Det hænder ind i mellem, at jeg gerne vil ha' en øl. Altså bare knappe en flaske op og nyde den til maden, TV'et, en god bog eller sådan noget hyggeligt noget. Så prøver jeg at vælge en, som måske nok er god, men som godt kan tåle ikke at blive skrevet om her på siden. Og så er det, det sker: hver gang får jeg åbnet noget, som jeg tænker: nej, den er for god til at lade gå ubemærket hen! Således også med de tre første i dagens smagenoter. Den sidste falder så til gengæld i den helt modsatte grøft...
Young's: Double Chocolate Stout
Wells And Young's Brewing Company er et velrenomeret bryghus i alens og stoutens moderland. Det er i følge egen fortælling Englands største familieejede bryggeri, hvis rødder går langt tilbage i tiden med den formelle grundlæggelse omkring 1875.
En aften trængte jeg til noget varmt. Det er blevet efterårskoldt, og så er det godt at kunne skrue op for varmen i glasset - så kan man spare på olien i tanken... Valget faldt så på Young's Double Chocolate Stout, som i fuld overensstemmelse med engelsk tradition holder beskedne 5,2 % vol. Øllen er interessant nok bl.a. brygget på Pale Ale malt, som ellers normalt fortrinsvist findes i ... nå ja, Pale Ales.
Men til ingredienslisten hørte også chokolademalt og 'naturlig chokoladesmag', hvad det så rent kemisk måtte indebære. Og det skal jeg så lige love for - altså at der var chokoladesmag... Der var stort set ikke andet! Jo, en god bund af Pale Ale malten, der mere fornemmedes end decideret mærkedes, sikrede, at det aldrig blev en kvalm oplevelse.
Her er der tale om en fuldtonig chokoladefontaine, som skal drikkes som sådan! Jeg nød den 'solo', hvilket gik rigtigt godt, men som ledsager til en isdessert vil den også være perfekt. Jeg ville nok være varsom med at servere den til kødretter - måske en platte af røgvarer kunne være et interessant kontrapunkt?
Young's: Double Chocolate Stout: 10/10 på Qvistgaards ØLometer! Uhhhmmm...
---
St. Peter's: India Pale Ale
Så besøger vi lige St. Peter's igen. I husker nok: dem med whiskyøllen. Denne gang er det en klassisk India Pale Ale med en alkoholstyrke på 5,5 % vol., hvilket faktisk er en del for en brittisk IPA.
Nå, men vi kan lige så godt gå til konklusionen først som sidst: dette er en IPA, som en IPA skal være. Dette er skabelonen for IPA. Ikke for kraftig, ikke for stærk, ikke for mærkelig. Alle de rigtige noter i duften, alle de rigtige toner i smagen. Lige i skabet. Sådan. Bum.
St. Peter's: India Pale Ale: 9/10 på Qvistgaards ØLometer. Hvorfor nu ikke 10? Ganske vist er dette en fuldtonig, klassisk IPA, men som sådan fører den jo så heller ikke noget nyt til bordet. Men de 9 er med pil op.
---
Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph
Det altid interessante lille Rise Bryggeri har også lavet en jule ale. Det er rigtigt dejligt at se alle de ales, der strømmer ud i anledning af højtiden, for det sødlige og fede i 'jule' kan - begavet gjort - ballanceres rigtigt smukt af noget citrus og krydderier ved en god humling af alen.
Stærke Rudolf her er ganske vist rimeligt stærk i alkohol, 7,0 % vol., men det er ikke spritten, der dominerer. Hvad der til gengæld dominerer er en duft og smag, jeg måtte en tur i Brugsen for at komme i tanke om, hvad hedder...
Øllen i sig selv er mørk med et mørkt, beige skum. Det er i sandhed en dark ale. Men det, der slår som en hest sparker i både duft og smag er ... cocktailbær... Først troede jeg, det var julekage - som man vist også kan putte en slags syltede bær i - og så troede jeg, det var blommer. Men nej, det er altså cocktailbær. Der er en god bitterhed til at akkompagnere .. øh, bærene, så det bliver aldrig en vammel affære. Dette skyldes uden tvivl en udmærket brug af god humle. Men specielt, det er det altså.
Rise Bryggeri: Ærø Jule Ale Strong Rudolph: 8/10 på Qvistgaards ØLometer. Der er helt klart tale om en fornyer af juleøllen, men om det er vellykket, vil der med sikkerhed være delte meninger om...
---
Skovlyst: Skovhuggerens Vinterporter
Det var så de tre positive og interessante overraskelser. Nu kommer der også en overraskelse. Men konklusionen går i den stik modsatte retning. Så er du advaret...
På overfladen lover porteren fra Skovlyst godt. Den holder 8,0 % vol., så den kan sikkert give varmen igen. Den er lavet på chokolademalt, så der er basis for noget sødme. Der er naturligvis tale om en udpræget mørk øl. Ikke sort, men mørk. Skummet er også mørkt. Der er mange små bobler i skummet, der holder meget godt.
Duften er præget af, hvad jeg først identificerede som karamel. Men nej, det var brændt sukker. Helt ligesom, når man skal lave brunede kartofler juleaften, og sukkeret på panden kommer til at stå lidt for længe eller kartoflerne bliver brunet ved lidt for høj varme. Måske - kun måske - er der en snært af humle i duften.
Entréen i munden er udpræget sødlig. Nogen bitterhed, der virker mere spritagtig end humlet. Og så også mere smeltet/brændt sukker. Kun en anelse chokolade. Klistret. Efter en halv times tid havde det meste af sukkersmagen fortaget sig, og tilbage stod en medicinagtig smag a la Dr. Nielsen eller 1 Enkelt. Begge dele udmærkede drikke i deres egen ret, men en øl skal altså ikke smage af det...
Jeg må indrømme, jeg midtvejs overvejede, om resten skulle hilse på køkkenvasken...
Skovlyst: Skovhuggerens Vinterporter: 5/10 på Qvistgaards ØLometer. Tallene under 5 har jeg reserveret til de øl, jeg faktisk hælder ud...
Kære Skovlyst, I laver rigtigt dejlig øl ude i Hareskoven. I serverer uforskammet lækker mad. Hvorfor skal der så være så meget af det, I sælger på flaske, som er under jeres niveau? Noget af det LANGT under? Få dog en begavet brygger - hvad enten det er i Polen eller Danmark, det er vel ikke så vigtigt - til at lave nogle ordentlige fortolkninger af jeres sikkert udmærkede opskrifter. Dette kan I ikke være bekendt overfor kunderne, som jo for de flestes vedkommende alene møder jer i form af flaskeøl, og I kan heller ikke være det bekendt overfor jer selv. Resten af konceptet holder jo fuldstændigt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar