lørdag den 31. marts 2012

Thisted Bryghus: Påske Stenøl

Jeg ved, det er uretfærdigt. Men jeg kunne altså ikke helt holde tanken om endnu en aften med lunken påskebryg ud. Så dagens to eksemplarer har været på køl. Den første, BB's økologiske Påske, nåede næppe at komme under 18 grader.

Men finalen - den, jeg klart har set mest frem til: Thisted Bryghus' Påske Stenøl - har altså fået et par timer i køleskabet... Men hvem har jeg også lovet at være fair? Det er dog mig, der skal drikke øllet!

Jeg holder meget af Thisted Bryghus. Rigtigt meget. Så meget, at jeg flere gange i november/december var forbi Metro for at købe deres formidable gaveæske med porse, ale, triple osv. i sort bølgepap uden tryk eller andet til at bryde den rendyrkede æstetik. Og siden har man heldigvis kunnet købe de tydeligt nummererede bryg (1 til 6) i adskillige, forskellige dagligvarebutikker, så man ikke har skullet vansmægtes helt frem til næste jul...

Og nej, jeg forærede ikke nogen af gaveæskerne væk. Jeg drak dem selv.

Så ja, finalen er en Thisted-øl, men ikke nogen tilfældig: sæsonens stenøl. Sten i denne sammenhæng handler ikke om, at man får ral i munden. Derimod tilsætter brygmesteren - ind imellem assisteret af villige hjælpere som min gode ven Henrik - en efter sigende ganske tung (70-80 kg.?), gloende varm lavasten til urten (tror jeg nok, det var), således at alle de rare sukkerstoffer karamelliserer på stenens overflade.

Efter endt gæring bliver stenen så atter tilsat det nu langt mere færdige bryg, som derefter kan tage smag fra stenens overflade. Idéen er vel, at smagsnuancer fra øllets tidlige stadier ikke ødelægges af gæringens hårdhændede proces, hvorved mere af det 'oprindelige' kommer med i flasken. Om det virker, ved jeg ikke. Men noget er definitivt anderledes med de her stenøl!

Samtidig med, at jeg holder rigtigt meget af produkterne fra Thisted, er det også her, jeg har mødt en af de ganske få konsumøl, jeg ikke kunne drikke op. Og det var netop en stenøl, men så vidt, jeg husker, var denne sort. Ja, jeg ved, jeg skriver, jeg godt kan lide sort øl, men denne var altså bare for meget. Alt for meget.

Nå. Tilbage til denne lille påskesmagnings rosin i pølseenden. Farven er ravgul som de øvrige påskebryg, denne dog med en lidt mørkere tone. Duften er tung, næsten som en stout - slet ikke blomsteragtig. Skummet er flot cremefarvet og fast, men der er ikke noget ale eller IPA over dette bryg.

Ved første slurk er jeg glad for, jeg satte den på køl. Lad mig bare sige det på den måde, at duften ikke afslører, hvad der møder én i smagen. Det må være lavastenen. Den slår som en hammer imod smagsløgene. Stor, tung, krydret - som en irsk julekage (du ved, hvad jeg snakker om, hvis du har prøvet en).

Smagen af svesker, stødt koriander, muskatblomme, westphalensk pumpernickel. Voldsom. Mandig. Grænsende til våde raksokker og græstørv i støvregn. Der er noget urinstinkt over det her. Noget oprindeligt. Noget, piger ikke vil kunne forstå. Eller værdsætte...

Jeg vidste nok godt inderst inde, at stenøllen ville være en anderledes påskeøl. Så min hypotese om, at påskeøllet er meget mere traditionsbundet end juleøllet, blev i princippet rokket en anelse. Men også kun i princippet. For de karamelsøde noter er også at finde i øllen fra Thisted. Og da stenøl pr. definition er anderledes, er en påske stenøl det naturligvis også.

Så jeg anser min hypotese for samlet set bekræftet: Ved juletid skejer brygmestrene ud i alle verdenshjørner - måske på grund af den voldsomme trængsel inde på midtbanen - mens der er bedre plads til at dvæle ved traditionerne omkring påsketid. I hvert fald er det det, der sker. Og efter et par stykker af de sødede påsketraditionalister er det lige præcist det, man har brug for: at dvæle...

Thisted Bryghus: Påske Stenøl: 7/10 på Qvistgaards ØLometer.

Egentlig burde den have mere, men lavastenen gør den en tand for speciel til at være en påskeøl (er JEG nu blevet traditionalist på påskens vegne??). Jeg tror faktisk ikke, jeg rigtigt ville kunne smage forskel på denne og så julestenøllen... Men tak for fornyelsen til påskebrygget alligevel, og tak for, at I holder fast ved nok den største nyskabelse i dansk ølbrygning siden salig Jacobsens tid.

Bryghuset Braunstein: Økologisk Påske

Den økologiske påske fra BB er en bock, og dermed en tysk inspireret øl. Jeg drikker ikke meget tysk øl - jeg synes generelt, der er langt imellem spændende af slagsen - så jeg er lidt på udebane her.

Der er tale om en øl af middel styrke (6,0 %), farven er ravgul og skummet er dejligt fyldigt af en pilsnersk øl at være. Duften er flot: selvom den er sødlig (det er jo en påskeøl), er der også noget floralt - og til min overraskelse toner af eksotiske krydderier: noget i retning af kanel (det søde middelhavskøkken). En rigtigt rar, varm duft.

Smagen er mindre dynamisk. Styrken gør, at der er et lidt 'riv' i ganen, men ellers er det en meget rund smag af karamel - dog helt uden at være vammel. I modsætning til nogle af de andre påskeøl, jeg har smagt, er denne faktisk ganske rar. Ikke opsigtsvækkende, men rar.

BB har 'smagt den til med amerikansk humle', skriver de. Jeg ved ikke, hvilken en, de har brugt, men generelt synes jeg, de amerikanske humler kan være lidt tamme - selvom det nok er helt urimeligt at generalisere på den måde...

Bryghuset Braunstein: Økologisk Påske: 7/10 på Qvistgaards ØLometer - med pil opad for letheden og friskheden - nok fordi, dette er en pilsnerøl, og ikke en aletype...

... og så har min mor bedt mig tage øl med til påskedagene. Da jeg skal drikke dem selv, er det jo en tilforladelig opgave, men hvad skal jeg dog vælge??

fredag den 30. marts 2012

Indslev Bryggeri: Påske Hvede

Jeg har tidligere udtrykt mig skeptisk om hvedeøl. Og om påskebryg. Så hvad kan det ikke blive til, når de to forenes? Indslev, der kun laver hvedeøl, har også et bud på højtidens bryg, og her er der tale om en meget lys, let nærmest pilsneragtig øl med et flygtigt skum og masser af brus.

Duften - ja undskyld, men altså - startede med en snært af ... tis. Den fortog sig dog hurtigt, og tilbage var en let tone af noget blomsteragtigt og så naturligvis hvedemel. Hvedeøllens tendens til fadhed koblet med påskeøllens sødme - det lyder som en farlig cocktail...

Smagen er først og fremmest sød. Men lettere end mange andre påskeøl og uden fedtede fornemmelser i mundvigene. Fedmen er tydelig, og selvom de skriver på etiketten, at brygget er velegnet til 'det sprøde danske forårskøkken', er jeg nu ikke sikker på, jeg er enig.

Der er ikke meget bitterhed i smagen, så derfor kan øllen godt være kontrapunktisk til f.eks. havsmagen i fjordrejserne og bitterheden i en frisk salat. Men balancen kan hurtigt blive tippet så meget, at maden kommer til at dominere øllen. Klipper du f.eks. lidt dild eller purløg over rejerne eller ægget, taber øllen for let kampen, og bliver til en lidt trist fætter i glasset.

Indslev Bryggeri: Påske Hvede: 6/10 på Qvistgaards ØLometer. Det ene point, der løfter Påske Hveden fra ren middelmådighed, får Indslev for at have forsøgt sig med en fornyelse af påsketraditionen. Men en lidt kraftigere humle havde nu været dejlig...

Jefferson Brewery: Ale Påskebryg

Jeg har det svært. Med højtider. I ølmæssig henseende i hvert fald. Jeg synes, bryggerierne i alt for mange år har benyttet lejligheden til at hælde sødet pilsnerøl i halsen på os med for mange promille og for mange tømmermænd som resultat. Det gælder julen og pinsen - og det gælder påsken.

Markedet for juleøl er i dag så differentieret, at det er komplet umuligt at generalisere, og det er nu blevet til en lille leg for mig at finde nye, underlige smage i juleøluniverset. Men mere om det til den tid. Foran os står jo påsken, og i folkeoplysningens navn har jeg besluttet at prøvesmage fire påskebryg på to dage (pyh...!).

Påskebryg er normalt noget overkaramelliseret stas, der kan ødelægge mangt en god påskefrokost - ikke kun fordi smagen overdøver maden eller kræver alt for kraftig mad for at kunne matche, men også fordi de mange procenter midt på dagen - akkompagneret af rigeligt med snaps - så tit ænder i skænderier, slagsmål og mord!

Jeg tror, at det, at påskeøllet skal være sødt, stammer fra 'gamle dage', hvor det fortrinsvist var det stærke (og dermed typisk søde) øl, der blev brugt til højtiderne - i øvrigt (tilbage i forhistorisk tid) decideret kunstigt sødet med f.eks. honning. Må jeg foreslå, vi kommer videre derfra nu?

Nå, jeg har fundet fire øl, der har potentialet til at repræsentere nytænkning indenfor påskebrygget, og den første, jeg vil smage, er Jefferson Brewerys Ale Påskebryg. En ale er jo som bekendt en god ting, og så kan det være, alen kan gøre påske'tingen' mere tålelig.

Jefferson - som jo er Ørbæk, et af mine favoritbryggerier - kan det der med en god duft. I denne er der masser af frugt på rigtig ale-manér. Påskeindslaget er et strejf af karamel i duften, som passer fint sammen med det blomstrede og bitre fra humlen.

Farven er gylden, nogenlunde, som jeg ville forvente det i en normal ale. Smagen derimod ligger ret langt fra ale. Først fornemmer man nogen bitterhed bagerst i ganen. Dejligt. Men så vælter fudge-bølgen ind over. Smagen er kraftigt karamelliseret, og straks får man følelsen af, at man har noget klister siddende i mundvigene...

Jeg prøvede så at dæmpe min grådighed og 'nippe' til den i stedet. Det virkede bedre. Her kom bitterheden mere til sin ret, end når man gurlper (findes det ord overhovedet?) det ned i store slurke. Og efter lidt tilvænning blev brygget faktisk ganske drikkeligt.

Påskefrokost? Jo tak, jeg indtog sammen med øllen (men naturligvis først efter at have smagt den o naturel) madder på dejligt hjemmebagt kernerugbrød belagt med italiensk bresaola og spejleæg, samt et stykke med Saint Morgon. Det var et udmærket match.

Og så hører det jo også med til historien, at jeg drikker mine øl ved stuetemperatur. Så søde øl skal nok ikke meget over 12-14 grader ved serveringen...

Jefferson Brewery: Ale Påskebryg: 7/10 på Qvistgaards ØLometer - pil op for at have blendet en flink ale på en nådig måde med påsketraditionerne, og pil ned for ikke at have bragt ret meget fornyelse til selvsamme traditioner.

Jeg vil hermed opstille den hypotese, at hvor juleøllet er blomstret i alle retninger (også en del knapt så heldige efter min mening), er påskebrygget (endnu?) langt mere traditionsbundet. Denne hypotese vil denne og de næste tre prøvesmagninger formentlig be- eller afkræfte.

fredag den 23. marts 2012

Stronzo Brewing Co.: Golden Ale (anmeldelse)

Man ved godt, der er noget interessant under opsejling, når man kan mærke den barnlige begejstring sprede sig i kroppen. Forventningens glæde får én til at smile fjollet til alle mulige fremmede mennesker, der glor på én, som var man tosset - hvilket nok ikke er helt forkert når alt kommer til alt.

Begejstringen skyldes, at jeg nu atter er kommet i besiddelse af en Stronzo Golden Ale... Jeg har skrevet om den før, og mon ikke, jeg kommer til at gøre det igen? Med mindre, naturligvis, den skuffer fælt i dag.

Stronzo ligger i Kødbyen, og kødfuld er i sandhed, hvad man kan kalde den. Blot 'indholdsfortegnelsen' kan aktivere spytkirtlerne:

Palemalt (deraf de klare henvisninger til pale ale'erne)
Biscuitmalt
Sorachi Ace humle (en japansk humle, der øjensynlig er meget tydelig i duften
Amarillo humle (en fætter til Cascade, der er en gammel kending i ale-bryg. Om Amarillo skriver Humlegården (humle.se): Den har en blommig och citrusaktig aromkaraktär som liknar Cascade men som drar mer åt blodapelsin / blodgrapefrukt med inslag av tropisk fruk)

Så er der lagt op til Garden Party i mundhulen! Henrik - denne skal sgu' drikkes til Mezzoforte!

Så sker det: kapslen er af - og mens brygget lige står og samler sig i glasset, ryger duftstofferne lige over i næsen. I flg. flasken bruger Stronzo til denne late hopping, som betyder, at humlen tilsættes sent og derfor bevarer flest mulig duftnuancer.

Duften er blomstret grænsende til det parfumerede, men frisk, citrusagtig - slet ikke tung og vammel. Jeg kommer til at tænke på friskhakket citrongræs. Syren er markant i smagen. Den er der fra første strejf på tungen og helt ned bagerst i mundhulen. Stor bitterhed. Stor frugt. Æbler og blommer lige før, de er helt modne.

Skummet er formidabelt - hårdt, flødeskumshvidt og med en fantastisk bitterhed i smagen.

Er dette en perfekt 10'er? Hvis man endelig skulle ønske noget anderledes, skulle det være, at der var lidt mere tyngde i duften, lidt mere muld. Men så havde det jo ikke været en golden ale - en lys, overgæret forårsdrøm, der kan drikkes på terrassen i parasollens skygge, til en solid påskefrokost (den massive bitterhed vil kunne matche enhver karrysild, men jeg ville nok passe på sammen med de marinerede sildebidder), en god aften med en bog.

Selv efter 20 minutter (blev lige ringet op af Gallup, der ville vide noget om min holdning til Femern-forbindelsen - honestly, I couldn't care less!) er smagen massiv bitterhed, citrongræs i overtonerne og et strejf af eksotiske blomster i toppen.

Stronzo Brewing Co.: Golden Ale: 10/10 på Qvistgaards ØLometer!

Skål far, og tillykke med fødselsdagen :)

onsdag den 21. marts 2012

Pladderballe Bryghus: Kalapøjser

Jeg har en tilståelse: Jeg finder Monrad & Rislunds sorte humor uimodståelig... Den er infantil, latterliggør minoriteter, er sjofel, øllet og ... herlig. Ja, undskyld, men sådan har jeg det altså...

Så var det jo ikke uden begejstrede udbrud, at jeg kunne læse i mit øl-magasin, at Pladderballe Bryghus har set dagens lys. Og at de har lanceret fire (nu fem) bryg, som distribueres gennem min foretrukne kæde af øl-pushere: Coop!

De første par uger kunne jeg i øvrigt i min lokale Kvickly konstatere, at de havde sat de fornødne hyldemeter af til (i deres tilfælde) Kakerlakpuler. Prisskiltet sad nemlig på hylden - men ak, den vedblev med at være tom...

Til sidst kom der dog øl på, og siden er det lykkedes mig at finde både en Brodtgaard og en Kalapøjser. Det er endnu ikke lykkede mig at opstøve en Monrad & Rislund, men mon ikke, det lykkes en dag.

Hvad så med øllet? Jeg har kort tidligere strejfet Kakerlakpuleren; en god, gedigen stout. Brodtgaard er en IPA, som jeg ikke havde det godt med første gang. Om det skyldes, at jeg lige havde børstet tænder eller spist en mintpastil (ingen af delene kunne jeg dog normalt finde på umiddelbart forud for, at jeg skal drikke øl!), det ved jeg ikke, men jeg vil ikke bedømme den, før den har fået endnu en chance.

I dag står der derimod Kalapøjser på menuen. Der er tale om en brown ale, så faktisk er den allerede bagud på point fra starten! Jeg har det nemlig sådan med brown ales, at dér er der ikke mange danske bryghuse, der har haft en heldig hånd... De er gennemgående vamle, søde og klæbrige...

Duften i Kalapøjseren er udpræget karamel. Men også en frugtighed og en surhed, der lover godt for smagen. Øllet er helt klart (men der er bundfald i flasken), og har en farvetoning over imod classic'erne. Den er ikke nær så brun, som nogle af de voldsommere brown ales.

Desværre synes jeg, det bliver ved de gode løfter. Smagen er udpræget toffee-karamel. Dog med en formildende snært af kaffe. Det var i øvrigt vanskeligt at skabe en fornuftig skumkrone på - nærmest som om, der var pilsner og ikke ale i glasset. Dette - altså et lavt syreindhold - er naturligvis med til at gøre øllet mere sødligt - ja, de fleste kender nok fornemmelsen af, at man har noget klæbrigt siddende i mundvigene.

Mogens, det kan du sgu' godt gøre bedre!

Pladderballe Bryghus: Kalapøjser: 5/10 på Qvistgaards ØLometer

lørdag den 17. marts 2012

Indslev Bryggeri: Hvede I.P.A. Indslev Pale Ale

Jeg kan ikke lide hvedeøl. Ligesom franskbrød er det mest af alt lidt kedeligt - fadt. Det eneste, der kan få et franskbrød til at smage godt, er pålægget, men det er for svært at komme pålæg på en hvedeøl, så ... nej tak.

Naturligvis har hvede sine forcer; Urhveder som emmer og spelt er dejlige i sandwichboller, og det er svært at lave en ordentlig pizzabund uden tipo 00. Jeg har prøvet. Det er bare ikke det samme at spise sin tomatsovs og Mozzarella på et bræt bestående af sønderbagt rugmel og vand (og lidt gær)...

Nå, dette er jo ikke et madprogram, så tilbage til øllet. Jeg kan ikke lide hvedeøl. Danmark har et bryggeri, der ikke laver andet: Indslev Bryggeri. De laver den ondeste sort hvede, som jeg nok skal vende tilbage til. Den er flink - meget flink.

Og så elsker jeg som bekendt IPA. Nu står IPA normalt for India Pale Ale, og IPA'ens meget karakteristiske over-humling er da netop også opstået, fordi øllet skulle kunne tåle den månedslange transport fra de engelske bryggerier til tropperne i de indiske kolonier. I Indslevs tilfælde står IPA for Indslev Pale Ale, og selvom jeg ikke er helt sikker på, hvor Indslev ligger, er jeg ret sikker på, det ikke er så langt væk, at det kræver overordentlige mængder humle at holde øllen frisk på transporten til Kvickly i Buddinge.

Så derfor: har de beriget eller ødelagt min IPA på Indslev??

Duften er klart hvede. Let sødlig. Entonig. Ikke noget blomsterflor eller sommereng fra humlen. Det lover ikke så godt...

Lad mig så sige det på den måde: humlen har de gemt til smagen... Det er ikke en full blown IPA, slet ikke, men af en hvede at være er der rigtigt dejligt meget smag. Hveden går klart igennem, men ligeså gør de fuldmodne æbler, nødder, svesker. Bitterheden kommer efter hovedparten af smagen er fordampet fra smagsløgene, og bliver behageligt længe i mundhulen.

Det må egentlig være svært for brygmestrene - når de begynder at blande deres øl, kan de vel kun have en relativt svag idé om, hvordan de forskellige æteriske olier vil blande sig i duft og smag. Det må være spændende... Her er det lykkedes at 'gemme' de store og brede penselstrøg til smagen - og det er jo dog det, der er det vigtigste! Tillykke Indslev: en hvedeøl, jeg faktisk kan lide...

Indslev Bryggeri: Hvede I.P.A. Indslev Pale Ale: 7/10 på Qvistgaards ØLometer.

Ja, brygget er uklart (ufiltreret)

lørdag den 10. marts 2012

Black Rooster Brewery: The Hoptimizer India Pale Ale

Hvorfor lugter min øl af fisk? Første noter i duften er de klassiske: blomstereng fra humlen, syre, men så: fisk. Ikke en frisk, nyfanget torsk eller en lækker laksefilet, men et anstrøg af gammel sildekasse - dog uden at være ubehageligt som sådan...

Og efter et minut: intet. Eller næsten intet. Kun en svag erindring om æbler lige før høst... Jeg smagte engang en hjemmebryggers øl hos min anden ex-svigerfar. Det er den kraftigst duftende øl, jeg nogen sinde har stukket næsen i, men til gengæld var det væk på 10 sekunder...

Nå, tilbage til IPA'en: hvad den måtte savne i duften har den fuldt ud i smagen! Full blown IPA: først en kraftig bitterhed tenderende mod det snerpede. Så smagen af uforskammede mængder humle og gode engelske malte. Et superlækkert powerbryg!

De fleste bryghuse kan nu i dag lave en anstændig IPA. Kunsten er nok at sikre den nødvendige originalitet og både duft og smag. Som nævnt manglede duften noget, og det er ærgerligt. Duften af en god, kraftigt humlet ale har altid haft narkotisk virkning på mig: min hjerne signalerer total afslapning og kosmisk fred, når duftstofferne passerer forbi. Ikke denne gang.

Søgårds Bryghus, der har lavet IPA'en for Black Rooster, har fremstillet en dejlig IPA, der bliver hængende i ganen præcist så længe, den skal, men desværre med en kort og ikke særlig flatterende (flatulerende?) duft.

Derfor: Black Rooster Brewery: The Hoptimizer India Pale Ale: 7 ud af 10 på Qvistgaards ØLometer.

PS: den tid, det tog mig at skrive ovenstående, har så også kostet alle de spændende toner i smagen. Nu er den mere éndimensionel. Måske havde den brug for noget kulsyre til at fastholde bitterheden? Not in my brew, you don't!


Ja, den er grumset og uigennemsigtig...

fredag den 9. marts 2012

Stronzo Brewing Co.: Golden Ale

Dette er ikke en 'ægte' bedømmelse på Qvistgaards ØLometer. Det er bare en øl, jeg er nødt til at få ud af mit hovede igen!

Stronzo's Golden Ale røg i kurven tidligere på ugen - lidt fordi, der ikke var så meget andet interessant på hylden i Kvickly den dag, og lidt fordi, jeg ikke før har smagt noget af det, de laver.

Almindelige ales kan godt være en tam omgang uden IPA'ens voldsomme humle og helt uden bitterens ... ja, bitterhed. Stronzo har heldigvis brugt palemalt i gylden-ale'n - og rigelig humle!

DEN ØL ER FORMIDABEL! Jeg skal nok købe en mere og give den en rigtig bedømmelse, men her er der ikke tale om en forårsbuket i duften - det er en hel eng, man får i næsen - med alle toner af blomster, æbler, træ, jord - ja, himmel & hav! Og smagen bliver bare ved og ved og ved - ikke sådan, at den snerper, men så det bare er fuldstændig, fed, ufiltreret velvære i mundhulen!

Den skal bare prøves!!

Black Rooster Brewery: The Black Rooster STOUT

Den, jeg sidder med i glasset lige nu, er Black Roosters stout. Endnu en super vellykket repræsentant for det mørke bryg!

Duften: En rigtig duftbombe! De første toner er det ristede - byggen, lidt havre. Disse toner driver over i noget decideret brændt, og efter ca. ½ minut er der tale om decideret askebæger! Lette toner af chokolade og nødder, men måske mest fordi, de skriver det på etiketten.

Smagen er velballanceret. Er man ikke til de store stouter, er man ikke til denne. Den har lidt kant - især i starten, hvor der stadig er lidt syre i glasset, men efterhånden får den den meget karakteristiske klistereffekt i ganen - den smages længe efter, den er drukket!

Som stout lægger den sig fremme i feltet blandt de danske. Men skal den skoses for noget, er det måske, at den ikke rigtigt skiller sig ud. Jeg smagte forleden en af Føniks' frembringelser til Pladderballe Bryghus, nemlig den dejlige Kakerlakpuler, som også er en stout, og selvom det er nogle dage siden, husker jeg den som temmelig identisk med Black Roosteren. Hvem ved, måske er det Føniks, der brygger Black Rooster stouten?

Nå, men jeg har en kakerlakpuler mere, så jeg vil give den min vurdering, når det er den jeg sidder med i glasset.

Score på Qvistgaards ØLometer:
Black Rooster Brewery: The Black Rooster Stout: 9 ud af 10 (det sidste point var kommet, hvis den havde haft en snært af originalitet).

Et meget flot, gyldenbrunt skum

Mig og så øl...

Jeg er helt klart til sort øl.

Ikke så meget brunt - sort, tak! Stout er en ægte svaghed - ikke så meget porter, selvom der findes rigtigt gode imellem (fortrinsvist fra Thisted). Danske bryghuse er i den grad kommet efter stouten; før i tiden var de fede, fade, for meget...

Det hører med til fortællingen, at jeg drikker min øl ved stuetemperatur, og altid hælder op, så maksimal kulsyre forlader væsken hurtigst muligt - med lang stråle plasker øllet ned i bunden af et pint-glas. Det gør det svært for nogle af stout'erne, for de skal faktisk bruge lidt syre fra kulsyren for at være drikkelige.

Men jeg æææææælsker også en IPA, og er det en varm dag omkring frokost er en god engelsk bitter en lise! De er desværre endnu ikke sådan at få fat i på danske breddegrader, så det bliver, når lejlighed byder sig til at drage vest på...

Belgiske blomsterkummer er kun i meget udvalgte (og gerne meget stærke) versioner velkomne på min ølhylde. Jeg drikker yderst sjældent tysk øl, men en ordentlig tjekke er altid dejlig; især oven på en god dags hårdt arbejde. Og så er der alt det andet. Det kan jeg ikke sådan slå over én kam - det kommer helt an på brygget og situationen, det drikkes i.

Generelt er jeg til øl, der vil noget her i verden. Smagløst og smagsløst konsumøl som det, Danmark ellers er kendt for, siger mig ikke noget. Beklager. Den del af Dynevang er jeg ikke særlig stolt af.

 Nå, men nok om mig - det er øl, det handler om.

Et udpluk af ølhylden, der bærer en smule præg af den tilstundende højtid

Hvorfor nu det?

Qvistgaards ØLometer er et sted, hvor jeg helt selvisk, uden struktur, formål og synderlig velovervejethed vil nedfælde min oplevelse af forskellige øl, jeg smager gennem tiden. Jeg vil prøve at beskrive duften, smagen, helhedsindtrykket og min uangribelige, helt personlige mening. Hvis der er andre end mig, der læser det, og evt. gider kommentere på indlæggene, er det mere end velkomment.