædder.

Er duften svag, er smagen det ingenlunde. Men selvom øllen holder de nævnte 9,8% vol., er den ikke sprittet. Først kommer der en konsistensfornemmelse som en blanding af hostesaft (den gode med morfin i) og sort fløjel (ja, man kan naturligvis ikke mærke farven...). Smagen kommer rullende lidt senere, når mundfulden er halvvejs nede i svælget. Og så kommer porteren frem på paletten: ristet, maltet korn. Igen træ, kaffe(-grums), mørk, mørk chokolade - og sent, meget sent, også lakrids. Faktisk er der mere tale om en tone, der bliver hængende tilbage i munden, når ølsmagen er væk...

Øllen har desuden en bitterhed på niveau med en 95% Vahlrona. Det er lige før, den snerper...

Spritten kommer mere som en eftertanke ned igennem svælget. Man fornemmer egentlig ikke i mundhulen, at man har drukket noget stærkt, men i svælget og halsen er der klart et aftryk af noget spirituøst (dog næppe sprirituelt...). Jeg prøvede faktisk at tage en mundfuld, og så suge luft ind igennem den (det er noget, jeg kun gør, når der ikke er andre tilstede...), men da det indebar, at jeg inhalerede spritdampene fra denne kraftkarl, kom jeg til at hoste så kraftigt, at mit tastatur nær var blevet forenet med Willemoes Porter.

Samlet set synes jeg bestemt ikke, vi her har fat i en øl uden karakter. Den har umpf, kraft og kant. Ting, jeg normalt godt kan lide ved en øl. Men jeg synes, denne er for uharmonisk til at få topkarakter. Det er bestemt en wow-øl, og så rigeligt en, man kan servere for 'drengene', når de skal prøves af og man skal have sig en griner. Skal den drikkes til mad, skal det være til skimmelost, ølmarineret svineskank eller chilichokolade, for nu at tegne en bred palette.

Bryggeriet Vestfyn: Willemoes Porter: 7/10 på Qvistgaards ØLometer

PS: Lad være med at drikke den på tom mave. Man skal hele tiden pisse, og så laver man mærkelig mad bagefter...