Ikke så meget brunt - sort, tak! Stout er en ægte svaghed - ikke så meget porter, selvom der findes rigtigt gode imellem (fortrinsvist fra Thisted). Danske bryghuse er i den grad kommet efter stouten; før i tiden var de fede, fade, for meget...
Det hører med til fortællingen, at jeg drikker min øl ved stuetemperatur, og altid hælder op, så maksimal kulsyre forlader væsken hurtigst muligt - med lang stråle plasker øllet ned i bunden af et pint-glas. Det gør det svært for nogle af stout'erne, for de skal faktisk bruge lidt syre fra kulsyren for at være drikkelige.
Men jeg æææææælsker også en IPA, og er det en varm dag omkring frokost er en god engelsk bitter en lise! De er desværre endnu ikke sådan at få fat i på danske breddegrader, så det bliver, når lejlighed byder sig til at drage vest på...
Belgiske blomsterkummer er kun i meget udvalgte (og gerne meget stærke) versioner velkomne på min ølhylde. Jeg drikker yderst sjældent tysk øl, men en ordentlig tjekke er altid dejlig; især oven på en god dags hårdt arbejde. Og så er der alt det andet. Det kan jeg ikke sådan slå over én kam - det kommer helt an på brygget og situationen, det drikkes i.
Generelt er jeg til øl, der vil noget her i verden. Smagløst og smagsløst konsumøl som det, Danmark ellers er kendt for, siger mig ikke noget. Beklager. Den del af Dynevang er jeg ikke særlig stolt af.
Nå, men nok om mig - det er øl, det handler om.
 |
| Et udpluk af ølhylden, der bærer en smule præg af den tilstundende højtid |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar