lørdag den 10. marts 2012

Black Rooster Brewery: The Hoptimizer India Pale Ale

Hvorfor lugter min øl af fisk? Første noter i duften er de klassiske: blomstereng fra humlen, syre, men så: fisk. Ikke en frisk, nyfanget torsk eller en lækker laksefilet, men et anstrøg af gammel sildekasse - dog uden at være ubehageligt som sådan...

Og efter et minut: intet. Eller næsten intet. Kun en svag erindring om æbler lige før høst... Jeg smagte engang en hjemmebryggers øl hos min anden ex-svigerfar. Det er den kraftigst duftende øl, jeg nogen sinde har stukket næsen i, men til gengæld var det væk på 10 sekunder...

Nå, tilbage til IPA'en: hvad den måtte savne i duften har den fuldt ud i smagen! Full blown IPA: først en kraftig bitterhed tenderende mod det snerpede. Så smagen af uforskammede mængder humle og gode engelske malte. Et superlækkert powerbryg!

De fleste bryghuse kan nu i dag lave en anstændig IPA. Kunsten er nok at sikre den nødvendige originalitet og både duft og smag. Som nævnt manglede duften noget, og det er ærgerligt. Duften af en god, kraftigt humlet ale har altid haft narkotisk virkning på mig: min hjerne signalerer total afslapning og kosmisk fred, når duftstofferne passerer forbi. Ikke denne gang.

Søgårds Bryghus, der har lavet IPA'en for Black Rooster, har fremstillet en dejlig IPA, der bliver hængende i ganen præcist så længe, den skal, men desværre med en kort og ikke særlig flatterende (flatulerende?) duft.

Derfor: Black Rooster Brewery: The Hoptimizer India Pale Ale: 7 ud af 10 på Qvistgaards ØLometer.

PS: den tid, det tog mig at skrive ovenstående, har så også kostet alle de spændende toner i smagen. Nu er den mere éndimensionel. Måske havde den brug for noget kulsyre til at fastholde bitterheden? Not in my brew, you don't!


Ja, den er grumset og uigennemsigtig...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar