Den sidste tid har budt på nogle lidt anderledes øl... Well, først var det Refsvindinges klassiske og gode Ale no. 16, der snart har 20 år på bagen, men så blev det mærkeligt: et slagtilbud i Fakta, jeg bare måtte prøve - og så en totalt dark horse (og det med dark viste sig at være bogstaveligt...): Tlopmep. Eller sådan så det i hvert fald ud på etiketten...
Refsvindinge: Ale no. 16 (5,7 % vol.)
Om Ale no. 16 skriver Refvindinge på sin hjemmeside: "Det er en mørk overgæret guldøl, brygget på vand, malt, humle & original engelsk gær. I 1997 blev Ale nr. 16 kåret som Danmarks bedste øl, det samme skete i 2000, hvor den også fik en 3. plads på verdensplan."
Rigtige engelske ales er ofte en lidt smagsforladt, måske endda sødlig oplevelse. Det er ikke tilfældet med Refsvindinges - her er der oplevelser til sanserne...
Farven er mørk rav, skummet er beige og har mange små bobler. Duften er frugtig, tung, maltrig - lidt brødagtig, men på den rare måde. Smagen er kraftig, markeret, lidt kantet - måske endda sprittet, selvom den kun holder 5,7% vol. Igen finder man brød, læder, moden frugt, f.eks. friske figner.
Øllet mister dog ret hurtigt karakter i glasset - som om humlens bidrag hurtigt fordamper. Men der er stadig skarphed tilbage - måske endda lidt citrusindfuseret bitterhed? Der er tale om samlet set en dejlig varm, ukompliceret drik, der kan nydes alene eller til gode retter med kød og sovs - en efterårsøl?
Refsvindinge: Ale no. 16: 8/10 på Qvistgaards ØLometer
Royal Unibrew: Strong Ale (7,7 % vol.)
Joh, ganske 'strong' er den med 7,7 % vol. Og især efter engelsk målestok. Dåsen - som det var - var på tilbud i Fakta, og hvem lægger ikke gerne smagsløg til et godt tilbud?
Jeg drikker meget sjældent de traditionelle konsumøl. I min fjerne fortid er der dog røget en og anden Royal pilsner og blå ting indenbords - man er jo dog østjyde... Men det var med nogen undren, jeg konstaterede, at de havde behøvet at putte både glukosesirup og majs (umaltet!?) i øllet - hvorfor nu det??
Farven var lys rav, skummet højt og flot i en tone af brækket hvid - så langt, så godt. Duften var først præget af malt, men så kom citrusnoterne efterfulgt af lyse træsorter, mere traditionel malt og måske majs? Samlet set var duften rar, selvom den ligger i den svage ende. Man mere aner end sanser, at der er power i brygget - i form af alkohol...
Smagen er stærk. Sprittet. Præget af græs, syre frem for bitterhed - den decideret snerper... Samtidig er der en dejagtig bismag. Øllet minder samlet set mest om en guldøl af den gammeldags type med krave - er der mon tilsat sprit? Der er tale om en noget uharmonisk øl, men ikke som sådan om en fæl oplevelse. Smag og duft stritter lidt i hver sin retning, samtidig med, at der er nuancer i smagen, som enten ikke burde være der - eller i hvert fald ikke i den slags øl. Og hvad laver glukosesirupen og majsen i en øl??
Royal Unibrew: Strong Ale: 6/10 på Qvistgaards ØLometer
Baltika: Porter (7 % vol.)
Så står man dér i Brugsen og kigger på et udvalg af tre øl, som jeg simpelthen ikke kunne læse etiketterne på. Ikke fordi de var utydelige, spejlvendte eller sådan noget - men simpelthen fordi teksten er på russisk... Så jeg tog en af dem med hjem, og det viste sig at være en porter... Det fandt jeg naturligvis ud af, da jeg hældte den op i glasset, men jeg kunne også konstatere det, da jeg fik afkodet en hjemmesideadresse fra bagsiden af flasken - det eneste, der ikke står med russiske bogstaver...
Baltika viser sig så ved nærmere eftersyn at være Ruslands største bryggeri med omkring 40% af markedet... Øllet skulle være brygget efter gamle, engelske opskrifter (jeg har lidt dejà vu fra et tidligere omtalt baltisk bryggeri...), og ja, porteren virker da også rimeligt oprindelig - men alligevel lidt tynd. Måske er dette dog også bare en del af det at være oprindelig engelsk porter?
Farven er som den skal være: sort. Skummet er brunt og fast. Duften er tung, læderagtig. Med træ, tobak og kaffe. Men alligevel også med en lethed grænsende til vandig (dog kun lidt). Vi er slet ikke oppe i den intensitet, som nogle af de bedste bryggere kan lave det herhjemme. Det samme gælder smagen. Tung, mørk, læderagtig, men også her vandig på en måde, der gør den lettere at drikke, end mange portere er.
Faktisk må jeg sige, at jeg under indtagelsen var i tvivl om, om jeg var igang med en porter eller en swartzbier with a twist. Men af hjemmesiden at dømme er der altså tale om en original engelsk porter på russisk... Det bliver nok aldrig min favorit.
Baltika: Porter: 7/10 på Qvistgaards ØLometer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar