Klosterbryggeriet: Skt. Søren

Så forsvandt den sidste af de øl, jeg havde indkøbt i sommers på Øm Kloster: lyngøllen. På etiketten er der et lilla felt (somme ville nok kalde det cyklame - men for historiens skyld...), der utvivlsomt symboliserer lyngen, der er anvendt. Nu er vi jo nogle, der kan huske 'Farven Lilla' - en film om urimeligt hårde vilkår, reelt slaveri og stor næstekærlighed. Om disse karakteristika også har præget Skt. Sørens liv, ved jeg ikke, men det har næppe været en dans på roser...

Historien lyder, at Søren var en begavet bondesøn fra Gl. Rye, som omkring år 400 blev præst (vi snakker germansk jernalder spækket med Odin, Thor og Valhalla - så en kristen præst...?!) og biskop af Køln. Han har med andre ord sat sig op imod sin samtid - formentlig både familie, slægt og stamme, hvilket kunne få katastrofale følger - noget, som nok kunne borge for 'hårde vilkår'.

Dernæst skal man ikke være ret meget religionskyniker for at kunne godtage, at livet som munk (hvilket præsteembedet var synonymt med på mange punkter dengang) kan opfattes som reelt slaveri. Men dog må man også godtage, at den kristne tro prædiker næstekærlighed - i hvert fald overfor ligesindede... Dermed er forbindelsen til filmen intakt - omendskønt dette nok er mere udtryk for mit syge sind, end en egentlig rationel beslutning fra Klosterbryggeriet - så: undskyld...

Jeg skulle mene, vi her har fat i en ale - ufiltreret som sig hør og bør. Den er formentlig underneden ganske gennemsnitlig, omend med en kant - selvom den kun holder 4,9 % vol. kan kanten godt tolkes som lidt sprit, eller måske er det en skarphed, der kommer med lyngen?

Farve og skum er som forventligt af en ale; duften er halvt malt, halv noget blomstret, men det er ikke det, der er det interessante... Smagen er virkelig det, der er værd at komme efter! Jeg tror egentlig ikke, lyng bidrager særlig meget til duften, men til smagen er oplevelsen langt mere intens. Skarpheden i øllet er en fuldstændig nødvendighed, når en plante som lyng skal matches, og som sagt er den der - endda lige tilpas meget.

Lyngen i sig selv giver mindelser om de olieholdige krydderurter som timian og rosmarin, men er ikke slet så kompleks. Faktisk er der kun én tone i lyngsmagen - den er til gengæld god! Den er imødekommende, blomsteragtig - hverken honning eller urt - jeg kan faktisk ikke beskrive den som andet end ... lilla! Ja, undskyld, jeg ved, det lyder åndsvagt, og helt kan tilskrives min manglende fantasi, når nu lyng faktisk er lilla, men jeg synes altså at smagen er lilla...

Hvis jeg på denne baggrund definitivt har tabt de sidste seriøse læsere, beder jeg om forladelse - men er der andre, der kan bifalde vinklen, hører jeg gerne om det...

Klosterbryggeriet: Skt. Søren: 9/10 på Qvistgaards ØLometer.

Farven på min etiket er altså en del mere
cyklame...