Jeg trænger... Jeg trænger hårdt til et ordentligt skud humle... Og hvor får man det bedre, end hos de to herlige skotske ungersvende bag det fuldstændig respektløse bryggeri Brew Dog?
Bryggeriet, der slukker julelysene i børnenes øjne med den ærkejulede "There Is No Santa"-øl. Eller som frejdigt deklamerer, at ølkulturen i England er syg, og at DE er den sk... doktor!
På Punk IPA skrive de bl.a. med vanlig mangel på omsvøb: "We don't care if you don't like it." Og senere: "Just go back to drinking your mass marketed, bland, cheaply made watered down lager, and close the door behind you."
Som med bryggeriets skriftlige udgydelser skal også selve brygget tages i mindre doser, end så mange andre klasse-øl. Flaskerne er f.eks. konsekvent på 33 cl. Det eneste bryggeri, jeg uden videre tilgiver dette...
Øllet er strågult, skummet knækket hvidt, bla. bla. bla. - ligegyldigt! Det, det handler om her, er duft og smag! Duften er virkelig markant: masser af god, frisk citrus, f.eks. lime og citron. Også skald. Nødder. Lidt chokolade bagerst. En smule træ - lyst træ. Lidt visne blade eller snarere tørrede krydderurter fra det skotske højland: timian, rosmarin. Tørret frugt - svesker.
Smagen er stor og voldsom - ikke tung, ikke lukket, men stærk. Igen masser af citrus, æbler, meget syre med det samme i ganen (men det er en ale, så det er ikke kulsyren, der gør det!). Nødder. Men smagen er også let på en måde, frisk, lys. Ville klæde et stykke 85% Valrone (men hvad gør ikke det...?). Eller ristet rugbrød med Stilton. Noget fedt, stærkt, krydret til at matche øllet.
Dette er et veritabelt power house af duft og smag. Det ER den bedste øl i verden efter min smag. Havde jeg kunnet give 11, havde jeg gjort det. Det er formidabelt godt lavet!
Brew Dog: Punk IPA: 10/10 på Qvistgaards ØLometer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar