Sierra Nevada: Pale Ale og Torpedo

Man skal lære så længe, man lever. For ølentusiaster kunne man måske i stedet sige: man skal lære så længe, man har lever... Og da man kan skrive meget tykke bøger om alt det, jeg ikke ved, overrasker det ingen, at jeg er blevet klar over en mangel i min i forvejen mangelfulde viden... Men da det denne gang drejer sig om øl, og især da fordi det berører min favorittype IPA, kan jeg ikke have det siddende på mig - væk må det, væk!

Nænsomt og pietetisk er jeg blevet ledt på rette vej af tidligere omtalt god kollega - vi kan jo for nemheds skyld kalde ham 'filosoffen' - hvorved jeg er blevet klar over, at IPA slet ikke er IPA. I hvert fald ikke kun...

Imperial IPA, Extra IPA og hvad de nu ellers kalder sig, er alle IPA'er 'plus'. Dette 'plus' er hovedsageligt mere alkohol (6-7 % vol. eller mere) og måske nok vigtigere mere humle. Nogle gange meget mere humle. Rigtigt meget mere humle...

IPA'er er sjældent direkte udfordrende. De er typisk venlige, imødekommende, glad-i-låget-øl. Hvorimod de hæftigere IIPA'er (nej, du ser ikke dobbelt - det ekstra I står for Imperial) rynker brynene, smøger ærmerne op og lægger an til at udfordre. Og det er jo altsammen dejligt, men så skal man lade være med at sammenligne dem. Som jeg har gjort det. Undskyld. (Argh, hvad? Skal han nu også til at dele krammere ud??)

Nå, Sierra Nevada er en rigtig amerikansk legende. Startet sidst i 70'erne kører det fortsat med grundlæggeren tilstede blandt tønderne, og skal de sige det selv, er de et af de mest anerkendte 'mikro'-bryggerier i USA. Ja-ja, den slags gør man sig jo ikke fortjent til ved at skrive det på hjemmesiden, så lad os i stedet smage på varerne...

Jeg har valgt to øl fra Sierra Nevada i dag, dels for at sammenligne IPA med en Extra IPA, jf. ovenfor, dels fordi konceptet med Imperial eller Extra IPA faktisk stammer fra 'over there'.

Først den på papiret mildere IPA, som er helt ravfarvet i glasset og let grumset som følge af gærrester. Skummet er hvidt, men overraskende flygtigt for ale. Duften er ikke voldsom. Frugtig med blommer og mango. Også lidt syrlighed. Dernæst krydderurter som timian, rosmarin og salvie. Også lidt en fornemmelse af usaltet, kogt grød.

Smagen er mild i starten, grænsende til det fraværende. Middel bitterhed. Lidt citrus. Modne æbler. Øllet angriber tungen midtpå på en lidt aggressiv måde. Faktisk virker den sprittet. Desværre er der ikke rigtigt smagsnuancer til at bakke aggressiviteten op.

Mange danske IPA'er er bedre, men decideret dårlig er den sådan set ikke...

Sierra Nevada: Pale Ale: 7/10 på Qvistgaards ØLometer.

Så til noget med mere smæk i. Torpedoen har samme ravfarve som IPA'en, men med dette og en overraskende svag duft til at begynde med hører lighederne så også op. Skummet er cremet, brækket hvid over i det beige. Der er slet ikke gærrester i denne flaske, så øllet vedbliver med at være klart.

Jeg skrev, at duften var lig IPA'ens. Ja, men kun i starten. Efter kort tid kommer der brød, kogt korn, tyngde som i tunge øjenlåg, overmodne æbler og abrikos. Kun ganske lidt timian.

Smagen er stor. Rund. Frugtig. Fyldig. Middel bitterhed - ja, måske mindre end det, faktisk. Stadig brød, men det kogte korn i duften er afløst af dejligt, frisk- og hjemmebagt grovbrød i smagen. Det er en klar madøl, ikke kun fordi den vil klæde de fleste mørke kødretter, men også fordi øllen er et måltid i sig selv. Der er også lidt abrikos og fyrrenåle i smagen...

Torpedoen er på 7,2 % vol., mod IPA'ens mere beskedne 5,6. Men faktisk er Torpedoen ikke slet så sprittet i smagen. Det er som om, den kraftigere humlen og måske noget andet malt bedre kan bære alkoholstyrken. Dette er en herreøl, men derfor virker den nu ikke særligt utilgængelig...

Sierra Nevada: Torpedo: 9/10 på Qvistgaards ØLometer.

Og så skal jeg nok lade være med at blande IPA og IIPA sammen en anden gang - for hvor er der dog stor forskel!