onsdag den 7. november 2012

Bryghuset Svaneke: Rød Jul

Nogle gange er navne på øl fantasifulde ("In Your Pale Face IPA", f.eks.), nogle gange mest mærkelige ("Kakerlakpuler" kunne være et eksempel) - og andre gange decideret tvetydige. Sidstnævnte kategori må navnet på dagens øl høre under: "Rød Jul". Alle ovennævnte øl er i øvrigt brygget af Svaneke...

Da jeg først så øllen, må jeg indrømme, jeg tænkte på, om de nu er blevet kommunister derovre på øen! Men det er nok ikke umiddelbart årsagen til navnet... Så tænkte jeg på rød jul som kontrast til hvid jul - noget med ... øh, blod? Næppe. Hvis ikke som kontrast, så som komplementær størrelse: hvid og rød sammen i skøn forening; flettede julehjerter, Dannebrogsflag osv.? Det passer bedre, men den hedder jo ikke rød-hvid jul. Blot Rød Jul...

Nå, ok, af etiketten fremgår, at øllen er rød. Rød som Rudolfs tud. Det kunne naturligvis også være forklaringen. Af øvrige informationer fra bagsiden, kan bl.a. nævnes "...en behagelig grundsødme fra ikke at være helt nedgæret." Det må betyde, at der er noget restsukker i. Og videre "... bl.a. passionsfrugt og urter venter ...". Ja, det lyder jo... øh, interessant.

Nå, lad os se på sagerne. Der er tale om en undergæret stærkøl (5,7 % vol.), og skummet er da også ganske flygtigt, omend det bobler flot i glasset. Skummet er beige, mens selve øllen er ravgul - og ganske rigtigt med en tone af rød.

Duften er let men frisk. Frugtig, ja - måske ligefrem passion (og "passion" er jo noget meget juleagtigt!). Toner af urter - ikke de fede, men nogle lettere som salvie, citronmelisse og den slags. Smagen er også let - i hvert fald i starten. Så kommer der en kant, som rammer siden af tungen før sødmen sætter ind. Det sødlige er mest i eftersmagen, mens kanten utvivlsomt kommer fra bitterheden i humlen, der efter sigende skulle være tilsat med rund hånd (Hallertauer - tysk pilsnerhumle, og Columbus - oftest associeret med Pale Ales).

Der er tale om en uskadelig men desværre også lidt uinteressant øl, selvom vi er i kategorien velhumlet. God til at nyde som aperitif inden frokosten - helt oplagt. Havde det været en sommerøl, ville jeg have karakteriseret den som en terrasseøl. Men det er nok ikke ligefrem meningen. Skal man sammenligne den med andre typer er det helt klart relevant at nævne Red Ales, f.eks. irske, som også er både milde og søde. Og røde.

Bryghuset Svaneke: Rød Jul: 7/10 på Qvistgaards ØLometer.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar