søndag den 29. juli 2012

Grauballe Bryghus: Franks IPA

Enhver, der har set de charmerende Biler-film med Lynet McQueen, Bumle, Sally og alle de andre ... biler, vil være bekendt med udbruddet: "Åh nej, det er Frank!". Frank dukker op i skikkelse af en mejetærsker, der jagter de biler, der forstyrrer køer... - undskyld: traktorerne på marken ved nattetide. Dette giver slet ingen mening for de, der intet kender til filmene, det ved jeg, men siden vores første gennemsyn af filmen (indrømmet, det er blevet til nogle stykker siden) har navnet Frank haft noget truende over sig.

Derfor kan man også godt blive lidt utryg ved at skulle sætte tænderne i Franks IPA... Mon Frank kommer rendende som en anden Brodtgaard (http://www.youtube.com/watch?v=lD5T0TupFw4) og brøler og larmer som en mejetærsker? Ligheden mellem Brodtgaard og en mejetærsker er måske oven i købet ikke helt lille...?

Til beroligelse kan jeg så oplyse, at brygmesteren på Grauballe Bryghus faktisk hedder Frank. Ganske vidst til efternavn: William Frank. Det må være hans IPA, og efter billederne på bryghusets hjemmeside at dømme, er denne Frank slet ikke at ligne med en mejetærsker - slet ikke!

Hvad er så Franks IPA for en øl? "Amerikansk inspireret IPA" står der på forsiden, og bagpå: "Humle - meget humle. Mæskehumle, first run humle, kedelhumle, aromahumle. 70 bitterenheder pakket ind i en lækker maltkrop". Holdaheltop! De mange referencer til humlen er en morsom lille gennemgang af bryggeprocessen, og indikerer, at der er tilsat humle i mange af faserne undervejs.

Farven er rav og skummet beige - så langt, så godt. Af en humlebombe at være, er duften overraskende diskret. Jeg skulle faktisk lede efter området i glasset, hvor jeg kunne fange humlenoterne. Jo, noget citrus er der. Også lidt læder, moden frugt, efter lidt tid nogle brændte noter og kaffe - og meget senere: lakrids - kvalitetslakrids.

Bitterheden ER stor i smagen. Og voldsom. Men som chili i mad, der sagtens kan sættes sammen med råvarer med mild smag som f.eks. fisk og fine grønsager, giver også bitterheden plads til smagsnuancerne fra de andre råvarer. Der er ved første møde med tungen en dejlig smag af lime/revet limeskal. God fyldig 70-80% Valrhona chokoladesmag følger efter. Også moden frugt. Tørret frugt (figener denne gang - ikke noget abrikos her). 

Der er meget humle i. Det ligger nærmest lidt i lag, jf. de forskellige infusioner af humle i bryggeprocessen. Noget humle ligger helt fremme på midten af tungen, andet fanges som nærmest et strejf af røg bagerst i mundhulen. Og midt imellem er der 'brødhumlen', der skaber bredde og dybde i smagen uden at være stor i sig selv. Prøv at gurgle en smule med øl i munden. Det giver et kolossalt kick til smagsløgene og frigiver virkelig en masse humlenuancer.


Dette er virkelig en stor øl. Den er også stærk: 7,5% vol., selvom man stort set ikke bemærker det. Men styrken er nok med til at holde noget af fedmen i ave. 


Grauballe Bryghus: Franks IPA: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Det sidste point op til de 10 var kommet med, hvis duften havde været mere markant og i bedre harmoni med smagen. Men en dejlig øl - tak for det, Frank, og undskyld, vi drikker din øl...

lørdag den 21. juli 2012

Ribe Bryghus: Blond Ale (etiket af Lars Waldemar)

Man skal lade sig overraske. Det har jeg tidligere påpeget - og om noget er det et godt tidspunkt at blive overrasket i sommerferien. Sanserne er åbne, kroppen er opladet med energi, sindet er stemt for noget sjovt...

Således drog vi til Skanderborg Museum - et hyggeligt lille museum, der havde en børnevenlig aktivitet med at identificere, hvilke tidsaldre forskelligt keramik tilhørte; lærerigt, underholdende og hyggeligt!

Og så havde de øl... Jo, Skanderborg Museum sælger skam også øl. Jeg har tidligere omtalt Klosterbryggeriets herligheder, som også kan købes dér, og så stod der en stribe øl med helt tydeligt kunstnerisk frembragte etiketter.

Sjovt - og der var flere forskellige, så jeg lod ungerne vælge den, de synes, var pænest. Valget faldt på ovenstående, som jeg da bestemt synes er nydelig. Trykket (det minder lidt om linoleum) er lavet på, hvad jeg vil antage er håndgjort bøttepapir - der er i hvert fald gods i med samt vandmærke.

Selve øllen er en blond ale fra Ribe Bryghus. På deres egen hjemmeside (http://www.ribebryghus.dk/) kan man ikke læse om deres serie med kunstetiketter, men jeg faldt over en, der forhandler dem (http://www.erikboegh.dk/index.php/8-news/5-man-kober-da-ol-pa-sit-kunstgalleri), og da de nævner Lars Waldemar (http://www.larswaldemar.dk), og da jeg synes, nogle af hans værker ligner ovenstående (og da etiketten er signeret LW), vil jeg vælge at tro på, jeg hermed har fundet kunstneren...

Hvad der gør dette endnu mere plausibelt er det faktum, at Skanderborg Museum, der også gerne gør det ud i samtidskunst, i foråret havde en udstilling med ... ja, Lars Waldemar.

Nå, men som nævnt viste den øl, ungerne valgte, sig at være en blond ale. Deklarationen på etiketten er yderst sparsom, så derfor gjorde jeg lidt research: af Ribe Bryghus' hjemmeside fremgår om øllen, at der er tale om:
"En belgisk inspireret gylden ale med en let smag og flot hvidt skum. Blonde ale er brygget med citrus humle, der giver øllet en karakteristisk friskhed og en liflig smag. Bør nydes ved 6 - 8°C." 

Det sidste kunne jeg ikke drømme om at gøre... 

Farve: pilsner - måske en tone mørkere.
Skum: Lys beige; flot krone.

Duft: Jeg ved ikke, hvori det belgiske i øllet ligger, men det er næppe i duften. Der er i det hele taget ikke meget af den (duften) - lidt citrus, snært af citrongræs. Malten dufter en anelse igennem i form af lidt brød. Senere kommer der lidt tobak (aske) og læder. En rar duft - helt sikkert.

Smag: Ah, dér var det belgiske: smagen er først og fremmest fed - altså ikke nødvendigvis på den fede måde, men med en voldsom fedme i starten. Derfor den lave serveringstemperatur. Honning er der i smagen. Moden frugt (ferskner). Læder (lidt). Smagen er helstøbt, sammenhængende; der er ikke noget, der 'stritter' på den.

Jeg ved ikke, om jeg synes, et ægteskab mellem engelsk ale (deres bryganlæg er et gammelt engelsk pub-anlæg) og belgisk frugtøl er særligt anbefalelsesværdigt. Forstå mig ret: jeg har intet imod blandede ægteskaber, men spørgsmålet er, om vi har gang i uforenelige brygningstraditioner her, selvom Ribes øl som nævnt ér meget harmonisk?

Øllen smager som om, den er stærk, men i følge etiketten holder den altså 5,7 % vol. Det må være de 'krydderier', de nævner på bagsiden, der gør det. Jeg vil ikke engang prøve at gætte på, hvad de er for nogle, for jeg vil med sikkerhed tage fejl...

Ribe Bryghus: Blond Ale: 7/10 på Qvistgaards ØLometer
Etiket af Lars Waldemar.

fredag den 20. juli 2012

Schlenkerla: Aecht Schlenkerla Rauchbier - Märzen

Nogle gange skal man jo prøve noget andet. I Tyskland laver de rigtigt meget skrammeløl. Og så faldt jeg over en tysk røgøl - viste det sig: Tysklands måske mest kendte røgøl; jeg havde bare ikke hørt om den før. Fuldstændig syg argumentation, men den skal så prøves.

Märzen-tilnavnet signalerer, at der er tale om en lys pilsnertype. Det røgede kommer af, at de tørrer malten over åben ild - formentlig den mest oprindelige måde at gøre det på, selvom kiln-tørring har været kendt - også i Danmark - siden de første århundreder efter kristi fødsel.

Ved nærmere eftertanke kan man godt forestille sig, at det faktisk har været en noget røget affære det meste af det, fortidsdanskeren indtog, hvad enten det var grød, brød, kød eller øl (de fire gode ting med ø!). Og så er man jo nærmest forpligtet til at prøve... 


Jeg kunne selvfølgelig have taget den danske Røgøl fra Hornbeer, men Schlenkerla har immervæk lavet røgøl i 800 år, så mon ikke, det er noget af det mest oprindelige, man kan komme til? I hvert fald har de en morsom lille anprisning på bagsiden af flasken, som lyder som et citat fra for adskillige århundreder siden - eller som nedfældet af én, der har fået rigeligt røg + øl indenfor vesten...


Jeg kan rigtigt godt lide røg i min whiskey og jeg kan bestemt ikke lide røg i min ost. Så må vi se, hvor i dét spektrum, denne øl lægger sig.


Farven på øllet er ingenlunde lys pilsnertype. Vi er helt over i brown ale - næsten uigennemsigtigt. Skummet er et flygtigt pilsnerskum, der ret hurtigt bruser af. Duften er klart røget - men på en behagelig måde; ikke voldsom, bedøvende, anmasende, men som en klar tone - ligesom når man lugter til sin skjorte dagen efter en tur i byen - bare på den fede måde, altså!


Ellers er der brød og kaffe i duften; nærmest lidt stoutagtigt tung. Men det er svært at fange ret mange andre nuancer for røgduften, der er ret dominerende. I smagen er øllen lækkert afbalanceret. Jo, man er ikke i tvivl om, at der er røg i. Men man kan også fornemme kaffen fra duften. Lidt mørk chokolade. Træ, måske? Hvad der er meget behageligt er, at røgsmagen ikke virker 'tilsat'. Den forekommer helt naturlig i sammenhængen - velintegreret...


Det er ikke nogen bælleøl; og lad være med at servere den til en teenage-fest - heller ikke for at være sjov; de synes bare, du er et gammelt fjols... Det er en, der kalder på mørke læderstole, måske en cigar, hvis man er til den slags. Til mad? Ja, men så skal det være noget specielt - en herremiddag med jagt og vildt som tema, måske. 


Det er en alvorlig øl. Men når det er sagt, er den overraskende drikkelig. Ikke skrammeløl fra Tyskland denne gang - en tradition, det nok er værd at kende til...


Schlenkerla: Aecht Schlenkerla Rauchbier - Märzen: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Den kan ikke rigtigt sammenlignes med andre øl, så derfor er karakteren mere et udtryk for, hvor godt, jeg kan lide den, ikke, hvordan den ligger i forhold til andre... Lidt ligesom Thisteds stenøl; de er i kategorier for sig...

Excurs: Guinness

Hvad er det lige, der gør en Guinness så fantastisk? Hvad er det, der gør, at nogle - yours truly inkluderet - udviser en fuldstændig mangel på selvbeherskelse, hvis der er en Guinness i nærheden, og en ærbødighed overfor det begsorte drik, der nærmer sig det religiøse??

Jeg har været et smut ovre i Irland her i sommerferien - noget, jeg gerne gør og ofte har gjort - og ved den lejlighed funderede jeg lidt over, hvad jeg egentlig ville skrive om Guinness, hvis jeg skulle anmelde øllet. Faktisk gik det op for mig, at jeg ved den lejlighed for første gang nogensinde overvejede, hvad Guinness egentlig var lavet af - måske har jeg tidligere blot opfattet det som et grundstof?

Det hører nok med til historien, at jeg meget bevidst sætter Guinness på en piedestal. Jeg drikker det f.eks. aldrig, når jeg ikke er i Irland. Den udgave af øllet, der må eksporteres udenfor de britiske øer, er så vidt, jeg ved, tilsat kulsyre for at brygget kan overholde sundhedsmyndighedernes krav til konservering. Det er det ikke derhjemme. Dér er det kun tilsat Guinness. Pumpet op med luft. Små nuttede bobler, der forsvinder op i det kridhvide skum, der kan blive så fast som flødeskum, når øllet er ufortyndet og velfermenteret...

Måske er det den altid helt perfekte temperatur, det serveres ved? Jeg ved ikke præcist, hvad den er, men jeg vil tro 12-14 grader. Sikkert den helt perfekte temperatur for enhver øl, men jeg har altså ikke nogen steder i min lejlighed, hvor der er 12-14 grader!

Måske er det det faktum, at Guinness altid skænkes roligt op. En Guinness kan man simpelthen ikke skynde på. Den skal have sin tid til at sætte sig. Først på bartenderens side, og så - når han har toppet den op til over kanten af glasset - foran dig selv... Min favoritbartender tømte altid lige hanen for 'gammel Guinness', inden han begyndte at hælde op til mig - endnu et tegn på respekt for brygget.

Jeg prøvede at lave en beskrivelse af duft og smag, som jeg normalt ville gøre det til en anmeldelse. Det var overordentligt svært. Guinness dufter ikke af særlig meget. Lidt læder, lidt - meget lidt - chokolade, måske lidt tobak og kaffe?

Smagen er større og mere manifest end duften. Det er en stout, men den har slet ikke noget af det 'stoutpræg', man finder i mange danske flaskestouts: tung, næsten kvalmende smag af garvet læder, cerutrøg i mormors gardiner, overmoden frugt. I en Guinness er det hele yderst velbalanceret; chokolade, kaffe, karamel, læder, træ, lidt frugt og krydderurter, men hver del for sig så lidt, at det ikke lader sig bestemme præcist.

Jeg ved ikke, om det er fordi, en Guinness er ukompliceret. Der er ikke så meget at tænke over. Den ved man altid, hvor man har - find byens kirke, og så er der en pub på den anden side af vejen med ... Guinness. Enkelte egne i landet har valgt andre stouttyper: Murphys eller Beamish. Og på f.eks. restaurationsbryggerier kan man få specielle bryg som f.eks. Porter House's formidable Oyster Stout med østers i brygvandet. Prøv den til et dusin friske østers - og du kommer ikke videre den dag!

En Guinness er naturligvis synonymt med Irland. Det betyder noget. Det betyder også noget, at det alkoholmæssigt er en mild øl, og derfor bliver man ikke åndsvag af at drikke et par stykker. Man får det simpelthen rart. Der er ingen minussider (joh, der er nok en del kalorier i, but who's countin'??) - der er kun rendyrket velbehag...

At så Arthur Guinness med sit lille bryggeri i St. James's Gate fik lagt frøet til en af Irlands allerstørste erhvervssuccesser nogensinde, og at Guinness og kulturen omkring (for ikke at tale om al merchandisingen - i Dublin lufthavn er der en dedikeret Guinness merchandise butik...) i den grad har sluppet det lokalkoloristiske præg, er så en helt anden historie, som jeg vil lade mig fuldstændig uberørt af!

Klosterbryggeriet: Dubbel Ale og Humle Hyld (Øm Kloster - Cara Insula)



Klosterbryggeriet: Dubbel Ale: 9/10 på Qvistgaards ØLometer.
Klosterbryggeriet: Humle Hyld: 8/10 på Qvistgaards ØLometer.

torsdag den 5. juli 2012

Badger: Fursty Ferret og First Gold

Jeg skulle købe en værtindegave til min mor, men lige overfor den delikatessebutik, jeg havde udvalgt mig, faldt mit blik på ølreolen i en vinhandel. Det er af og til noget tilfældigt, hvad man falder over sådanne steder rent ølmæssigt, men her så udvalget -omend småt så - dog lovende ud...

I England er der gennem århundreder blevet brygget øl på de lokale pubber, og den tradition er uden tvivl fastholdt i mange egne. Om det er tilfældet med Hall & Woodhouse Ltd. i Blandford, skal jeg ikke kunne sige, men deres retorik på flaskerne peger i retning af noget landligt, noget engelsk provins...

Det er ikke alt fra den engelske provins, der er interessant i sig selv, og således den første: Fursty Ferret, som er en gylden, let sødlig ale med noter af karamel og nogen frugtighed, men med humlen noget underspillet. Den er der dog, og øllen kan godt bruges til f.eks. kylling og milde oste.

Hvad der til gengæld klæder de engelske bryggerier er en meget detaljeret beskrivelse af farve, duft og smag i øllet, samt hele fem skalaer for bitterhed, sødme, humlethed (?), malthed (!?), og frugtighed. Og der er ingen tvivl om, at deres bedømmelse af eget bryg er godt ramt - det opdager man bagefter, når man læser bedømmelsen efter at have smagt øllet. Det vil dog nok kræve nogen træning at få et præcist billede af øllets farve, duft og smag alene på baggrund af etiketten - det er naturligvis altid bedst at smage på varerne selv!

Den anden øl, First Gold, er opkaldt efter den type humle, der er brugt her: en dværghumle, der gror i noget, der mere minder om vinstokke, end om traditionel humle. Om den også er noget så eksotisk som vildtvoksende i England, melder historien dog ikke noget om.

I følge oplysningerne på etiketten er der tale om en øl med både bitterhed og humlesmag, krydret med appelsinnoter og ristet malt - mums!

Duften er dog decideret skuffende - svag, lidt brød-/grødagtig, og smagen er også præget af en byggrød, der er brændt på, og hvor husmor har skrabet lidt for dybt i gryden...

Der er en god bitterhed, men ikke nogen særlig interessant humlekarakter. Den ristede malt er der, og det er jo nok det, der får øllet til at smage grødagtig. Med tiden - den tid, det tager at skrive denne anmeldelse - er det grødagtig blevet mindre udtalt og den ristede malt mere tydelig. Det appelsinagtige er dog ikke rigtigt til at fange...

Konceptet er godt: lokalt bryg med lokale råvarer - og at lave et 'single hop' bryg er en decideret genistreg, men resultatet er altså blevet ret ringe...

Badger: Fursty Ferret: 7/10 på Qvistgaards ØLometer.
Badger: First Gold: 6/10 på Qvistgaards ØLometer.

søndag den 1. juli 2012

Mr. Beer: hjemmebryggersæt og West Coast IPA



Mr. Beer: hjemmebryggersæt: sjov gimmick - så gik der en times tid med det, og man har noget at glæde sig til...

Mr. Beer: West Coast IPA: 8/10 på Qvistgaards ØLometer - mere humle, mindre frugt, tak. Det sidste point fordi den er hjemmelavet; havde den været købt, havde det været et 7-tal.