Hvad er det lige, der gør en Guinness så fantastisk? Hvad er det, der gør, at nogle - yours truly inkluderet - udviser en fuldstændig mangel på selvbeherskelse, hvis der er en Guinness i nærheden, og en ærbødighed overfor det begsorte drik, der nærmer sig det religiøse??
Jeg har været et smut ovre i Irland her i sommerferien - noget, jeg gerne gør og ofte har gjort - og ved den lejlighed funderede jeg lidt over, hvad jeg egentlig ville skrive om Guinness, hvis jeg skulle anmelde øllet. Faktisk gik det op for mig, at jeg ved den lejlighed for første gang nogensinde overvejede, hvad Guinness egentlig var lavet af - måske har jeg tidligere blot opfattet det som et grundstof?
Det hører nok med til historien, at jeg meget bevidst sætter Guinness på en piedestal. Jeg drikker det f.eks. aldrig, når jeg ikke er i Irland. Den udgave af øllet, der må eksporteres udenfor de britiske øer, er så vidt, jeg ved, tilsat kulsyre for at brygget kan overholde sundhedsmyndighedernes krav til konservering. Det er det ikke derhjemme. Dér er det kun tilsat Guinness. Pumpet op med luft. Små nuttede bobler, der forsvinder op i det kridhvide skum, der kan blive så fast som flødeskum, når øllet er ufortyndet og velfermenteret...
Måske er det den altid helt perfekte temperatur, det serveres ved? Jeg ved ikke præcist, hvad den er, men jeg vil tro 12-14 grader. Sikkert den helt perfekte temperatur for enhver øl, men jeg har altså ikke nogen steder i min lejlighed, hvor der er 12-14 grader!
Måske er det det faktum, at Guinness altid skænkes roligt op. En Guinness kan man simpelthen ikke skynde på. Den skal have sin tid til at sætte sig. Først på bartenderens side, og så - når han har toppet den op til over kanten af glasset - foran dig selv... Min favoritbartender tømte altid lige hanen for 'gammel Guinness', inden han begyndte at hælde op til mig - endnu et tegn på respekt for brygget.
Jeg prøvede at lave en beskrivelse af duft og smag, som jeg normalt ville gøre det til en anmeldelse. Det var overordentligt svært. Guinness dufter ikke af særlig meget. Lidt læder, lidt - meget lidt - chokolade, måske lidt tobak og kaffe?
Smagen er større og mere manifest end duften. Det er en stout, men den har slet ikke noget af det 'stoutpræg', man finder i mange danske flaskestouts: tung, næsten kvalmende smag af garvet læder, cerutrøg i mormors gardiner, overmoden frugt. I en Guinness er det hele yderst velbalanceret; chokolade, kaffe, karamel, læder, træ, lidt frugt og krydderurter, men hver del for sig så lidt, at det ikke lader sig bestemme præcist.
Jeg ved ikke, om det er fordi, en Guinness er ukompliceret. Der er ikke så meget at tænke over. Den ved man altid, hvor man har - find byens kirke, og så er der en pub på den anden side af vejen med ... Guinness. Enkelte egne i landet har valgt andre stouttyper: Murphys eller Beamish. Og på f.eks. restaurationsbryggerier kan man få specielle bryg som f.eks. Porter House's formidable Oyster Stout med østers i brygvandet. Prøv den til et dusin friske østers - og du kommer ikke videre den dag!
En Guinness er naturligvis synonymt med Irland. Det betyder noget. Det betyder også noget, at det alkoholmæssigt er en mild øl, og derfor bliver man ikke åndsvag af at drikke et par stykker. Man får det simpelthen rart. Der er ingen minussider (joh, der er nok en del kalorier i, but who's countin'??) - der er kun rendyrket velbehag...
At så Arthur Guinness med sit lille bryggeri i St. James's Gate fik lagt frøet til en af Irlands allerstørste erhvervssuccesser nogensinde, og at Guinness og kulturen omkring (for ikke at tale om al merchandisingen - i Dublin lufthavn er der en dedikeret Guinness merchandise butik...) i den grad har sluppet det lokalkoloristiske præg, er så en helt anden historie, som jeg vil lade mig fuldstændig uberørt af!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar