fredag den 17. august 2012

Thisted Bryghus: Høst

Det kan virke out of place sådan en varm augustaften, hvor DMI 'truer' med hedebølge og tropiske nætter de kommende dag, at tale om høst. Høst hører sig efteråret til, høst signalerer markens overflod, bugnende lader og fyldte spisekamre.

Men i realiteten er det længe siden, jeg har set den første stubmark efter høst. Mindst en måned. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men det forekommer mig, at høsten bliver hentet ind langt mere spredt over året, end den gjorde tidligere...?

Hvorom alting er, så er høst - som jul, påske, pinse og så meget andet - en anledning for bryggerierne til at kaste nogle 'sæsonøl' på markedet. Jeg har tidligere været efter bryggeriernes ensformighed hvad angår påskeøl. Når vi taler høstøl, der endnu ikke er helt så udbredte, er de kreative udsving formentlig større - alene af den grund, at det eneste, jeg kan se, der kan være en fællesnævner, er ... korn. Dvs. forskellige malttyper kombineret med frugt, grønt og urter i en eller anden semi-heftig form - lidt som en pilsner med lidt mere af det hele.

Det er da også den klassiske pilsnerhumle Saaz, Thisted Bryghus har valgt til høstøllen. Og ellers står den på allehånde kornsorter: byg, hvede, rug og havre. Det fremgår ikke umiddelbart, om der er tale om maltede eller umaltede bidrag, men det meste er jo nok maltet. En vis græsagtig note kan nok forventes...

Man er ikke i tvivl om, at vi her har fat i en undergæret øl. Farven er gylden-gul, skummet brækket hvid - et i øvrigt karakteristisk flygtigt skum.

På trods af de mange kornsorter, er det humlen, der står markant klarest frem i duften - i hvert fald de første par minutter. Derefter er der mest af alt tale om et aftryk af en erindring om høstede marker, den fuldt læssede vogn og kornet på ladens loft - mere end om en egentlig duft.

Siden begynder de tungere duftnoter at trænge sig på - så bliver det kornagtigt. Byg og rug er de mest 'synlige' i duften.

Smagen er uhyre kompleks. Sådan som Thisted efterhånden altid gør det. Svær at afkode; den har noter af frisk frugt, kildevæld og morgendug, men både før, under og efter dette fornemmer man brød. Tungt brød. Gæret brød. God bitterhed, men også et snært af noget, der ikke passer sig til den lyse øltype. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er - måske for meget umaltet korn?

På den positive side er der også ristet kaffe/kaffebønner, endda lidt mørk chokolade. I en pilsner?! Jeg synes ikke, det hører hjemme her... Er det 'efterårets komme'? Ville den gøre sig bedre en septemberaften med byger, der går og kommer, og de første overvejelser om at tænde op? Måske - men hvorfor så lancere den nu?



Thisted Bryghus: Høst: 7/10 på Qvistgaards ØLometer. Egentlig havde jeg givet den 6, men den er som sådan ikke en dårlig øl. Blot ikke det, den giver sig ud for at være, og en lidt uharmonisk blanding af komponenter. Så derfor trods alt 7.

Næste anmeldelse bliver Herslevs Høst Bryg med hyben...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar