En ikke-anmeldelse: Bøgedal: No. 281

Jeg kan jo i princippet anmelde, hvad jeg vil. Denne blog handler om øl. Bøgedal No. 281 er en øl. Så hvorfor anmelder jeg den ikke?

Lad mig starte med at slå fast, at Bøgedal er anderledes. Mere anderledes end de andre små bryggerier i Danmark - hvoraf mange bestemt har deres særheder på godt og ondt. Dermed ikke sagt, at de er sære på Bøgedal - slet ikke. De er bare lidt ekstra anderledes.

For det første er Bøgedal Danmarks eneste fritfaldsbryggeri. Det betyder, at øllen aldrig kommer under tryk, hvilket formentlig gør, at de sarteste af nok især aromastofferne bevares bedre. Men andet kan også gå tabt ved at pumpe væsken fra kar til kar, som man traditionelt gør det.

For det andet høstes byggen med selvbinder. Jo, der står sgu' selvbinder! Man kan forvisse sig om det i det seneste nummer af medlemsbladet for Danske Ølentusiaster, begavet benævnt Ølentusiasten. Og det er ikke en hvilken somhelst byg, der anvendes. Det er gamle bygsorter, som er hentet fra Nordisk GenBanks fryser på Svabart! Jeg noterede mig dog, at den selvbinder, der er afbilledet i bladet, trækkes af en traktor, og ikke af heste, som man traditionelt gjorde det.

Der er også andre særtræk, som f.eks. at urten koges over brændeild, som man kan underholde sig med på deres hjemmeside. Og som jeg tidligere har omtalt, er brygmester Casper Vorting ikke en hr. hvem-som-helst: han startede i sin tid Brøckhouse sammen med Allan Poulsen - et heller ikke helt uefent mikrobryggeri...

Så når alt kommer til alt er der for meget ved Bøgedal, der er så tilpas anderledes, at produktet fra bryggeriet ikke rigtigt kan sammenlignes med det, som andre mikrobryggerier og bryghuse laver. Det er øl lavet som på gårdene for 100 år siden (bortset fra traktoren), og det fortjener sin egen niche i ølkulturen herhjemme - ikke at blive slået i hartkorn med, hvad mangt en dygtig og ind imellem mindre dygtig entusiast kan frembringe med mere eller mindre moderne produktionsmetoder og ditto udstyr.

Forleden var det min søsters fødselsdag. Hendes kæreste havde jeg foræret en Bøgedal No. 281 på et tidspunkt. Den var han så flink at sætte på bordet, da jeg var inviteret til fødselsdagsmiddag. Så er niveauet ligesom lagt... Dertil nød vi ovnbagte rodfrugter og lammeculotte. Sådan.

Om øllen kan man sige, at den smager af lakrids. Men det dækker slet ikke oplevelsen. Det er en begsort væske med en stor kompleksitet i kroppen - ikke bare 'lakrids'. En drikkeoplevelse - både fordi øllen er god, men også fordi den aldrig vil blive lavet igen på helt samme måde. Det er endnu en af grundende til ikke at anmelde Bøgedal. Man aner ikke, om man kan få noget, der smager ligesådan en anden gang. Hver Bøgedal er en 'once in a lifetime' (med mindre, man har røvet banken og købt restlageret af den pågældende øl), og som sådan skal den opleves. Sanses - ikke anmeldes.

Og så er det sgu' trygt at vide, at man har en Bøgedal No. 300 stående til en ganske særlig lejlighed, om en sådan skulle vise sig...